En fælles forståelse af udsathed, som en kontekstuel størrelse, er derfor afgørende for, at vi i både dagtilbud og i skoler kan arbejde professionelt med tidlige indsatser, hvor både børn og familier oplever omsorg, nærvær og støtte og hvor de professionelle ikke skriver sig selv ud af ligningen.
Når børn, der er i mistrivsel og som er belastet enten socialt eller psykisk, mødes med krav om adfærdsregulering i form af irettesættelser eller sanktioner, så øges utrygheden og afmagten hos barnet og udsatheden forstærkes. Hvis vi vil tage den tidlige indsats alvorlig, er der m.a.o. brug for, at børn – uanset deres adfærd – tilbydes trygge læringsmiljøer, hvor de professionelle møder børn med tålmodighed, accept og forståelse samt en villighed til at justere i egne krav og forventninger, så alle får erfaringen af at kunne deltage og mestre hverdagen i fællesskab med andre mennesker med de forudsætninger, de nu en gang har at gøre godt med. Børns trivsel og mistrivsel hænger med andre ord unægtelig sammen med den pædagogiske kvalitet og kalder derfor på læringsmiljøer, der understøtter trivsel gennem positive forventninger, en bred vifte af deltagelsesmuligheder og professionelle, der forstår værdien af medbestemmelse, som er nysgerrige på børns intentioner og følelsesmæssigt afstemmende fremfor adfærdsregulerende.
Vi, på pædagoguddannelsen, har selvsagt også et ansvar for at skabe refleksion og handlekompetence hos de studerende. Vi har derfor et fokus på at skabe undervisning, der gør de studerende i stand til at bidrage professionelt til læringsmiljøer, der ikke forstærker, men kompenserer for og reducerer udsathed.