Som 24-årig arbejdede han i minerne i Canada: 'Jeg havde meget eventyrlyst'

Poul Berling Johansen flyttede til Bornholm i 1962. Han slog sig ned i Sorthat, hvor han købte en række byggegrunde for penge, han havde tjent som minearbejder i Canada og i Grønland.

Det var ren og skær udlængsel, der fik Poul Berling Johansen til at emigrere til Canada.

– Jeg havde meget eventyrlyst, husker han.

Siden 1962 har Poul Berling Johansen boet fast på Bornholm. Han er førder fra Faxe.

Hans far ville gerne have ham i lære, men det kom ikke på tale.

– Det var jo ikke så lang tid efter krigen, alting var så mærkeligt. Og så havde man fået den forstand, at det ikke nyttede at lære noget, når der var så mange fjollede mennesker rundt omkring.

Set i bakspejlet indrømmer Poul Berling Johansen, der netop er fyldt 93 år, at han måske burde have lært et fag, være blevet murer eller tømrer.

– Men jeg ville bare opleve noget.

Poul Berling Johansen var ansat i det  statslig ejet miniselskab, Eldorado Mining og boede i Uranium City. Som minearbejder boede man i barakker. Privat foto

Fra England til Canada

Året var 1952, Poul Berling Johansen var 24 år, da han tog båden fra Tilbury i England til Halifax i Canada. Rejsen tog seks dage, og han kunne ikke et ord engelsk, da han steg ombord.

– Der var en dame, der forbarmede sig over mig. Hun var sammen med nogle canadiske soldater, og hun opdagede jo hurtigt, at jeg ikke kunne snakke med dem, så hun hjalp mig. Du sætter dig bare ved siden af os, sagde hun, så skal jeg nok hjælpe dig.

Poul Berling Johansen lærte først for alvor sproget, da han fik sit første job som minearbejder. Inden da havde han været otte måneder på en danskejet farm, haft mange forskellige småjobs i byggebrancen og også været skovarbejder i Edmonton.

– Jeg prøvede også at komme ind i olieindustrien, men på det tidspunkt var mit engelske ikke godt nok.

I Sudbury i Ontario var heldet dog med ham. International Nickel Company søgte folk og Poul Berling Johansen stillede sig op i køen.

– Jeg troede aldrig, jeg havde fået det arbejde, for rækken var så lang. Det var sløje tider dengang, og man skulle også igennem en lægeundersøgelse, men jeg gled igennem. Jeg var rejst dertil sammen med en anden fyr, der ikke blev antaget, så jeg gav ham lidt penge, så han kunne komme tilbage til Edmonton, for jeg turde ikke sige nej til jobbet.

Ny minearbejder

Som ny minearbejder tilbragte man den første tid i en såkaldt school stope, der er et stort hul cirka 25 meter langt og 12 meter bredt.

– Der skal du lære at bore og håndtere dynamit. Sikkerheden er det vigtigste. Du får en to meter lang jernstang, som du skal støde op i loftet for at høre, om der sidder noget løst.

Den første school stope lå 1.400 meter under jordoverfladen.

– Man kunne begynde at mærke varmen, den stiger jo længere, du kommer ned, men vi havde havde en air compressor.

Efter 14 dages oplæring befandt Poul Berling Johansen sig på sin første opgave i bunden af minen. Han skulle hjælpe en af de mere erfarne minearbejder med at skifte noget tømmer i en minegang. Da arbejdet var ved at være færdigt, fik den unge dansker at vide, at han skulle bære det, han kunne magte. Han nåede dog kun lige at tage fat, da han mærkede et pust lige ved siden af sit hoved.

– Det var en stor flage af malm, der havde siddet løs, og det kunne have været min sidste dag. Jeg satte mig ned og var helt fortumlet. Det ville have været barskt, hvis man skulle have mistet livet på den første rigtige arbejdsdag i minen. Det lærte mig at bruge den lange jernstang, vi havde fået udleveret.

Den erfarne minearbejder, der var russer, drillede venskabeligt danskeren med, at det var nær, at han aldrig havde fået sin pay-check. Det var nemlig første lønningsdag.

Det var i en lokal avis i Edmonton, at Poul Berling Johansen så, at International Nickel Company oi Sudbury Ontario søgte efter folk.  Som nyansat minearbejder tilbragte man den første tid i en såkaldt school stope, et rum hvor man udvinder malm. Minen i Sudbury var 70 år gammel og 2.000 meter dyb. Den elevator, som bragte minearbejderne op og ned, rummede 48 mand. Der arbejdede 3.000 mand i to hold skift. Privat foto


Arbejdsløs

Halvtresserne var sløje år i Canada, og i 1954 blev 600 af de 3.000 mand, der arbejdede i minen, fyret. Poul Berling Johansen valgte at tage til Toronto, hvor en stor andel af tyskere og hollændere også var uden arbejde.

– Jeg havde nogle småjobs. Blandt andet vaskede jeg biler for 50 cent i timen, så det kostede mig penge at være i Toronto. Efter to måneder i byen rejste jeg tilbage til Edmonton i Alberta. Jeg havde en ansøgning liggende hos det statslig ejede uran miniselskab, der hed Eldorado, og jeg var heldig. Dengang snakkede man ikke om, hvor farligt, det var. Man talte ikke om den radongas, vi var udsat for, fortæller Poul Berling Johansen.

Som minearbejdere boede man i barakker. Så godt som alle, der arbejdede i minen, var mænd, og det bød op til kortspil.

– Det var mest, det der med pokerspil, du skulle holde dig fra. Der kunne godt være 10.000 kroner på bordet, og jeg har set folk, der har mistet mange penge og en mistede en bil. Selv holdt jeg mig fra det. Jeg synes, man tjente pengene for hårdt til at spille dem op.

Som ansat i minen arbejdede man 11 måneder i streg, hvorefter man så havde en måneds ferie.

– Der var nogle, der rejste ned til Alcapolco i Mexico, og så kunne de godt blæse 3.000 dollars af på en måned, fortæller Poul Berling Johansen.

Han var i minen i to år. Herefter ville han prøve noget andet. Turen gik til Grønland, hvor der var en bly- og zinkmine i Mestersvig.

Uran

Uran er et radioaktivt grundstof, som findes overalt i naturen i alle slags bjergarter, jord og vand. Men normalt optræder det i meget små mængder. Det er et gråligt, svagt radioaktivt metal. I bjergarter er uran altid bundet til nogle få uranmineraler, og de øvrige af bjergartens mineraler indeholder ikke uran. Kilde: Økolariet