Godt tænkt – Grønne telefoner fra Aakirkeby

LEDER | 9. DEC 2022 • 05:30
LEDER
9. DEC 2022 • 05:30

Anders Bøgeløv Jensen er en grøn solskinshistorie, der passer perfekt ind i drømmen om et godt arbejdsliv og en bedre verden.


Greenspeak i Aakirkeby er en innovativ bornholmsk perle.

Ganske vist er Anders Bøgeløv Jensen flyttet hertil, men vi er heldigvis mange, der flytter hertil for at skabe god udvikling på Bornholm. Anders Bøgeløv Jensen er nu alligevel noget ganske særligt. Han har opfundet et teleselskab for mobilteknologi, der dedikerer sit fulde overskud til velgørende organisationer, som kunderne bestemmer.

Tænk at ringe med ekstra god samvittighed. Det har 12.000 telefonbrugere allerede valgt at gøre, og torsdag fik Greenspeak lov til at købe sig en Børsen Gazelle-pris for at hædre virksomhedens vækst.

Alle medarbejdere arbejder til samme løn i Greenspeak – 33.000 kroner om måneden, og de arbejder kun 30 timer om ugen. Anders Bøgeløv Jensen har grebet det sådan an, at han arbejder 60 timer hver anden uge og holder hver anden uge fri.

Det er en meget atypisk måde at drive virksomhed på. Den er inspirerende for vores bornholmske erhvervsliv. Fremtidens kunder efterspørger ikke blot et godt produkt. Flere og flere har også fokus på virksomhedens sociale og klimamæssige aftryk på sin produktion eller services.

Man kunne med rette indvende, at man da hellere skulle benytte det billigste teleselskab og så selv donere penge til de rette formål. Men oplevelsen af at køre bil, tale i telefon, tanke, rejse eller spise med ekstra god samvittighed tilfører kundeoplevelsen en ny dimension for flere og flere. Virksomheders klimamæssige, etiske og sociale aftryk bliver stadig mere vigtige for forbrugerne og vores samfund.

Når Espersen og Carlsberg forsøger at vende Rusland ryggen, når Bornholms Mosteri skaber arbejdspladser for mennesker, der ikke kan få arbejde andre steder, eller når Svaneke Bryghus laver CO2-neutrale bajere, så er det også et flot skridt i den retning, der får øl, fisk og saft til at smage lidt bedre.

Samtidig har Anders Bøgeløv Jensen også fat i en vigtig ting, når det gælder rekruttering. For de kommende generationer på arbejdsmarkedet er job ikke bare løn. Et job er en mening i livet - en kærlighedsaffære, hvor man holder af sit projekt og plejer det.

Arbejdsgiveren skal have et formål, man som medarbejder vil dyrke – og skal man virkelig forkæles, så skal der også være plads til andet end arbejdsprojektet. Fleksibel arbejdstid og eller begrænset arbejdstid er i høj kurs og koster virksomhederne dyrt. Men Greenspeak gør det i Aakirkeby.

Det er imponerende entreprenørarbejde fra en ildsjæl af den type, Bornholm ikke kan få nok af. Telefonerne i Aakirkeby er en inspirationskilde for Bornholms erhvervsliv.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT