De åbnede stærkt med 10,700 point i rytme, leverede igen 10,700 i banespring – trods et par små fejl – og sluttede af med hele 12,230 point i minitramp, det bedste resultat i hele puljen. Det samlede resultat på 32,93 point bragte dem helt frem i feltet. Det var hele 5,500 point mere end deres første runde.
– Der blev kigget intenst på pointtavlen – Viking lå længe nummer 2, og flere af de stærkeste hold formåede ikke at hente dem. Til sidst overhalede kun Gladsaxe, mens Silkeborg ikke nåede det. Resultat: en flot og fortjent bronzemedalje! fortæller Anders Beier, formand og instruktør i Viking Gymnastik.
To af de 10 Minipiger har deres mor som instruktør – nemlig Malene Sommer – som fik den bedste morsdagsgave. Det blev en stor dag ikke bare for hende, men også for alle de medrejsende familier, der fik en uventet og rørende afslutning på konkurrencen.
– Det er nu slået fast, at vi sagtens kan være med på landsplan, også her fra Bornholm, udtaler en stolt Anders Beier.