Skadet kemikalie-skib får lods ombord på vej mod Østersøen

Skadet kemikalie-skib får lods ombord på vej mod Østersøen
Det tilskadekomne fragtskib Ruby er 12 år gammelt og sejler under maltesisk flag, netop nu med en enorm last af sprængfarlig ammoniumnitrat.
Lørdag 21. september 2024 • 08:44
Jakob Marschner
Journalist
Lørdag 21. september 2024 • 08:44

Søfartsstyrelsen har krævet, at det tilskadekomne fragtskib MV Ruby får lods og slæbebåd til at hjælpe det på vej gennem dansk farvand med sin enorme last af sprængfarlig ammoniumnitrat. Også Forsvaret holder øje med skibet, der kommer til at bevæge sig forbi Bornholm på vej mod Litauen.

Det beskadigede fragtskib MV Ruby, der ifølge de norske myndigheder er lastet med 20.000 ton sprængfarlig ammoniumnitrat, vil efter planen sejle ind i dansk farvand i løbet af lørdag.

Det oplyser DanPilot, statens lodsvirksomhed, fredag aften, hvor skibet befinder sig i Nordsøen. Det bliver trukket af slæbebåde, og det vil det også blive på turen gennem dansk farvand. Det har været et krav fra Søfartsstyrelsen.

MV Ruby ønsker at sejle til Klaipeda i Litauen for at blive repareret for adskillige alvorlige skader. Litauens premierminister Ingrida Šimonytė afviste dog torsdag i landets parlament, at skibet vil få lov at komme ind i Klaipeda.

Ingen andre destinationer er imidlertid blevet nævnt for MV Ruby, der stævnede ud fra Rusland og kom til skade i russisk farvand umiddelbart efter, at det var sejlet ud fra en havn nær Murmansk.

At Klaipeda fortsat kan være destinationen stemmer overens med skibets retning lørdag, hvor det befinder sig i Skagerrak. Herfra vil den mest naturlige rute til Klaipeda være nord om Skagen for så at sejle sydpå gennem Kattegat og gå igennem Storebælt på vej mod Østersøen og forbi Bornholm.

Skibets aktuelle position og sejlretning beviser dog ikke, at Klaipeda er destination, og lørdag antyder den svenske kystvagt, at destinationen også kan være en anden end Klaipeda.

– Vi har oplysninger om, hvor skibet skal hen, men det er stadig ubekræftet, så vi ønsker ikke at gå ud med det, siger Mattias Lindholm, pressetalsmand for den svenske kystvagt, til Sveriges Radio.

Danmark har krævet lods ombord

Ifølge Dagbladet Information mistede besætningen torsdag eftermiddag kontrollen over skibet, som derefter blev taget på slæb af en tilkaldt hollandsk slæbebåd. Information var tidligere på ugen det første danske medie, der rapporterede om MV Ruby.

Skibet vil formentlig passere Skagen lørdag aften, og her vil en lods fra DanPilot gå ombord. Styrelsen har krævet, at skibet får lods med, skriver styrelsen i et svar til Ritzau. Det er normalt ikke et krav i Danmark.

"Søfartsstyrelsen er opmærksom på skibets begrænsede manøvreevne, og at skibet er lastet med farligt gods. På den baggrund har vi opsat en række betingelser for at opretholde sejladssikkerheden", oplyser Søfartsstyrelsen.

"Vi har således påbudt MV Ruby at bruge slæbebådsassistance og lods i forbindelse med skibets gennemsejling af danske farvande. Danske myndigheder følger nøje skibets sejlads i forbindelse med gennemsejlingen", skriver Søfartsstyrelsen.

På nuværende tidspunkt er aftalen, at den danske lods står af, når MV Ruby når til Gedser. Det kan dog også blive aktuelt, at lodsen bliver ombord indtil skibet når til Allinge, oplyser DanPilot.

MV Ruby skal til Litauen for at få repareret alvorlige skader, men landet har afvist at tage imod det på grund af den farlige last. Det er uvist, hvor skibet skal hen, hvis Litauen fortsat afviser at lægge havn til, som landets premierminister har gjort det i en tale i Litauens parlament.

Forsvaret følger med

Også Forsvaret følger skibets færd.

"Forsvaret er – i lighed med en række andre myndigheder – opmærksomme på skibet MV Ruby, der er på vej ind i dansk farvand med destination i Litauen", skriver Forsvarskommandoen fredag aften i en mail til Jyllands-Posten.

Forsvarskommandoen har ifølge avisen ikke besvaret Jyllands-Postens spørgsmål, om det tilskadekomne skib udgør en fare for miljø eller den øvrige skibstrafik. Forsvarskommandoen henviser i stedet til Søfartsstyrelsen:

"Søfartsstyrelsen er ansvarlig myndighed for sejlads med farligt gods gennem danske farvande. Forsvaret støtter Søfartsstyrelsen og følger skibets bevægelser gennem dansk område."

I Sverige undersøgte lensstyrelsen i Västra Götland fredag mulige nødhavne.

– Vi er begyndt at udarbejde en opgørelse over de havne, der teknisk kan være relevante, hvis skibet skal have en nødhavn, siger Pehr Johansson fra lensstyrelsens enhed for samfundsbeskyttelse og beredskab til SVT, det svenske svar på Danmarks Radio.

Havnen i Göteborg har allerede afvist at tage imod skibet, fordi havnen ikke har kapacitet til at tage det ind på værft. Myndighederne i Göteborg er dog stadig involveret.

– Vi har sat alle vore funktioner i beredskab og overvåger skibet, siger Jonas Grevstad, chef for kystvagten i Göteborg, til Goteborgs-Posten.

Skader på skrog, ror og skrue

MV Ruby var i slutningen af august på vej mod Las Palmas på Mallorca efter at have taget lasten af kemikalier ombord i den russiske havn Kandalaksha. Ved udsejlingen fra havnen grundstødte fartøjet ifølge den skadesrapport, som fartøjet senere indleverede til norske myndigheder.

Det 183 meter lange fragtskib fik ved grundstødningen skader på skrog, ror og skrue.

Efter grundstødningen sejlede MV Ruby til Tromsø i Norge, hvor det i første omgang blev tilbageholdt af de norske myndigheder og derefter afvist, da myndighederne blev opmærksomme på den sprængfarlige last.

De norske myndigheder tilbageholdt Ruby i syv dage og fandt seks fejl om bord, inden de bortviste det fra havnen, viser en inspektionsrapport fra Tromsø Havn ifølge Danwatch.

Ud over sprækker i skroget fandt de norske myndigheder ifølge Danwatch også problemer med besætningen. Nogle besætningsmedlemmer havde udløbne certifikater til sejlads, nogle havde været om bord skibet i mere end 11 måneder. 

Både norsk politi og lokale myndigheder har løbende orienteret den norske offentlighed om sagen, og der blev oprettet en sikkerhedszone på 500 meter omkring fragtskibet.

Da de norske myndigheder efterså skibet, blev det konstateret, at skaden skal udbedres, men at det ikke var "ønskeligt", at det skulle ske i tæt befolkede Tromsø, fortæller mediet The Barents Observer.

På den baggrund blev MV Ruby beordret til at stævne ud.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT