Energinet svarer på Helle Ravnsborgs indlæg

SYNSPUNKT | DEBAT | Fredag 5. juli 2024 • 15:30
Af:
Hanne Storm Edlefsen
direktør for Megaprojekter Udvikling
Energinet
SYNSPUNKT | DEBAT | Fredag 5. juli 2024 • 15:30

Det handler primært om Bornholms tilslutning til energiøen

 

Energinet har 7. juni 2024 modtaget et brev fra kommunalbestyrelsesmedlem i Bornholms Regionskommune Helle Munk Ravnborg. Hun spørger ind til, hvordan investeringerne, der skal gøre det muligt at koble det bornholmske elnet til Energiø Bornholms elinfrastruktur, fordeles mellem Energinet og TREFOR.

Brevet har også været bragt i Bornholms Tidende den 11. juni. Vi har svaret Ravnborg skriftligt og holdt et møde med hende, hvor TREFOR også deltog.

Her svarer vi også i avisen.

Nu og fremover

I dag forsynes Bornholm primært med strøm via et kabel fra Sverige.

Det kabel skal enten fornyes inden for en overskuelig årrække - eller også kan det lokale elnet blive koblet på Energiø Bornholms elinfrastruktur. Koblingen mellem et lokalt elnet og en energiø er ikke gjort før, men da det fra start har været et lokalpolitisk ønske at kunne, så har Energinet undersøgt muligheden for det.

Vores foreløbige analyser viser, at det er teknisk muligt, og at det er en samfundsøkonomisk god idé. Ud over en masse grøn strøm viser vores analyser også, at bornholmerne får en bedre forsyningssikkerhed og relativt stabile elpriser, hvis det lokale elnet bliver koblet til energiøen.

Spørgsmål: Er den skitserede forståelse af principperne for fordeling af investeringsansvar korrekt forstået?

Energinet ejer og driver transmissionsanlæg (som for eksempel Energiø Bornholms stationer og kabler) og anlæg på 132 kV og derover.

Som nævnt ovenfor er det muligt at koble Bornholms elnet på energiøen uden at gå på kompromis med nettets stabilitet og forsyningssikkerheden. Rent teknisk er det svært at slutte et så lille forbrugsområde til en stor produktionsenhed som Energiø Bornholm.

Vi er derfor i gang med at udvikle den tekniske løsning, der skal sikre, at vi ikke overbelaster komponenter og fortsat har strøm i stikkontakten.

Spørgsmål: Kan Energinet give indblik i størrelsen på de investeringer, der må forventes at påhvile TREFOR El-net Øst for at muliggøre tilkobling af det bornholmske elnet til landanlægget?

Energinet er i gang med at udarbejde et beslutningsgrundlag for tilkoblingen.

Beslutningsgrundlaget skal belyse alle aspekter, fx de forskellige tekniske løsninger, forsyningssikkerhed og økonomi. TREFOR Elnet-Øst bidrager med estimater på omkostningerne for tilkoblingen på deres side, og estimaterne kommer sammen med Energinets tal til at indgå i de samfundsøkonomiske beregninger for projektet.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeren skal i sidste ende godkende Energinets beslutningsgrundlag for tilkoblingen. Den beslutning kan dog først tages, når forligskredsen i Folketinget bag Energiø Bornholm har taget fornyet stilling til det store projekt.

Ministeriet forventer, at det sker omkring årsskiftet.

Samfundsøkonomiske hensyn

Energinet er som statsejet virksomhed underlagt en række krav, når vi sætter nye projekter - som tilkoblingen er - i gang.

Vi skal blandt andet pege på den løsning, som er samfundsøkonomisk bedst. Det vil sige, at en tilkobling med samme funktionalitet ikke kan gøres billigere end den løsning, som vi indstiller. Da tilkoblingen kan medføre, at TREFOR El-net Øst skal forstærke det lokale elnet, så arbejder vi sammen om at kigge på forskellige løsninger.

Spørgsmål: Kan Energinet give et indblik i den forventede afskrivningsperiode?

Energinets anlæg for tilkoblingen forventes at afskrives over 40 år.

Energinet vil løbende orientere TREFOR og Bornholms Regionskommune om arbejdet med koblingen af det bornholmske elnet til energiøen.

TREFOR El-net Øst har fået samme brev som Energinet den 7. juni 2024 og vil supplere med et åbent svar.

 

Svar fra TREFOR El-net Øst på Helle Ravnsborgs læserbrev

Per Sørensen, elforsyningsdirektør i TREFOR El-net Øst

TREFOR El-net Øst har bidraget til Energinets arbejde med et beslutningsgrundlag for tilslutningen af Energiø Bornholm, og vi har oplyst myndighederne, at det vil betyde en væsentlig udbygning af elnettet, hvis Bornholm tilsluttes energiøen og dermed en forventet meromkostning for TREFOR El-net Øst.

De eksisterende regler siger som udgangspunkt, at en sådan udbygning af elnettet skal betales af TREFOR El-net Øst og dermed bornholmerne via nettarifferne. Dét finder TREFOR El-net Øst urimeligt over for de bornholmske forbrugere.

Derfor har vi opfordret myndigheder og ministeren til at finde en løsning, hvor meromkostningerne til tilslutningen af Energiø Bornholm betales af alle forbrugere i Danmark. TREFOR El-net Øst finder, at meromkostninger indgår som et naturligt element i beslutningsgrundlaget til Energiø-projektet.



FÅ ABONNEMENT