Gravgaard: Regeringen skal hjælpe de nødlidende kommuner
Balancen mellem statens guldminer og kommunernes blodbad er helt skæv.
Dansk økonomi buldrer derudaf. Vismændene har netop estimeret flere end 19 milliarder ekstra i det økonomiske råderum. Statsministeren har erklæret, at vi ’ikke mangler penge, men hænder til at udføre arbejdet’ i vores land. Men kommunalbestyrelsen her på Bornholm mangler nu stadig penge til at drive øen og tænke langsigtet. Lige nu er statsministeren på charmeoffensiv rundt i Danmark sammen med sine to regeringskumpaner Løkke og Ellemann for at lytte og tale med vælgerne om regeringens planlagte skattelettelser med mere. De burde komme til Bornholm og se realiteterne her på øen.
Torsdag valgte en lang række socialdemokratiske borgmestre også at kritisere deres formand og regeringens prioritering af den bugnende statskasse.
Forleden blev der godt nok givet 650 millioner ekstra til de udfordrede kommuner, der også skal nyde godt af de økonomiske glæder. Det lyder af meget. Men det er småører i hele det kommunale landskab, hvor kommunerne primært får deres indtægter fra den fastfrosne kommuneskat, og staten scorer indtægterne fra de øvrige skatter. De 650 millioner svarer kun til lidt over fire millioner til Bornholms Regionskommune, der som vi alle ved netop har måttet spare over 100 millioner på ældre, unge, sårbare og grøn busdrift for at få pengene til at passe.
Kommunerne skal holde administrationen effektiv og fokusere på de prioriterede velfærdsområder. Det har regeringen også bebudet, de vil kræve gennem mindre administration i kommunerne. En meget vigtig del af vejen hertil er at sænke de administrative krav fra selv samme regering og Folketing. Skal alt rapporteres, evalueres og dokumenteres, så skal vi være mange administratorer i vores kommune. Men slippes tøjlerne, kan ressourcerne også bruges mere effektivt på de varme hænder og de visionære tiltag, der kan sikre vores samfund.
Men selv med den logik gør det stadig ondt, at se regeringen kun kaster et lille økonomisk hold kæft-bolsje ud til kommunerne, mens milliarderne bugnet i statskassen, og skattelettelserne er på vej.
Både modstandere af og fortalere for øget offentlig sektor bør være enige i, at vi skal have ændret balancen mellem stat og kommune, så det lokale selvstyre ikke forarmet fortsat skal handle kortsigtet med busindkøb og velfærdsnedskæring, når statskassen bugner. Det udsulter det kommunale selvstyre.
Vores velfærdsstat har brug for at stå sammen i hele Danmark. Derfor bør statsministeren lytte til både sit eget partis borgmestre og formentlig også de fleste andre borgmestre i den udfordrede del af Danmark. Vi har brug for hjælp for at kunne holde butikken kørende på den lange bane.
NYT JOB
MEST LÆSTE

Te betronijns
Når man får noget ‘te betronijn(s)’, så får man det på kredit. I Bornholmsk Ordbog illustreres udtrykket blandt andet med følgende citat: ‘Hajn ræstar ju ejnhillu alt, så vi torr væl foie lâ’jn få mera te betronijngs’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration