En diagnose fra barndommen behøver ikke at gælde resten af livet

En diagnose fra barndommen behøver ikke at gælde resten af livet
Diana-Ester Brandt Eriksen arbejder som buschauffør, selvom en ADHD-diagnose gjorde det vanskeligt for hende at få erhvervskørekort. Privatfoto
SYNSPUNKT | ABONNENT | 24. JUL 2022 • 14:30
Af:
Diana-Ester Brandt Eriksen
folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti
buschauffør
SYNSPUNKT | ABONNENT
24. JUL 2022 • 14:30

En ADHD-diagnose gjorde det vanskeligt for Diana-Ester Brandt Eriksen at få erhvervskørekort, men det lykkedes efter megen modstand, og i dag er hun ansat hos Gudhjem Bus.


Nu når debatten går om psykiatrien, vil jeg meget gerne dele noget med jer. Jeg er selv barn af psykiatrien. Jeg har i 11 år haft tildelt en diagnose. Jeg og min tidligere læge sår i dag tvivl, om diagnosen stadig er gældende.

Jeg fik som 12-årig tildelt diagnosen ADHD. Jeg er glad for, jeg dengang ikke vidste, hvor mange irriterende begrænsninger det ville give mig senere i mit voksenliv.

For gennem min skoletid, både i folkeskolen og senere på efterskolen, er der ofte blevet taget et misforstået hensyn til, om jeg "orkede" hverdagen. Mange af de problemer og "nisser", jeg havde dengang, skyldes lige så meget, at jeg er blevet mobbet en del, fordi jeg var blev opfattet som anderledes. Dette satte spor på mit personlige plan, stressede mig unødigt og gjorde mig nervøs.

Ja, jeg fik ordineret Ritalin, og det hjalp mig gennem min folkeskole- og efterskoletid. Men i gymnasiet havde jeg tilegnet mig leveredskaber og eksempelvis lært at planlægge min dagligdag, og derved fik jeg så meget styr på mit liv, at jeg faktisk trappede min Ritalin-dosis ned af mig selv. Senere da jeg stod overfor en stor operation i 2018, besluttede jeg at smide pillerne for good efter cirka 10 år.

Men de begrænsninger, den tildelte diagnose ADHD har givet mig, mærkede jeg særligt, da jeg i 2016 fik kørekort. Jeg skulle have fornyet mit kørekort efter kun ét år, grundet der i min lægejournal stod, at jeg tog Ritalin, og der ikke var lavet et notat om, i hvilken grad jeg havde brug for medicinen. Året efter blev det lavet, og det forlængede kørekortet efter de nye regler.

Da jeg i 2021 starter på erhvervelse af buskørekort, oplevede jeg igen, at min tildelte diagnose gav begrænsninger. Jeg talte med min egen læge, som lavede et notat om, at der er sået tvivl, om diagnosen stadig var gældende og dette med baggrund i, at jeg ikke havde været medicineret med Ritalin siden januar 2018.

Alligevel skulle der yderligere lægeerklæringer og uvildige lægeafgørelser til, før en 24-årig med tildelt diagnose fra barndommen kunne erhverve et erhvervskørekort. Jeg kæmpede i to måneder, og endelig fik jeg min godkendelse, men først da jeg begyndte at true med Ekstra Bladet på grund af forhaling af min godkendelse. Alt sammen på grund af en tildelt diagnose.

Min oplevelse var, at jeg hos Færdselsstyrelsen blev diskvalificeret allerede inden starten grundet min tildelte ADHD-diagnose. Jeg forstår simpelthen ikke behovet for at dobbelttjekke og derved sætte mig i bås. Selv hvis jeg stadig havde brug for Ritalin, er jeg stadig normalbegavet og fungerer lige så normalt som alle andre. Men grundet en tildelt diagnose bliver jeg gjort forkert.

Med baggrund i min historie forstår jeg ikke det psykiatriske behandlingssystem. Hvorfor ikke kigge og vurdere på folks kvaliteter og kompetencer og dømme ud fra dem i stedet for at sætte begrænsninger på grund af de fire bogstaver ADHD. Jeg er chokeret, og jeg ønsker, at der kigges nærmere på dette.

Jeg mener helt konkret, at det kunne gøres nemmere for diagnoseramte, der er medicineret mod eksempelvis ADHD, ADD eller HDD. Det burde være sådan, at de diagnoseramte burde kunne erhverve sig for eksempel kørekort på lige fod som alle andre uden at blive diskvalificeret. For i sidste ende handler det jo om én sætning: "At man får ordineret medicin også evt. i arbejdstiden for at kunne fungere i hverdagen, så man kan passe sit arbejde".

Man er ikke farlig i trafikken, selvom man tager receptpligtig medicin. At et specifikt receptpligtigt præparat kan give en narkolignede rus på folk, som ikke reelt har brug for medicinen, er ikke relevant i denne sammenhæng. For vi, der får tildelt en diagnose, har brug for medicinen, og den giver ikke nogen narkorus, men gør, at man kan fungere på lige fod som alle andre. En narkometertest ville efter al sandsynlighed slå ud, og derfor vil løsningen være, at der skal laves et digitalt notat om, at vedkommende tager et receptpligtigt præparat dagligt, og at præparatet gives mod det og det. Præparatet vil også fremgå af FMK (Fælles Medicin Kort).

Jeg håber, vi kan få et samfund, som er mere rummeligt, og hvor ingen føler sig dømt ude, men hvor der er plads til vores forskellighed, så vi som samfund kan ruste og give støtte til de unge, der må sidde med diverse psykiatriske diagnoser. Endnu bedre er ønsket, at man kan få hverdagen til at fungere uden eventuel medicin, men ved hjælp uden den "misforstående omsorg".

En diagnose, man får tildelt i barndommen, behøver ikke at gælde resten af livet og bør ikke give unødvendige begrænsninger.