Michelle kæmper mod tvangsflytning af sin søn

Moderen til en seksårig dreng har fået forklaret, at hun ikke kan klage. Men det er ikke en lovlig praksis ifølge regionskommunens egne jurister. Og hendes søn er brudt helt sammen.

Michelle Mattsson er både frustreret og ked af det.

Hendes søn, Oliver, går i 0. A på Søndermarksskolen. Han er udvalgt som én af de 28 elever, der skal tvangsflyttes mellem Søndermarksskolen og Åvangsskolen fra næste skoleår.

Det har Michelle Mattsson på ingen måde lyst til, for Oliver trives i den grad på Søndermarksskolen. Nu frygter hun, at hans trivsel kommer til at smuldre, og de ryger tilbage til start.

For Oliver havde det ikke særlig godt i hverken dagpleje eller børnehave og var ked af at skulle afleveres. Det har betydet, at han i sine fem institutionsår var meget hjemme, men efter skolestart sker der gradvist noget magisk.

Pludselig vil Oliver slet ikke hjem igen, når han bliver hentet, og weekender er nu et nødvendigt onde, der bare skal overstås. Så det bliver mandag, og han atter kan komme afsted i skole til leg med vennerne og lærere, han nu er helt tryg ved.

Onsdag den 30. april får Michelle Mattsson et brev fra skoleleder Andreas Grosbøll. Brevet er i bydeform. ”Flyt til Åvangsskolen” står der i overskriften.

Oliver er blevet udvalgt som én af de 28 børn, der skal flytte mellem Søndermarksskolen og Åvangsskolen. Brevet er på tre sætninger. Uden nogen begrundelse. Da Michelle har læst det, breder frustrationen sig i Formel 1-tempo, og hun griber telefonen. For Michelle vil have en forklaring fra skolelederen på, hvorfor hendes søn skal flyttes.

Hyperventilerer og græder

Selvom hun ikke har lyst til det, er Michelle Mattsson nødt til at fortælle Oliver om hans kommende skoleskift med det samme. For ellers risikerer han at høre det i skolen gennem kammerater, deres forældre eller lærere.

Oliver skal også have at vide, at hans to bedste venner ikke skal med til Åvangsskolen. Drengen bryder helt sammen. Han hyperventilerer, græder og bebrejder sig selv, at han skal skifte skole.

– Har jeg gjort noget galt, mor? Det siger han til os, fordi vi som forældre ikke kan fortælle ham noget, han kan bruge til noget, siger Michelle Mattsson.

Der er nemlig ikke noget at fortælle. For forældrene ved heller ikke, hvorfor netop Oliver er blevet udvalgt til at skulle forlade Søndermarkedsskolen mod sin og deres vilje, og hvad de kan fortælle deres dreng om hele situationen.

Nogle svære år

Lærerne på Søndermarksskolen ved godt, at Oliver havde en vanskelig tid i institutionerne inden skolestart, og at han nu er blevet en glad dreng. Derfor forstår Michelle Mattsson ganske enkelt ikke, hvorfor hans trivsel skal sættes på spil, og hun vil have en forklaring. Her og nu. Så de i det mindste har noget at fortælle deres søn.

Men Michelle Mattsson ringer forgæves. Der er ingen, som den dag kan give hende et svar på, hvorfor netop Oliver er blandt de udvalgte, der skal sendes til Åvangsskolen. Så nu tager hun tastaturet til hjælp og skriver til skoleleder Andreas Grosbøll.

Grosbøll havde den 28. april i et brev til alle forældre meddelt, at de kunne skrive til ham på Aula, hvis man ønskede at få uddybet hans beslutning, når han havde udvalgt de 28 børn, der skal skifte skole. For som Grosbøll også skriver, er valget af børn alene hans beslutning.

Michelle indleder sin besked til ham med: ”vi har som forældre virkelig brug for uddybning af flytning af vores søn.” (Tidende har fået tilsendt alle beskederne fra Aula, samtlige breve og citerer fra dem).

I sin besked beskriver hun Olivers trivsel, at han endelig har fået det godt og spørger, hvorfor man så flytter ham væk til en skole, der i øvrigt ligger længere væk fra, hvor de bor.

Michelle får ikke noget svar den 30. april og skriver igen dagen efter. Her beder hun om aktindsigt i hele sagen, så hun kan få indsigt i begrundelserne for netop at flytte hendes søn. Olivers søster skal desuden starte på Søndermarkedsskolen om et år, så hun forstår ikke, hvor hendes børn skal gå i hver sin skole, hvilket hun også indvender.

Men med sammenlægningen kan det måske betyde, at hun også skal på Åvangsskolen. Det ved Michelle Mattsson ikke noget om endnu.

Forkerte oplysninger

Nu kommer der så svar fra Andreas Grosbøll.

Skolelederen skriver, at ”det har ikke været en let vurdering, og jeg er ked af, at han (Oliver, red.) sidder tilbage med oplevelsen af, at han har gjort noget. Det er jo på ingen måde et fravalg af ham. Der er lavet en vurdering af hver enkelt elev, og samtidig har vi også gjort meget ud af at vurdere, hvem de flytter sammen med, og som Oliver har det godt med.” Hvilket dog ikke omfatter Olivers to bedste venner, der ikke skal sendes til Åvangsskolen.

Grosbøll afviser til gengæld, at Michelle har nogen mulighed for at klage over afgørelsen. Og hans svar indeholder ikke den konkrete begrundelse for Olivers flytning i forhold til hans tidligere trivselsproblemer, som nu er vendt 180 grader til det positive.

Grosbølls oplysninger om de manglende klagemuligheder viser sig dog at være forkerte. Det kunne Tidende afsløre lørdag. Forældre skal have mulighed for at klage, når deres børn bliver tvunget til at skifte skole, og deres klage skal behandles individuelt.

Svaret frustrerer

Skolelederens svar på Aula frustrerer Michelle Mattsson.

– Jeg har kæmpet for at få en skriftlig begrundelse for, hvorfor de flytter vores søn, siger hun. Den 7. maj kommer der lidt mere. Det er dog ikke skoleleder Andreas Grosbøll, der er afsender på brevet. Det er den tidligere skoleleder Lars Kromann. Han er blevet bedt om at uddybe beslutningen.

Der står helt overordnet, at Oliver haft fast fremmøde hele skoleåret, og at han er en stille dreng, der er god til at indgå i både det sociale og i de læringslege og trivselsaktiviteter, der er i klassen. Der står også, at han fungerer med mange af klassekammeraterne i faglige og sociale sammenhænge. Der står, at han indgår fint i SFO’en.

Og der står, at han bor tættere på Søndermarksskolen end Åvangsskolen, men at man vurderer den forlængede rute sikker, da der er adgang via Østre Jernbanesti fra Harbovej, som Ydunsvej støder op til, og hen til Åvangsskolen.

Det sidste er Michelle Mattsson dog ikke enig i.

– Oliver skal krydse to veje, når han selv skal til at cykle, hvilket vi håbede kunne blive fra næste skoleår. Når han skal ned til Søndermarksskolen i dag, skal han bare over ét fodgængerfelt, hvor der står skolepatruljer, siger hun. Og der står fortsat ikke noget om, hvordan Olivers tidligere problemer med utryghed har spillet ind i forhold til tvangsflytningen.

Michelle Mattsson har ikke givet op.

Hun er gået sammen med andre forældre om en klage til både Undervisningsministeriet og Ombudsmanden over regionskommunen. Kampen for, at Oliver må blive på Søndermarksskolen, er ikke slut. Og hun vil som minimum have lov til at få hans sag behandlet individuelt samt med mulighed for at klage, som hun har ret til.

