Debat: Tak til dronningen for at se psykisk sygdom som handicap

Det er unægtelig nemmere at vise hensyn over for én med et fysisk handicap, end én af os med et psykisk handicap, skriver Peter Verner Krogh fra Hasle.

Tak Margrethe og godt nytår!

Hvornår har du sidst følt dig ramt … eller rettere berørt? Dét blev jeg nytårsaften under dronningens nytårstale, hvor majestæten adresserede psykisk sygdom som handicap. Jeg blev i begyndelsen af 2021 tildelt førtidspension på grund af psykisk sygdom. Det føltes som en befrielse. I cirka fire år op til dén afklaring, havde jeg – ud over min sygdom – brugt meget energi på at overleve i et ”ingen-mands-land”. Jeg brækkede min ryg et halvt år efter livets vej var blevet ujævn. Og det var en paradoksal befrielse at opleve den umiddelbare hensynsfuldhed, som omgivelserne viste mig. Efter krykkerne var lagt, og sindets vej var blevet endnu mere ujævn, har jeg mange gange taget mig selv i at tænke over, hvordan andre oplever mig?

Vi 'måler' ofte hinanden på, hvad vi har bedrevet (= arbejdet med), og ikke hvem vi er som mennesker lige nu. Hvor tit stiller vi ikke spørgsmålet: ”Hvad laver du så?” … underforstået, hvad arbejder du med? Ikke hvem er du, hvad er dine værdier og interesser (det er også et store spørgsmål at begynde med). For mange af os ligger vores identitet i arbejdslivet. Så når dét forsvinder, opstår der en naturlig identitetskrise, for hvad og hvem er man nu? I dronningens tale siger hun så fint, at vi skal møde hinanden med åbenhed, at andres livshistorie kan inspirere og gøre os klogere – ”man lærer sig selv at kende i mødet med andre.”

Det er unægtelig nemmere at vise hensyn over for én med et fysisk handicap, end én af os med et psykisk handicap. Jeg mener, at der er en berøringsangst, som går begge veje, og det er kun – som dronningen siger –

i et åbent møde mellem os som mennesker, at vi bliver klogere på hinanden. Vi som er syge skal blive langt, langt, langt bedre til at tale åbent om vores handicap. Og ligesom det er legitimt, at en blind kan bede om

hjælp over vejen (undskyld det sterotype eksempel), så kan vi godt sige, hvad der kan hjælpe os. Det kan for eksempel være en mere klar dagsorden og kortere møder, når man forsøger at bidrage til arbejdet i det lokale

foreningsliv. For vi vil gerne – i en eller anden form – bidrage.

Lige nu ligger mit bidrag i foreningen Sind, som arbejder for at fremme psykisk sundhed i Danmark. Det er på ingen måde en forening kun for ”sådan nogen som mig” – men i høj grad en forening for både pårørende og professionelle. Her arbejder vi med at øve politisk indflydelse, rådgivning og forskning. Lokalt arbejder vi både med personlig rådgivning og støtte, at lave gode medlemmersaktiviteter og for at sætte psykisk sundhed på det bornholmske landkort. Det er mit håb at kunne inspirere mange flere her på øen til at bidrage i dette vigtige arbejde – vi har altid plads til lige netop dig.

Og apropos kongehuset, så er kronprinsesse Mary foreningens protektor.