Jan kører hurtigt for at hjælpe syge børn

Jan kører hurtigt for at hjælpe syge børn
Jan Mathisen er medarrangør af velgørenhedsarrangementet Sportscar Bornholm, hvor man kan købe sig til en tur i en sportsvogn og samtidig støtte syge børn. Eget foto
DAGENS NAVN | Torsdag 4. september 2025 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
DAGENS NAVN | Torsdag 4. september 2025 • 05:30

Lørdag er det igen tid til Sportscar Bornholm, hvor man kan købe en tur i en dyr sportsvogn og samtidig støtte hospitalets børneafdeling og et børnehospice. Jan Mathisen er en af initiativtagerne.

Hvordan opstod ideen til Sportscar Bornholm?

– For snart 25 år siden fik jeg et opkald fra en ven, som sagde jeg skulle komme over til Jyllandsringen, hvor han havde samlet en flok biler. Havde man lyst, kunne man give en skilling og køre med en tur. Dengang var Børnecancerfonden ny, og man samlede 50.000 kroner ind. Jeg spurgte, hvorfor han ikke lavede noget lignende på Sjælland, men det havde han ikke tid til, så vi lavede et samarbejde, og jeg tog det til Sjælland.

– Vi har et sommerhus på Bornholm, og der har vi mødt Kennet Larsen, som har Bornholms Gokart Center. Han havde været med til arrangementet på Sjælland i nogle år, og for nogle år siden spurgte han, om vi ikke skulle tage det til Bornholm. Det var ikke bare sådan at gøre, men vi fik en dialog med lufthavnen, og for seks år siden startede vi i regi af fonden Sportscar Event. Den skal samle ind til børn med livstruende sygdomme, og det gjorde, at indsamlingen ikke kunne gå til bornholmere. Det kunne give et indtryk af, at vi kom ovrefra, og så sugede vi penge op af bornholmernes lommer. Derfor har vi lavet Sportscar Bornholm, hvor vi selv bestemmer, hvem der skal have pengene.

– Indtil nu er halvdelen gået til sygehuset på Bornholm, og så går den anden del til Lukashuset Børnehospice, men vi går nok i retning af at give en større andel til Bornholms Hospitals børneafdeling. Hvis man er så privilegeret at eje en spændende bil, så er det også en glæde at kunne dele den med andre, og det mest givende er de dage, hvor de syge børn kommer med ud at køre med os. Man kan se livsglæden og smilene, og det er det hele værd. Det gør vi på Bornholm lørdag morgen, hvor vi kører rundt med dem i en halv times tid.

Hvad er din tilknytning til Bornholm?

– Vi har ikke nogen særlig tilknytning til Bornholm, men vi er kommet på øen i cirka 20 år som gæster, og vi har lært at sætte pris på den og nyde den ro og fred, som naturen kan give. Vi er meget begejstrede for at nyde øen, og vores sommerhus ligger inde midt på øen. hvor der er fred og ro. Vi har nogle venner, som også har sommerhus der, og så er Kennet blevet en meget nær ven.

Hvordan synes du, arrangementet har udviklet sig?

– Både positivt og negativt. En lille ærgrelse er, at vi i de første år havde fuld opbakning fra det lokale politi, og det betød lige som, at vi blev blåstemplet. Der holdt to betjente sammen med os nede på torvet, og de kørte med os sammen med børnene. Det var en utrolig gevinst for os at have dem med, men de er blevet sparet væk, og det er vi kede af. Dem savner vi. Vi kæmper også for at få nogle af øens store virksomheder til at støtte arrangementet. Der er mange, som vil gå i dialog med os, men når det kommer til at lægge penge, så hopper de fra. Det er ærgerligt og også lidt mærkeligt, for man kan trække det fra, og det er supergodt at sætte på firmaets hjemmeside. Vi er selvfølgelig glade for, at der kommer 100 bornholmere, som køber en tur, så vi tjener 100.000 kroner. Jeg tror, vi må indse, at der er en naturlig grænse for, hvor mange penge bornholmerne generelt vil bruge på at tage ud og prøve sådan en tur, og den har vi nået, og derfor overvejer vi at ændre konceptet lidt næste år. Vi tjener ikke noget på det, men dækker kun vores omkostninger til at lave indsamlingen og have mobilepay og en bankkonto.

Hvor stammer din interesse for sportsvogne fra?

– Jeg har altid haft lidt fart i blodet, og når jeg har haft mulighed for det, har jeg haft noget, der kunne køre stærkt. Jeg blev også jagerpilot i Forsvaret, hvor jeg så fik løn for at flyve stærkt. Jeg kan godt lide det kick og at mærke, hvordan ryggen bliver presset lidt tilbage. Det har siddet i mig, siden jeg var en stor knægt. Det er dejligt, at jeg kan omsætte det til en god gerning og glæde andre mennesker.

Hvad er den bedste køretur, du har oplevet i en sportsvogn?

– Den er svær, men jeg vil nævne to. Jeg kom ud at køre en tur i en Ferrari F40, og det var ikonisk og en stor oplevelse, men lige inden havde jeg kørt i en Porsche 918, og jeg er Porsche-mand af hjertet, så det må nok blive den. Det er en meget speciel bil.

Hvilken er din drømmesportsvogn at eje?

– Et er at eje og have det i garagen, noget andet er at kunne bruge det. Det er fint at have det stående, og det har jeg haft noget af, som bare stod på prøveplader. Det fik jeg brugt to gange om året til vores arrangementer. Men det vil nok været noget Porsche i den høje ende, en GT3 RS. Det er i min verden noget af det ypperste, man kan få som legetøj. Jeg har haft nogle Ferrari'er, inden jeg vendte tilbage til Porsche. Min fornemmelse af, at Porsche er bygget til at køre og fungere. Hvis det ser godt ud, er det fint, men ellers er det lige meget. Ferrari'en er mere op ad Strandvejen for at blive set og hørt og vinke til dem, der ikke har råd til at købe sådan noget. Det er den fornemmelse, jeg har af de to biler, og der kan jeg bedre lide noget, der bare fungerer.

Hvad får du ellers din tid til at gå med?

– Jeg er pensionist og har været det i en del år. Jeg dyrker meget sport og motion og prøver at være god ved min krop, og når vi er på Bornholm, cykler jeg både på vejene og inde i skoven. Jeg er lykkeligt gift, og så bruger jeg tid på at vedligeholde sommerhuset på Bornholm.

Jan Mathisen

72 år

Gift med Tina

Bor i midten af Køge Bugt tæt på Mosede Havn og har sommerhus på Bornholm

Medarrangør af Sportscar Bornholm



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT