Caroline Meyer White fremhæver app'en NaboGo, som andre kommuner har investeret i. En fordel ved denne platform er, at driften af busserne tænkes sammen med samkørslen, og der sker en udveksling af data.
– Hvis de kan se, at der kører så mange på ruten Pedersker-Østermarie, at der er basis for at sætte en bus ind, så sætter BAT en bus ind, hvorefter de ændrer deres app. Og så er det lige pludselig bussen, der dukker op, når du søger på den rute, forklarer Caroline Meyer White.
Kan der også ske det modsatte; at delebiler og samkørsel kan erstatte busserne de steder, hvor der er færrest passagerer?
– Jo, men erfaringen er faktisk, at det modsatte sker. Altså at det (NaboGo, red.) får flere ind i bussen. Når du vænner dig til, at du kan komme fra A til B uden bil, får du også en tendens til at hoppe ind i bussen af og til. Adfærdsændringen kommer i det øjeblik, at vi vænner os til, at vi kan løse vores behov uden bil, siger udvalgsformanden.
Hun understreger, at alle bornholmere kan yde et bidrag, men politikerne har et særligt øje på ungdommens vaner.