Gravgaard: Storartede Hasleplaner med huller i osten

Gravgaard: Storartede Hasleplaner med huller i osten
LEDER | 25. NOV 2023 • 05:30
LEDER
25. NOV 2023 • 05:30

Destinationen, BRK og Business Center Bornholm arbejder flot mod udvikling af turismen. Glem ikke fondsansøgningerne og øens vigtigste by.

Tirsdag var der kickoff-møde på Hasles gamle rådhus.

Kommunen, destinationen og businesscenteret har søgt og fået 5,4 millioner eksterne kroner til at lønne konsulenter for i kampen for at udvikle Hasle, Nexø og Aakirkeby som turistbyer.

Dermed kan trykket blive taget af østkystens populære havnebyer, og Bornholm kan udvikles som en endnu større turistdestination. Ideerne er storartede, og byerne kan helt sikkert trække flere turister og skabe flere gode oplevelser for både borgere og gæster.

På Hasle Rådhus var byen mødt talstærkt op, og der var plads til nye ideer fra de fremmødte borgere i det tæt pakkede konsulentprogram af allerede gode oplæg for byens fremtidige udvikling. Det tegner godt. Nu må vi håbe, at de tre aktører bag projektet også husker at få borgernes ideer med ind i planerne, så den nødvendige folkelige opbakning ikke bare bliver en tjekliste af gennemførte borgermøder på konsulenttimelisten.

Udviklingen af vores ø er altafgørende, og en folkelig indblanding og opbakning er meget vigtig her. Næste vigtige delelement er at huske at bruge en god portion af konsulenttimerne til at lave de fondsansøgninger, der skal udløse de rigtige penge til udviklingen. Tanker og planer er første skridt. Men uden anlægskroner, kommer der ikke meget udvikling i Hasle, Nexø og Aakirkeby.

Borgerinddragelse og fondsansøgninger er vigtige byggesten for at udvikle Bornholm igennem de tre byer. Man kunne ønske, at øens vigtigste by, Rønne, der ofte springes over, når det gælder turistudviklingen, også var med i planerne.

Rønnes gamle by er en besøgsoplevelse af helt unik karakter, butikslivet er øens største, og byen trænger i den grad til udvikling. Men i turistuniverset kan man ofte næsten ikke komme hurtigt nok ud af byen.

Godt arbejde for Hasle, Nexø og Aakirkeby – men husk også Rønne, når der skal udvikles.

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT