Thors påtager sig ansvaret for nye økonomiske mål i 11. time

NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 2. DEC 2021 • 16:32
Jakob Nørmark
Journalist
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
2. DEC 2021 • 16:32

Det er ukontroversielt, at den afgående kommunalbestyrelse som en af dens sidste handlinger kan godkende nogle overordnede økonomiske mål, som det kommende flertal er dybt uenige i, mener Thomas Thors (S).


De Konservative, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der sammen med Kristendemokraterne har flertal efter nytår, kritiserer borgmesteren og kommunens direktion for at bringe en væsentlig opdatering af kommunens overordnede økonomiske mål til politisk behandling, inden den nye kommunalbestyrelse træder til om 30 dage. Økonomiudvalget skulle behandle forslagene til de nye mål på et møde torsdag, og på forhånd meddelte Linda Kofoed Persson (DF), at hun ville bede om at få annuleret behandlingen af punktet, som hun betegner som "groteskt".

Kritikken skal stiles til borgmesteren, pointerer Thomas Thors (S).

– Jeg har ansvaret for, at punktet er kommet på dagsordenen, siger den afgående borgmester.

Han anser det for at være uproblematisk, at den afgående kommunalbestyrelse får mulighed for at godkende nye overordnede økonomiske mål, som – hvis de blev fastholdt – ville påvirke den kommende kommunalbestyrelses handlerum kraftigt – specielt inden for den løbende drift.

– Det er vel relevant for et økonomiudvalg at sige, at der er svære økonomiske tider forude, og at det nuværende økonomiudvalg skal forholde sig til det. Og så er det fuldstændig op til den nye kommunalbestyrelse at tage sagen op igen, siger Thomas Thors til Tidende.

– I mange sammenhænge lader vi erfaringer gå videre til den kommende kommunalbestyrelse. For mig at se er det helt ukontroversielt.

Han vil ikke forud for mødet tage stilling til, hvad han og Socialdemokratiet synes om forslagene fra kommunaldirektør Johannes Nilsson, der indebærer, at det indskrives som et mål, at der skal bruges flere penge på anlægsprojekter og tilsvarende skæres i den ordinære drift.

– Økonomiudvalget må drøfte det, og så må vi se, hvad resultatet bliver af det, siger Thomas Thors.