Sundhedschef om særlig coronavariant på Bornholm: 'Det har givet nogle ringe i vandet'

Sundhedschef om særlig coronavariant på Bornholm: 'Det har givet nogle ringe i vandet'
Karina Nørby beder bornholmerne om at blive pcr-testet – for en sikkerheds skyld. Arkivfoto: Jakob Nørmark
Onsdag 2. juni 2021 • 16:56
Holger Larsen
Journalist
Onsdag 2. juni 2021 • 16:56

SUNDHED

Bornholmere og gæster på Bornholm opfordres til at få foretaget en pcr-test – og det er uanset, om man er helt eller delvist vaccineret.

– Styrelsen for Patientsikkerhed beder om, at alle bliver testet, og det er selvfølgelig også vores anbefaling, siger Karina Nørby, sundhedschef i Bornholms Regionskommune.

På Bornholm har langt de fleste i den senere tid valgt at blive kviktestede (næsetest) for at få et hurtigt svar. Men i forbindelse med, at cirka 20 personer på Bornholm i den seneste tid er blevet testet positive for en særlig variant af coronavirus, lyder anbefalingen fra Karina Nørby, at bornholmerne vælger at lade sig pcr-teste, fordi denne form for test er mere sikker.

Man er derfor ved at gøre klar med ekstra testmuligheder torsdag og fredag. Karina Nørby oplyser, at ekstra podere er på vej fra Region Hovedstaden, og torsdag og fredag vil det være muligt at blive pcr-testet i Rønne Idrætshal og Klemenskerhallen uden forudgående tidsbestilling. Det vil samtidig være muligt at blive pcr-testet de sædvanlige steder, hvor der er tidsbestilling.

Forsigtighedshensyn

Karina Nørby siger, at den ekstra indsats foretages af forsigtighedshensyn:

– Der har været udbrud på øen af en smitsom variant, og det har givet nogle ringe i vandet. Der har været nogle tilfælde, hvor man har skullet isolere sig – både som nære kontakter til smittede og nære kontakters nære kontakter.

– Vi har inddæmmet det udbrud, vi kender til. Vi vil være sikre på, at der ikke er mere smitte. Det betyder også, at dem, der har været på Bornholm hen over pinsen og i sidste uge, også bliver opfordret til at få taget en pcr-test. Vi vil være sikre på, at der ikke er noget i omløb. Det er med henblik på, at vi har Folkemødet og en turistsæson lige om hjørnet, siger Karina Nørby.

Sundhedschefen siger, at hun ikke har kendskab til hvilken smitsom variant, det handler om, men at det er ved at blive undersøgt nærmere.

 

21 bornholmere er i den seneste uge blevet smittet med coronavirus, fremgår det af tal fra Statens Serum Institut.

En person er indlagt med covid-19 på Bornholms Hospital, oplyser Region Hovedstaden.



FÅ ABONNEMENT