Blev reddet ud af misbrug: Nu vil jeg betale tilbage

Et liv med alkohol, stoffer og kaos kunne være endt dér. I dag tager jeg uddannelsen som SSA for at betale tilbage.

Jeg bliver ofte spurgt om, hvorfor jeg i min alder er begyndt på uddannelsen til social- og sundhedsassistent.

Det korte svar er stadig det samme: Jeg vil betale tilbage.

Men der er en anden side af historien, som rækker ud over mig selv.

På et tidspunkt i mit liv havde jeg selv brug for hjælp. Ikke lidt hjælp. Ikke “tag dig nu sammen”-hjælp. Jeg var ude i et massivt alkoholmisbrug. Hash. Piller. Amfetamin. Kaos forklædt som kontrol. Indtil kontrollen forsvandt.

Det blev stillet enkelt op for mig: Fortsætter du, så dør du sandsynligvis før tid. Stopper du, så kan du leve i mange år.

Ren biologi

Det var ikke dramatik. Det var biologi.

Alkohol ødelægger lever, hjerte og hjerne. Centralstimulerende stoffer slider på kroppen og øger risikoen for psykiske lidelser. Det er veldokumenteret. Jeg var ikke unik. Jeg var statistik..

Jeg prøvede livet. Ikke alene. Med hjælp. Fra professionelle. Fra private. Fra familie. Fra den vigtigste person i mit liv – min kone, som stod midt i det rod, som jeg skabte, og blev stående.

Jeg kom i behandling. Fik struktur. Fik ansvar. Fik fællesskab. Det ændrede retningen.

Senere arbejdede jeg i socialpsykiatrien. Jeg opdagede, at jeg kunne noget dér. Skabe relation hurtigt. Holde fast, når modstanden kom. Arbejde med mennesker med dobbeltdiagnoser – psykisk sygdom og misbrug – en gruppe med markant forhøjet risiko for tilbagefald, hjemløshed og tidlig død.

Autorisation og at betale tilbage

Jeg var ansat som aktivitetsmedarbejder. Men jeg kunne ikke blive kontaktperson. Ikke fordi jeg ikke kunne arbejdet. Men fordi jeg ikke havde den sundhedsfaglige autorisation.

Det var fair. Patientsikkerhed er ikke til forhandling. Men det fik mig til at stille et større spørgsmål: Hvor mange står i systemet med erfaring, relationel styrke og vilje – men uden den formelle adgang til at tage det fulde ansvar?

Når jeg siger, at jeg vil betale tilbage, så er det konkret. Der stod mennesker klar, da jeg var på vej ud over kanten. Nu stiller jeg mig selv til rådighed for dem, der står samme sted. Men det handler ikke kun om mig.

Mangel på fagpersoner

Vi taler ofte om mangel på fagpersoner. Om rekruttering. Om tal og prognoser.

Samtidig ved vi, at tusindvis har forladt faget gennem årene. Vi ved, at misbrug, psykisk sygdom og social udsathed ikke forsvinder. De flytter sig bare.

Jeg var statistik dengang. I dag møder jeg mennesker, der også er statistik. Bag hvert tal står et menneske. Bag hver diagnose står en historie. Bag hver tilbagefaldsprocent står et liv, der kunne have taget en anden retning.

Et sundhedsvæsen består ikke kun af paragraffer og autorisationer. Det består af mennesker med faglighed og mennesker med ar. Ar er væv, der har overlevet brud. De gør ikke én til ekspert. Men de kan gøre én troværdig.

Hvis vi ønsker et system, der kan rumme dem, der falder udenfor, så må der også være plads til dem, der har været der selv – og er kommet tilbage.

At vælge livet

Jeg er ikke blevet SSA-elev for at få anerkendelse. Ikke for medaljer. Ikke for at pynte på en livshistorie.

Jeg er blevet det, fordi nogen gjorde det muligt for mig at vælge livet.

Nu har jeg valgt et arbejde, hvor jeg hver dag møder mennesker, der endnu ikke helt har valgt. Det er ikke heroisk. Det er nødvendigt.

Spørgsmålet er ikke kun, hvorfor jeg valgte uddannelsen. Spørgsmålet er, om vi som samfund giver plads til, at flere kan gøre det samme.

John Post er SSA-elev og bosiddende på Bornholm. Han har en række uddannelser og jobs bag sig, men er nu SSA-elev. Han skriver en række indlæg om sundhedssystemet fra en anden vinkel end den, som vi normalt ser - denne gang med en meget personlig vinkel. Dette er 6. indlæg i serien.