To jægere kom på besøg

To jægere kom på besøg
Nogle af eleverne græd, fordi de syntes det var synd at skyde dyrene. Privatfoto
NOTITS | ABONNENT | 23. NOV 2022 • 19:06

Eleverne i sjette og syvende klasse på Sydbornholms Privatskole fik i denne uge besøg af to jægere, der fortalte om bæredygtig jagt. Det var i elevernes fag Friluftsliv, at skolen benyttede sig af Dansk Jægerforbunds tilbud til skoleklasser om at lære mere om natur, jagt og fiskeri.

– De to jægere fortalte om bæredygtig jagt, hvordan man kun skyder de dyr, som man vil spise eller putte i fryseren. Jagt er i deres øjne ikke for fornøjelsens skyld, men de går på jagt, fordi de gerne vil spise dyr, de selv har skudt og dyr de ved har haft det godt, fortæller skoleleder Jeannett Tankred.

Jægerne viste eleverne noget ammunition og fortalte, hvilken kaliber der anvendes til for eksempel at skyde en fasan og til at skyde rådyr med, og der blev talt om opdræt af vildt, især fasaner.

Eleverne fik også oplevet hvordan man får en jagthund til at apportere, altså hente det, som man har skudt, og det sidste dagen bød på, var madlavning, hvor fasaner skulle plukkes og parteres.

– Nogle af eleverne gik til opgaven med gåpåmod, nogle grinede og et par stykker græd, fordi de syntes det var synd for dyrene, men overordnet var det en spændende og anderledes dag med faget Friluftsliv, der sluttede med pandestegt fasen over bål, siger skolelederen.