Den bornholmske udgave af Stop Spild Lokalt – Afskaf Madspild har to udleveringssteder på Bornholm, et i Rønne og et i Nexø, og nu er der flyttedag for det i Nexø. Der har hidtil været udlevering af mad på Paradisbakkeskolen, men tirsdag den 18. januar klokken 17 er der for første gang udlevering på Kuttervej 2 på Nexø Havn.
Skolen har ønsket sit lokale igen, og eftersom det var på kun otte kvadratmeter, er det faktisk en fordel for folkene bag projektet, at de har fået lov til at leje Espersens gamle fiskefabrik på havnen, for den har god plads til projektets aktiviteter, fortæller Susanne Larsen.
– Huslejen skal jo betales, men nu er det lykkedes os ved at søge legater og fonde at finansiere i hvert fald huslejen for hele 2022, siger hun, som selv har været engageret i Stop Spild Lokalt Bornholm i fire-fem måneder.
– Vi havde også søgt og fået 30.000 kroner gennem regionskommunen, men de strakte ikke til hele året, siger hun og glæder sig over, at i de nye lokaler er der ikke trapper, som varerne, der kommer til uddeling, skal slæbes og ad.