Skoleleder: Ikke noget, vi har bedt om

Andreas Grosbøll er frygtelig ærgerlig over hele situationen og forstår udmærket Michelle Mattssons frustrationer.

Hvad er årsagen til, at du skriver et så kortfattet brev på tre sætninger med en overskrift i store typer, hvor der i bydeform blot står ”Flyt til Åvangsskolen”?

– Jeg har slet ikke tænkt det som et udsagnsord i bydeform, men derimod som et navneord – altså ’et flyt’, men jeg kan da godt se, at når man læser det i bydeform, bliver det meget mere bombastisk. Det tager jeg til mig. Det er jo ikke noget, der er nemt at kommunikere, og uanset hvordan er der nogen, der bliver kede af det. Det er jo sådan, at jeg skal passe meget på med, at jeg ikke bliver den, det handler om. Det er ikke mig, der skal stå tilbage som én, man skal have ondt af. Det er vigtigt med en sådan besked, at jeg ikke stiller mig ind på noget følelsesmæssigt og siger, ”uhh, jeg beklager det, og hvor er det svært for mig.” Men det kan godt være, at det kunne være gjort mere elegant. Det vil jeg ikke afvise.

Michelle Mattssons er ude med en hård kritik af dig og hele processen. Hvad siger du til det?

– Hun er selvfølgelig følelsesmæssigt påvirket, og det har hun ret til at være. Den her sag skal hun køre på for sin søns skyld. Det her er ikke noget, vi har bedt om som skole, og det er da en frygtelig ærgerlig situation, vi er blevet bragt i som skole at skulle udvælge elever, der skal flytte.

Michelle Mattsson stiller en række konkrete spørgsmål om flytningen. Hvordan kan det være, du ikke svarer på de spørgsmål, når du nu selv skriver i brevet til dem to dage inden, at det er dig, der har truffet beslutningen, og at man kan kontakte dig?

– Jeg har både skrevet og snakket med hende om det i telefonen og henvist til Lars Kromann (tidligere skoleleder, red.) for at hun kunne få en mere uddybende begrundelse. Ham har hun også snakket med, og han har sendt hende en begrundelse på mail.

Michelle Mattsson beder om aktindsigt i sagen i en besked til dig. Hvordan kan det være, at du ikke reagerer på det?

– Jeg må med skam meddele, at hvis jeg har overset det i mailen, så beklager jeg. Der ligger ikke nogen akter på sagen, da vi som udgangspunkt har fortolket det som faktisk forvaltningsvirksomhed. Men hun skulle selvfølgelig have haft et svar på sin anmodning. Den dykker jeg ned i med det samme.

Brug for at sige en masse ting

Den tidligere skoleleder Lars Kromann er ikke overrasket over Michelle Mattssons reaktion ovenpå Olivers ufrivillige flytning.

– Jeg kan sagtens forstå, at man er enormt berørt, når man står i denne her situation, hvor ens barn skal skifte afdeling. Det opleves som at skulle skifte skole, så jeg kan godt forstå, at man bliver frustreret, vred og gal over det, siger Lars Kromann.

Han har først talt med Michelle Mattsson i telefonen, inden han efterfølgende sendte sin skriftlige begrundelse.

– Der var fem kriterier i forhold til udvælgelsen. Vi har brugt rigtig lang tid i forhold til, hvordan deres skoletid hos os har set ud. Det er klart, at i børnehaveklassen, hvor de kun har gået et år, er der mindre historik, end hvis man gik i fjerde eller sjette klasse siger han og fortsætter:

– Vi talte rigtig lang tid sammen mandag, og der var det mest, at man som forælder i den situation har brug for at sige en masse ting. De begrundelser, jeg kunne give, er det, jeg har sendt. Vi har været alle børn igennem, og så handler det om i helheden, når der skal dannes klasser – både fra de skoler, hvor børnene flytter til og flytter fra. De begrundelser, vi har lagt til grund til for Oliver, er dem, jeg har sendt til Michelle, siger Lars Kromann.