Er der nogen, der kan råbe chefredaktøren op?

SYNSPUNKT | ABONNENT | 6. MAJ 2024 • 20:00
Af:
Henrik Søby
formand
Byforeningen Svanekes Venner
SYNSPUNKT | ABONNENT
6. MAJ 2024 • 20:00

Chefredaktøren kunne – i stedet for sine udokumenterede udsagn – med rimelighed forventes at give sit bud på, hvad ”moderne” egentlig står for.

I Bornholms Tidendes leder for lørdag den 4. maj har chefredaktøren givet sit bud på, hvorledes de bornholmske biblioteker skal indrettes. Han har adopteret flosklerne om, at et moderne og tidssvarende bibliotek forudsætter en væsentlig reduktion af de nuværende filialer. Det kan nemlig skabe mulighed for nye medieformer og digitalisering, så man kan fjerne sig fra udlån af fysiske bøger og traditionelle udlån – sic!

Denne påstand kommer i en tid, hvor det er almindelig anerkendt, at vejen til dannelse og fordybelse går gennem øget fokus på læsning af noget så gammeldags som bøger.

Chefredaktøren påstår ligeledes, at denne centralisering vil medføre en værdifuld og dynamisk ressource for alle øens borgere. Hvorledes den store gruppe af ældre medborgere ude på øen skal få glæde af denne udvikling står hen i det uvisse – men det er da en festlig påstand.

Det må også betyde, at de mange børnefamilier, som i weekenderne hygger sig med at finde bøger på bibliotekerne skal sætte sig i bilen og køre til Rønne. Dejligt uhøjtideligt og spontant.

Biblioteksfilialernes funktion som kulturelt mødested negligeres fuldstændigt i jagten på såkaldt effektivisering. Det er en grov nedvurdering af denne vigtige del af de lokale fællesskaber.

Chefredaktøren kunne – i stedet for sine udokumenterede udsagn – med rimelighed forventes at give sit bud på, hvad ”moderne” egentlig står for. Det er det begreb, som fortalerne for centralisering oftest bruger, men som ingen rigtig definerer. Og jeg går da ud fra, at det ikke betyder væk med kultur, sociale fællesskaber i nærområdet og fortrolighed med at læse analogt.

Er der nogen, der kan råbe chefredaktøren op, da han åbenbart befinder sig et helt andet sted end mig.

FÅ ABONNEMENT