Et par konkrete eksempler på, hvordan Øresundsregionen er blevet negativt påvirket af, at Sverige og Danmark ikke har talt med hinanden eller samarbejdet om vores fælles grænser under pandemien, er de grænserestriktioner, der har været til stort besvær for eksempelvis Ørsundspendlere og alle de svenskere, der har Københavns Lufthavn som nærmeste internationale lufthavn. Men også for den danske trafik til og fra Bornholm, hvor 97 procent af al persontransport mellem det danske fastland og Bornholm går via færgeforbindelsen Ystad-Rønne. To dage før juleaften 2020 lukkede Sverige grænsen mod Danmark, hvilket i et par dage gjorde det umuligt for danskere at komme til deres hjem eller job på Bornholm via Ystad.
Ystad og Bornholm hænger tæt sammen. Bornholm har 40.000 indbyggere, hvor langt de fleste er afhængige af transit via Sverige. Foruden danskernes, svenskernes og andres mulighed for at rejse nemt og hurtigt til og fra Bornholm, bidrager bornholmtrafikken også til en øget turisme i hele regionen. Og færre danskere i Skåne betyder ikke kun et tab af indkomst for den skånske turismeindustri. Trafikken mellem Danmark og Ystad er desuden meget vigtig for finansieringen af Øresundsbroen.
Desværre har manglen på samarbejde mellem Sverige og Danmark under pandemien set ud til at forårsage permanent skade på begge sider af sundet. I Danmark er der nu en debat om at udvide kapaciteten for trafikken mellem hovedstadsområdet og Bornholm for ikke at være afhængig af trafik via Sverige, da en del danske politikere mener, at man ikke kan være sikker på, at Sverige ikke lukker af for trafikken. På samme måde er der stor usikkerhed blandt ikke mindst politikere i det sydlige Sverige om, hvilke langsigtede konsekvenser de danske grænserestriktioner vil få for øresundsintegrationen, der er helt afgørende for Skånes udvikling.
For Danmark og Sverige ville begrænset trafik til og fra Bornholm betyde store tab. Ystad Kommune har for nylig investeret over en milliard svenske kroner i at udvide havnen, delvist for at kunne imødekomme den forventede stigning i trafikken til og fra Bornholm. Bornholmslinjen har investeret i verdens største katamaran, der er planlagt til at sejle mellem Ystad og Bornholm fra næste år.