Støtten til krig må altid være sidste udvej!
”Lad os snakke om det, der betyder noget,” lød det fra Lars Løkke under DR's partilederdebatten på valgudskrivningsdagen, som Løkke dumpede som ”ekstremt fattig”, fordi den bare handlede om navne og hvem, der skal være statsminister.
Og det kan han jo have ret i.
To emner
Jeg foreslår derfor to emner, som Løkke og co. bør få snakket grundigt igennem inden 24. marts:
1. En ægte bæredygtig omlægning af det ekstremt natur- og klimaskadelige industrilandbrug.
2. Oprustnings- og krigsforretningen.
Flertallet af politikere, inklusive Lars Løkke, har i årevis forholdt sig ekstremt fattigt til begge emner.
”Skal alting koste en krig?” synger Hugorm og foreslår en nedlæggelse af forsvaret. Jeg er næsten enig. At få stoppet tidens krigsbegejstring bør i hvert fald blive et af valgets hovedemner.
Rusland, men...
Man kan jo ikke være uenig i at Putins Rusland er behæftet med store fejl og mangler, men at støtte Ukraine med F-16 fly og flere hundrede milliarder skatteborgerkroner til en håbløs krig, der risikerer at ende som en kæmpe global katastrofe, er Folketingets største politiske selvmål i nyere tid.
Så kunne Danmark jo så lige så godt donere krigsfly og bygge våbenfabrikker herhjemme til den militante palæstinensiske organisation Hamas’ modstandskamp mod Israel - og alle mulige andres mere eller mindre retfærdige krige.
Angrebs- og forsvarskrig - og støtte til dem - bør altid være det aller, aller sidste valg.
Den USA-styrede glidebanemodel om krig som den primære konfliktløsningsmetode er katastrofal for alle humanistiske og demokratiske kerneværdier.
Efter rungende nej fra omtrent alle større danske aviser vovede Kristeligt Dagblad for 20 år siden et øje og trykte min kronik om de magtfulde skjulte kræfter, der oftest driver moderne krig, fjernt fra de følelsesladede og nationalistiske paroler.
Kronikken desværre mere aktuel end nogensinde.
