Studievejledere begræder aflyst uddannelsesforløb på campus

Fredag 19. august 2022 • 15:00

Få tilmeldte til HF-enkeltfag betyder, at flere fag er blevet aflyst, og et turboforløb med dansk og engelsk ikke er blevet oprettet. Det vil skabe problemer for de videregående uddannelser på Bornholm de kommende år, frygter studievejledere.

 

Igennem en håndfuld år har interessen for at læse enkeltfag på HF været dalende, og denne sommer har antallet af tilmeldinger været så lavt, at centrale fag som dansk, samfundsfag og biologi i det nye skoleår ikke er blevet oprettet på Campus Bornholm.

Hos de to studievejledere, Sidsel Christensen og David Winther Hansen, vækker det stor bekymring på det bornholmske samfunds vegne, at det ikke har kunnet betale sig for Campus Bornholm at gennemføre undervisningen.

– Det har nogle konsekvenser for Bornholm, at vi ikke kan tilbyde disse uddannelser, og det hober sig op længere henne i uddannelseskæden, siger Sidsel Christensen til Tidende.

Uden HF-enkeltfag vil være der færre kandidater til at søge ind på professionsuddannelserne, der udklækker fremtidens ansatte på velfærdsområderne, der mangler arbejdskraft i hele landet.

En tidligere populær fagpakke med dansk, engelsk, samfundsfag og psykologi har fungeret som adgangsbillet til flere videregående uddannelser på Bornholm, men i år havde kun to skrevet sig op til turboforløbet, der afvikles over et år og giver samme kvalifikationer som en treårig gymnasieuddannelse eller toårig HF.

– Normalt har vi det, som vi kalder socialrådgiver-/pædagogpakken, hvor man kan tage fire fag og komme ind på en af de velfærdsuddannelser. Det er en ret vigtig fødekæde for velfærdsuddannelserne på Bornholm. Og det, der er exceptionelt i år, er, at der næste år skal optages et hold socialrådgivere, og det sker kun hvert tredje år.

Også for folk, der ønsker at uddanne sig til sygeplejerske, er fagpakken relevant, men for at blive optaget på denne uddannelse skal andre krav opfyldes.

Udkantsproblematik

Sidsel Christensen fortæller, at tendensen med faldende optag på HF-enkeltfag går igen mange steder i landet og fører til holdlukninger i andre udkantsområder med få potentielle kursister.

– Der er en kæmpeproblematik, der ikke er taget hånd om politisk, siger studievejlederen.

Med den nuværende økonomi skal Campus Bornholm op på omkring ti studerende for at kunne oprette holdene. En oplagt løsning kunne være at øge det statslige tilskud til uddannelser i tyndt befolkede områder, mener studievejlederne.

– Det er præcis de samme udfordringer, de har i Nordjylland, Sønderjylland, Vestjylland og på Sydfyn. Politikerne bør for eksempel overveje, om man skal have et dobbelt taxameter (betalingen per studerende, red.), for ellers kan vi ikke drive uddannelser i udkantskommuner.

Online som alternativ

Campus Bornholm er blevet nødt til at henvise de få, som havde tilmeldt sig, til onlinekurser på Københavns VUC. Men det er ikke optimalt at efterlade internetundervisning som eneste mulighed for en gruppe af studerende, der kan have brug for fysisk tilstedeværelse.

– Det alvorlige ved problematikken er, at mange af dem er nogle sårbare borgere, som ikke kunne gennemføre et traditionelt uddannelsesforløb. Vi har haft folk, der har været udstationeret som soldat og fået PTSD, eller været væk fra arbejdsmarkedet og gerne vil ind på det igen med en uddannelse. Det er ikke optimalt at give dem et online-kursus.

En af forklaringerne på tilbagegangen er, at flere vælger at tage en hel HF-uddannelse over to år. En anden årsag er den lave ledighed, men studievejledere og undervisere anser det for at være et problem, hvis uddannelserne nedlægges, da de næppe vil blive genoprettet, når tiderne skifter, og arbejdsløshed gør det mere attraktivt at tage en tid på skolebænken.

– Der er højkonkunktur og masser af arbejde at få lige nu. Men det er en kortsigtet strategi at uddanne folk, for jeg vil mene, at vi bliver nødt til at holde den dør åben, så det kan betale sig at oprette et hold med fem eller syv, og udkantskommunerne også uddanner borgere og er attraktive at bosætte sig i.

Har det haft nogen ansættelsesmæssige konsekvenser, at holdene ikke er oprettet?

– Det har da konsekvenser for nogle af os ansatte, fordi vi pludselig står med huller i vores årsplan, men de bliver fyldt ud hen ad vejen. Det skaber usikkerhed for vores arbejdsmiljø, men det skaber først og fremmest en stor usikkerhed for de kursister, der melder sig til i troen på, at de kan starte på et hold i august, fortæller Sidsel Christensen.

 

 

Om HF-enkeltfag

En fuld hf-eksamen giver adgang til alle videregående uddannelser, hvis man opfylder eventuelle specifikke adgangskrav til uddannelsen.

På nogle mellemlange videregående uddannelser kan man søge optagelse med enkelte hf-fag. Der udbydes derfor også enkeltfag samlet i fagpakker, der sigter mod optagelse på en bestemt videregående uddannelse.

Campus Bornholm har i mange år udbudt en fagpakke med dansk, samfundsfag, engelsk og psykologi, der specifikt er målrettet socialrådgiver- og pædagoguddannelsen. Det koncentrerede turbo-forløb tager et år at gennemføre. I dansk har kursisterne 10 lektioner på 14 dage, og med den arbejdsmængde opnår de det samme, som to år på en fuld HF-uddannelse eller tre år på STX ville give.

Hvis man følger undervisningen på HF-enkeltfag, er man ikke tilknyttet en bestemt klasse, men bliver undervist i de forskellige fag sammen med mange forskellige kursister.

Kilder: Campus Bornholm, Børne- og Undervisningsministeriet

 



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT