Biblioteker for alle

SYNSPUNKT | ABONNENT | 6. MAJ 2024 • 16:00
Af:
Kurt Buchmann
Bente Frederiksen
Nørrevang 9
Svaneke
SYNSPUNKT | ABONNENT
6. MAJ 2024 • 16:00

De lokale biblioteksfilialer er vigtige for samfundet.

I Bornholms Tidendes leder den 4. maj begræder chefredaktør Kristoffer Gravgaard, at Fritids- og Kulturudvalget ikke vil stå ved lukningen af øens biblioteksfilialer. Samtidig lovpriser han en meget omdiskuteret og kritiseret strategi for fremtidens biblioteksvæsen, som netop vil fjerne den fysiske biblioteksbetjening i øens yderområder.

Kristoffer Gravgaard understreger, hvor visionær denne centralistiske model er, idet den omfavner digitalisering og nye medieformer. Chefredaktøren mener, at et bibliotek med bøger på hylder og lånere, der besøger biblioteket ude i de små bornholmske byer, er håbløst gammeldags. Den slags kan man efter chefredaktørens mening lukke og slukke. Medlemmerne af Fritids- og Kulturudvalget er heldigvis kommet i tvivl om fornuften i at lukke filialerne, hvilket vi bornholmere uden for metropolerne kan glædes ved. Og ironisk nok er udvalget måske blevet inspireret af chefredaktørens leder i Bornholms Tidende den 1. maj. Lederen har overskriften ”Drop skærmen” og opsummerer en række velkendte problemer, som netop er skabt af tidens knæfald for de digitale aktiviteter. For at modvirke digitaliseringens uheldige indflydelse på nutidens mennesker og deres trivsel anbefaler redaktøren 1, kig ind til naboen, 2, læs Tidende på papir, 3, tal med børnene, 4, giv en hånd som frivillig i en bornholmsk forening. Må vi venligst replicere: Det er netop hvad der foregår på vore lokale biblioteksfilialer. Så skal vi ikke sammen blive enige om, at udvalgets seneste udmelding er det bedste for vore lokalsamfund?

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT