Fra snapchat til samfundsansvar

Verden har forandret sig.

Verden er i dag mere fordrejet og kompleks end nogensinde før. Det fører til, at vi skal være mere observante og vågne i bestemte situationer.

Dog gælder dette ikke udelukkende de voksne -unge skal også få samme viden og samme muligheder for at håndtere potentielle kriseepisoder. Vi må nemlig erkende, at vi lever side om side med stigende digitale trusler, pandemier og klimakatastrofer.

Det kan vi ikke komme uden om, men vi kan godt minimere skellet mellem den læring, som de ældre og de unge mennesker har. Der har alt for længe været en idé om, at kriseberedskab og krisehåndtering skal forbeholdes de voksne, beslutningstagere og eksperterne, som man ser på tv eller i medierne, men uddannelse burde være en menneskeret, som ikke er tildelt en bestemt gruppe.

Hvis man kaster blikket over på statistikkerne, så er det de unge, som skal leve med de længstvarende konsekvenser af fejl og mangler i dagens beredskab. På trods af denne information føles det alligevel som om, at vores ord ryger uhørt forbi, og vores deltagelse bliver syntetisk og symbolsk.

Og nej, det er naturligvis ikke alle politikere og voksne, som ikke er lyttende, men en stor del, hvilket jeg ikke kan forstå eller nogensinde vil komme til.

Ansvarlige unge?

Vi lever desværre også i en tid, hvor der er en idé om, at unge ikke er ansvarlige eller engagerede nok til at være med i det såkaldte ”voksenarbejde”.

Det kommer fra de selvsamme voksne, der engang - under ungdomsoprørerne - var frontfigurer og højtråbende fanebærere - de selvsamme voksne, som ikke havde andet på agendaen end medbestemmelse - de selvsamme voksne, som uge efter uge demonstrerede ned langs torve og stræder, og som aldrig gav op.

Unges teknologiske dygtighed, handlekraft og sociale engagement burde være mere end rigeligt til en invitation ved det runde bord, hvor deres stemme kan konsolideres på en anden måde end blot ved håb og ønsker.

Men hvordan skal unge så få bedre styr på kriser?

Til at starte med ville en integration af krisehåndtering i uddannelsesinstitutionerne være en stærk indgangsvinkel.

Her ville grundlæggende førstehjælp, evakuering, kritisk tænkning, hvis el, vand og mad slipper op være indlysende. Her kunne Beredskabsstyrelsen med fordel kunne inddrages som støtte.

Unge skal ligeledes blive mere modstandsdygtige på internettet og overfor cyber-angreb og trusler - især når vi er naboer til massive geopolitiske konflikter. Desuden kunne etableringen af flere ungdomsberedskabsgrupper også være en positiv tilføjelse til flere kommuner landet rundt, hvor unge kommer ”hands-on” og derigennem bidrager aktivt til at styrke lokalsamfundets sikkerhed og tryghed.

Men forandring kommer aldrig af sig selv, og de unge har brug for at læne sig op ad, blive støttet af nogen, og de nogle er de voksne. De voksne skal gå det ekstra skridt for at få de unge med ombord. De unge skal som regel altid have et skub, inden de kan udvise deres fulde potentiale.

Hvis en krise skulle komme uventet, så vil vi ikke være ufrivillige modtagere af hjælp eller en ekstra byrde for de voksne, men hellere aktive partnere, når det kommer til at løse selvsamme problemer

Amar er en af Tidendes faste kommentarer. Han er 18 år gammel og går på Campus Bornholm. Han er formand for Bornholms Ungeråd og aktiv i mange forskellige sammenhænge