Erstatningsfærge kæmper med fartplanen

Erstatningsfærge kæmper med fartplanen
M/S Patria Seaways giver i disse uger Hammershus et tiltrængt hvil. Skibet har tidligere heddet Lisco Patria og Stena Traveller. Foto: William Sonne Kaalø
TRAFIK | Mandag 12. maj 2025 • 13:30
TRAFIK | Mandag 12. maj 2025 • 13:30

Hammershus er på værksted, og låneskibet har knas med logistikken.

Bornholmslinjen bakser med at få deres erstatningsfærge, M/S Patria Seaways, til at holde tidsplanen. Det er der flere grunde til.

– Det er nye folk og nye procedurer, som gør det svært at undgå, at tingene tager længere tid, siger kommunikationschef i rederiet, Jesper Maack.

Han er ikke meget for at estimere, hvordan det kommer til at gå med præcisionen i den kommende tid, men håber dog, at den kommende weekend bliver skånet for forsinkelser.

– Der er ikke helt så meget i weekenderne rent fragtmæssigt, så det giver nemmere lastning og lodsning. Men nu har vi masser med i hverdagene, så det vil være svært at undgå, at der kommer flere forsinkelser. Det er stadigvæk en ny færge med et anderledes opbygget lastrum, der skal pakkes, men nu har de haft nogle sejladser til at vænne sig til ruten og proceduren, så alle vil gøre alt, hvad de kan, siger han.

Fredag var første dag med lånefærgen fra DFDS, og der var startvanskeligheder.

– Der kom den ind to timer forsinket, men lørdag var vi inde 06:10, søndag 06:00 og mandag klokken 06:00, så der overholdt vi fartplanen, siger han.

M/S Patria skal besejle Køge-ruten frem til den 21. maj, mens Hammershus er gået til pause.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT