Børn betaler prisen for tvivlsomme besparelser

Har kommunalbestyrelsen ydmygheden og modet?

De børn og deres familier, som nu står over for en tvangsflytning til en anden skole i Rønne, fik beskeden på Aula.

Det foregik efter samme procedure, som vi kender det fra fyringsrunder i store organisationer; alle adviseres om det tidspunkt, hvor de, som skal fyres, først vil modtage opsigelsen på skrift, hvorefter alle modtager en fælles besked om, at fyringsrunden er eksekveret.

Katastrofen

Onsdag d. 30. april indtraf katastrofen.

28 børn og deres familier fik beskeden om, at de var udpeget til at skulle flytte skole og sige farvel til deres klassekammerater, lærere og pædagoger. Børn, der for de mindstes vedkommende stadig er i gang med at lære deres skole at kende, skal nu flytte til en anden relativ stor skole, gå i en ny klasse med nye børn og nye voksne.

Hvordan fortæller man på en betryggende måde sit barn på seks år, at det - modsat dets kammerater - skal sige farvel til klassen?

Følelser præget af afmagt, frygt, sorg og uretfærdighed står nu i kø i de ramte familier. Alle andre holder vejret og afventer højden på den bølgegang, der følger i kølvandet. Ingen ånder lettede op, belært af den forrige skolesammenlægning, som flere årgange stadig synes mærket af.

Bureaukratiets logik skeler ikke til børn og deres følelser

Forældrene på de to Rønneskoler har fået at vide, at de ikke kan klage, da der ikke formelt set er tale om en afgørelse i juridisk forstand, men blot tale om nye klassedannelser på én Rønneskole, som nu blot har to afdelinger.

I en bureaukratisk logik er det effektivt, da det ville kræve en enorm ressource at skulle håndtere klager og legitimere udpegningen af enkelte elever. I forældres optik er det ubarmhjertigt at blive overladt med den skæbnesvangre besked uden mulighed for indsigelser. Børnene? De har ingen rettigheder.

Følsomme væsener

Børn frustreres ikke over juridiske spidsfindigheder - til gengæld er de socialt følsomme væsner, der har brug for kontinuitet og tryghed i deres hverdagsliv.

Børn har brug for institutionelle erfaringer, der udvikler - og ikke afvikler - deres tillid til, at fællesskabet og samfundet vil dem det godt. At øge børns tillid til verden er en kerneopgave, som man som lærer, pædagog og skoleledelse er fagligt og etisk forpligtet på, men som svækkes, når den politiske ledelse reducerer skolevæsenet til et hurtigt regnestykke, hvor scenariet er kortsigtede og relativt små besparelser, som de færreste tilsyneladende forventer sig meget af.

Ingen kender omkostningerne

Ingen har endnu regnet på omfanget af mulige omkostninger, som sammenlægningen risikerer at bringe med sig.

Politikerne har nemlig vedtaget en skolesammenlægning, hvor de har slået sig til tåls med administrationens afvisning af at regne på mulige konsekvenser, og dermed bevidst gennemført en politik, der risikerer at forværre en i forvejen dårlig økonomi. Med sammenlægningen har man sat både børns og ansattes trivsel over styr, men faktisk også økonomien og borgernes tillid til det bornholmske skolevæsen.

Vær i al ydmyghed modige!

Som forældre i skolebestyrelsen sidder vi tilbage med oplevelsen af, at man i den politiske ledelse ikke har lyttet til de mange argumenter, der har pointeret de store menneskelige konsekvenser, som en relativt lille og tvivlsom økonomisk gevinst vil medføre for både børn og ansatte.

Og allerede nu synes de bange anelser at blive virkelige; kun ti dage efter beskeden på AULA sås der nu tvivl om, hvorvidt det er lovligt at flytte børn uden en partshøring. Det kan i sig selv blive en dyr fornøjelse, og måske bør man som politiker overveje, om man ikke her i ellevte time alligevel skulle finde modet frem til i ydmyghed at forhindre mere kaos - og i stedet søge mere bæredygtige måder at forbedre og styre økonomien på skoleområdet.