80 år siden: Da storpolitik stod i vejen for friheden

Hvorfor kom englænderne ikke til Bornholm efter befrielsen maj 1945?

Den engelske chef for den allierede mission i Danmark efter befrielsen, general Dewing, kom til København den 5. maj og gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at få Bornholm befriet af de vestallierede, men var låst af de restriktive instrukser, som han havde fået fra sine chefer vedrørende Bornholm.

Den 4. maj 1945 havde general Dewing fået instruks fra 21. armégruppe under feltmarskal Montgomery om, at der på grund af "risikoen for mulige internationale forviklinger ikke må foretages nogen aktion på Bornholm uden forelæggelse for 21. armégruppe".

Samme dag udbad den 21. armégruppe sig fra det øverste hovedkvarter, SHAEF, under general Eisenhower klarlæggelse af armégruppens ansvar for Bornholm "i betragtning af øens beliggenhed i forhold til russiskbesat område".

Med andre ord indgik Bornholm på grund af øens beliggenhed et godt stykke inde i den russiske krigsmaskines operationsrum ikke som en integreret del af de vestallieredes planer for befrielsen af Danmark.

Først tre dage senere, den 7. maj, fik Montgomerys stab svar fra SHAEF: "De må ikke sende nogen styrke til Bornholm undtagen på anmodning af danske myndigheder, og da kun efter at De har forelagt spørgsmålet for dette hovedkvarter" (SHAEF).

Dewings reaktion

Da de russiske fly havde bombet Bornholm første gang, den 7. maj, telegraferede general Dewing to gange samme dag til SHAEF, tilskyndet af den danske regering, og bad om tilladelse til at sende en officer og en deling til Bornholm for at tage imod tyskernes overgivelse.

Og dagen efter, den 8. maj, da russerne igen bombede Bornholm, gentog Dewing sin forespørgsel til hovedkvarteret. Der var risiko for plyndringer på grund af mangel på mad til de mange flygtninge og tyske soldater, der var kommet til Bornholm på flugt fra russerne.

Dewing fik aldrig noget svar på sine henvendelser til SHAEF, som den 8. maj sendte en forespørgsel til den sovjetiske overkommando i Moskva, at man "på danske myndigheders anmodning agter at sende en styrke til Bornholm for at tage imod tyskernes overgivelse der og sørge for tilførsel af fødevarer. Anmoder om omgående melding, hvis sådan aktion kommer på tværs af sovjetiske planer."

Russisk landgang

Som bekendt gik russerne i land på Bornholm den 9. maj, da den generelle tyske kapitulation var trådt i kraft efter midnat.

De svarede ikke SHAEF før den 10. maj med en konstatering af, at "Bornholm ligger som bekendt 250 km øst for de sovjetiske styrkers operationsrum. De tyske tropper på Bornholm er kommet dertil fra omegnen af Stettin, Danzig og Kurland. Som følge heraf og under hensyn til den anmodning, som den tyske kommandant på Bornholm har fremsat om at få hjælp med fødevarer i forbindelse med overgivelsen af Bornholm til vore tropper, er sovjetiske tropper i færd med at besætte Bornholm. " Dermed var spillet ude for Dewing.

Den danske regering bad om hjælp

General Dewing havde efter sin ankomst til København den 5. maj og specielt efter det første bombardement den 7. maj modtaget talrige anmodninger fra den danske regering om at gribe ind på Bornholm for at tage imod tyskernes overgivelse og dermed komme russerne i forkøbet, men han var bundet af sine ordrer om ikke at foretage sig noget uden tilladelse fra SHAEF, en tilladelse han til sin store fortrydelse aldrig fik.

Den 8. maj noterede Dewing i sin dagbog: "Jeg rapporterede vedblivende til SHAEF om situationen, men fik ikke noget svar at rette mig efter. Fra først til sidst kunne SHAEF ikke give mig nogen som helst vejledning om, hvordan jeg skulle forholde mig til situationen på Bornholm".

Da det meddeltes den 9. maj, at russerne var gået i land på Bornholm, så beskrev Dewing sin oplevelse af forløbet med disse ord: "Det har fjernet enhver mulighed for, at jeg kan få til opgave at sætte åren i denne bornholmske malstrøm, hvilket faktisk er mig en lettelse. Jeg kan kun håbe, at den følgende udvikling ikke går så meget imod danske interesser, at de kommer til at bære nag imod de britiske og amerikanske allierede, repræsenteret af mig, for ikke at være kommet russerne i forkøbet".

Storpolitikken sejrede

I de afgørende beslutninger vejede de storpolitiske realiteter, de vestallieredes hensyntagen til det militære samvirke med russerne i krigens slutfase, tungest.

Bornholmernes bitterhed over deres onde skæbne er fuldt ud rimelig og forståelig. Men der blev af general Dewing og den danske regering gjort, hvad der var muligt for at styre begivenhederne i en anden og den af alle ønskede retning.

Telegram den 8. Maj 1945 fra chefen for de vestallierede styrker, general Eisenhower, til den sovjetiske overkommando i Moskva:

“SHAEF Mission Denmark rapporterer tyskerne på Bornholm kun har mad til to dage og plyndringer er sandsynlige.

På danske myndigheders anmodning agter vi at sende en styrke til Bornholm for at tage imod tyskernes overgivelse der og sørge for tilførsel af fødevarer.

Anmoder om omgående melding, hvis sådan aktion kommer på tværs af sovjetiske planer.”

Den 10. Maj 1945 modtog Eisenhower dette svar fra den sovjetiske generalstabschef

“Øen Bornholm er som bekendt beliggende 250 kilometer øst for de sovjetiske væbnede styrkers operationsområde.

De tyske tropper på øen Bornholm er kommet dertil fra omegnen af Stettin, Danzig og Kurland.

Som følge heraf og under hensyntagen til den anmodning, som kommandanten over den tyske garnison på Bornholm har fremsat om at få hjælp med fødevarer i forbindelse med overgivelsen af øen til vore tropper, er sovjetiske tropper i færd med at besætte øen Bornholm.”