Debat: Et uheld kommer sjældent alene - Vores nye liv på Bornholm

SYNSPUNKT

Sådan lyder et ordtiltag. Da jeg og min kone efter 40 år i samme lille landsby, Bederslev, i samme hus på Nordfyn, besluttede os for at sætte huset til salg for at komme nærmere vores søn, svigerdatter og børnebørn, der boede i Rønne på Bornholm, var det et tungt valg.

Men vi var kommet op i årene og lidt skrøbelige rent helbredsmæssigt. Så nu skulle det være, medens vi endnu kunne gå og stå. Det var svært at sælge hus i såkaldte udkantsdanmark, men det lykkedes efter 4 år.

Jeg mailede en hel del med min søn, da vi havde fundet en køber og fortalte ham om mine betænkligheder og vemod ved at sælge huset. Han skrev tilbage: “Far, jeg har haft mange gode år hos jer i huset i Bederslev. Men nu skal dig og mor komme over til os i Østersøen, for Guldaldertiden i Bederslev er forbi.”

Det kunne han have ret i.

Mange er blevet gamle og er flyttet ind til Otterup, hvor supermarket ligger lige for, og hvor der er bus til Odense. Andre er kommet på plejehjem eller er døde. Brugsen drejede nøglen om for mange år siden. Landbruget er gået på pension. Alt er gået i svang. Der er ikke mange af den gamle garde tilbage.

En hel del nye tilflyttere ser ud til at have nok i sig selv og deltager sjældent i forsamlingshuslivet. Det er en trist udvikling, som finder sted i mange små landsbyer i disse år. De bliver sovebyer.

Vores flytning er et kæmpeskridt i vores liv. Vi går med bævende hjerter nye horisonter i møde, men jeg tror, at vi skal gå.

Forhåbentlig møder vi andre gode mennesker på vores vej i den sidste del af vort liv, og kommer filosoffen Søren Kierkegaard i hu, der engang skulle have sagt:

“At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv.” Det er mange menneskers yndlingscitat – også mit! – Men nogle klog-hoveder mener imidlertid, at han aldrig har sagt det.

Ligemeget: Jeg synes personligt, at det giver rigtig god tilværelsesforståelse, og en krystalklar levesætning. Jeg har mistet mig selv adskillige gange igennem livet – i særdeleshed i ungdomsårene og senere midt i livet , hvor forskellige muligheder bød sig til, men hvor jeg mistede modet og ikke greb chancen.

I skrevne stund går tankerne allerede på langfart til klippe- og solskinsøen Bornholm. Ja, det skal blive skønt med en røget sild a lá “Sol over Gudhjem” på en café i Rønne derude i Østersøen.

Hvor uheldig kan man være? Coronakrisen startede i Danmark i starten af marts. Det blev en særdeles hård og uheldig start her på Bornholm. D. 28 feb. flyttede vi ind i en sparsomt møbleret lejlighed på Slottet i Rønne. Her skulle vi bo i 2 måneder, indtil vi kunne flytte ind i et lille rækkehus

D. 18.marts var min kone så uheldig at snuble i lejligheden. Brækket lårben! Efter 4 dage kom hun hjem fra sygehuset i kørestol.

Nu forestod genoptræning på egen hånd, fordi alle genoptræningshold var lukket ned. Min kone havde et øvelsesskema fra fysioterapeuten at træne efter. Hun var her tre gange for at se, hvordan det stod til, og hun mente, at min kone gjorde gode fremskridt set i forhold til, at hun er 75 år.

Jeg troede, at jeg skulle komme til at kede mig på Slottet i de to måneder, men jeg fik nok at gøre som fuldtids handicaphjælper og holde husholdning. Og jeg gjorde det gerne. Min kone har serviceret mig med gastonomiske herligheder i alle de 43 år, som vi har været sammen, medens jeg har taget mig af hus og have. Selvom vi ikke er gift, tilslutter jeg mig fuldt ud præstens ord om: “I med- og modgang.”Vi tror på en lykkelig udgang fra kaos til kosmos på Bornhom. Det sidste stoppested i vores liv.

Endnu føler jeg mig lidt som en fremmed fugl, der er landet på en stor sten langt ude i Østersøen.

Bornholm er et lille proviensielt ø-samfund, hvor det kan være svært for nye ældre tilflyttere at opbygge en ny omgangskreds, og coronakrisen gør det ikke lettere.

Dog har lykken helt tilfældigt tilsmilet mig, idet jeg har mødt et menneske, som jeg har god kemi med, ditto hans søde søn og datter.

Så jeg/vi er fortrøsningsfulde.