Mandag og tirsdag i denne uge var der i Vaccinecenter Bornholm lagt op til at coronavaccinere nogle af Bornholms ældste borgere.
Mandag begyndte Vaccinecenter Bornholm vaccinationerne, men tirsdagens snevejr gjorde, at personalet i vaccinationsklinikken måtte udskyde vaccinationerne.
I dag genoptager Vaccinecenter Bornholm arbejdet med at vaccinere de ældre borgere, og Helle Irene Holm fra Vaccinecenter Bornholm forventer, at de vil blive færdige engang i dag.
– Snestormen og vejret gjorde, at vi tirsdag ikke kunne vaccinere som planlagt. Mandag blev omkring halvdelen af dem, der havde booket tid til vaccination, vaccineret, og resten tager vi i dag, fortæller hun.