Rønnes nye samlingspunkt for kunsthåndværkere: Kunst, der er til at føle på

Rønnes nye samlingspunkt for kunsthåndværkere: Kunst, der er til at føle på
Bettina Prejsler elsker at eksperimentere med underlødige materialer i sit håndværk. Her ses hun med sine betonsmykker. Foto: Berit Hvassum
Mandag 14. juni 2021 • 10:45
Mandag 14. juni 2021 • 10:45

KULTUR

Keramikeren Mie Mølgaard vil forvandle den gamle, gule amtmandsgård ved færgelejet i Rønne til et samlingsted for byens kunsthåndværk. Udover at have opfordret galleristen Bettina Køppe og keramikeren Michael Geertsen til at flytte ind i den fredede længe af Sjøgaarinj, har hun inviteret tre kunstere ind i sin egen butik. Det drejer sig om Iben Beck og Mia Lerssi, som udgår duoen Bech/Lerssi, og Bettina Prejsler.

Sidstnævnte er i forvejen med i lignende sammenslutninger i Galleri Gudhjem, i Svaneke og Grønbechsgård.

– Jeg kan gode lide, når vi kunsthåndværkere finder forskellige måder at hjælper hinanden på.

Hvorfor har du valgt også at have en udstilling her?

– For det første fordi jeg bor i Rønne, så jeg vil gerne være repræsenteret i Rønne. Og så synes jeg, at Mies butik er helt fantastisk dejlig, og jeg vil gerne støtte op om Mies initiativ med, at Rønnes kunsthåndværkere slutter sig sammen.


Betonsmykker lavet af Bettina Prejsler. Foto: Berit Hvassum


Betonsmykker

Bettina Prejsler er uddannet industriel designer og har taget sin baggrund med over i sit kunsthåndværk.

– Jeg synes, det er sjovt at tage lidt underlødige materialer og hæve dem op til noget helt andet, så de bliver til et smukt smykke.

Det kan være plexiglas, plastik eller andre forskellige ting, som vi normalt ikke forbinder med smykker. I sit nyopstillet udstillingsmontre hos Mie Mølgaard Ceramics har hun udstillet nogle af sine betonsmykker.

– Det er blandet bornholmsk granitpulver med lidt kompositmaterialer i og en lille smule Dueodde-sand. Jeg støber dem selv og kombinerer dem med forskellige metaller. Her er det med guldkæder, messing og forskellige oxiderede metaller.

Lader man fingeren løbe hen over betonsmykket, opdager man, at det er meget glat. Bettina Prejsler har da også slebet og bearbejdet smykkerne mange gange.

– Det er meget sjovt at tage sådan et materiale og forme det, som man selv ønsker. At vi tænker smykket som noget andet, i stedet for det altid skal være det gængse.


At vække sanseligheden frem i sit kunsthåndværk er det vigtigste for Mia Lerssi, som her viser en sandblæst glasklump frem. Foto: Berit Hvassum

Sensuel kunst

Mia Lerssi har været glasmager i et kvart århundrede. Hun tog oprindelig sin uddannelse som glaspuster i Sverige på en industriorienteret uddannelse. Hendes faglighed tog dog en markant drejning, da hun fra 1998 til 2001 gik på glas- og keramikskolen i Nexø. Her blev der for alvor løsnet op for Mia Lerssis kreativitet, hvor hun fandt ud af, at det ikke kun handler om at lave skåle og drikkeglas, men også at lave noget, som har et budskab.

– Det vigtigste for mig er, at jeg laver noget, hvor materialerne er sensuelle. Jeg vil gerne have folk rør ved tingene.

Hvordan er materialer sensuelle for dig?

– Det er visuelt, men det kan også være taktilt.

Som eksempel fremviser hun nogle runde klumper udstillet i vindueskarmen. Det er ikke til at se, om det er glas, plastik, gummi eller noget helt fjerde. Man bliver nødt til at gå hen og røre for at finde ud af, at de faktisk er lavet af glas, hvilket også er meningen.

– Når jeg sandblæser det, frarøver jeg glasset en identitet, kan man sige, så du bliver simpelthen så nysgerrig på, hvad det er, siger Mia Lerssi, som tilføjer, at metoden bag glasklumperne faktisk er meget simpel.

– Som nybegynder med glas kan du lave det efter et halvt år. Men det har taget mig 23 år at blive så moden og turde lave noget, der er så simpelt.

– Det handler om, at jeg havde brug for at komme tilbage til det, der fascinerer mig ved glas, og hvad glas er uden mig. Det er ren organisk form, hvor lys går igennem. For glas er lys.


En pude fra Iben Bechs pudeseriode. Foto: Berit Hvassum


Detaljerne bag linjerne

Iben Bech er uddannet tekstildesigner og ved siden af sit kunsthåndværk arbejder hun med formidling på Bornholms Kunstmuseum. Hun udtrykker sit partnerskab med Mia Lerssi således:

– Vi er to kvinder, der er meget forskellige i det, vi laver. Mia laver hovedsagligt glas og keramik, mens mit område er tekstiler. Det gør, at der er en masse fine kontraster, samtidig med at det giver vores butik en flot helhed.

– Vi er betaget af mange forskellige materialer og visuelle udtryk, og vi er begge meget fascineret af sanselighed.

– Vi har også fundet ud af, at vi har mange ligheder, hvor vi begge kan lide at gå dybt i detaljerne. Hvor man ikke bare skal kigge hurtigt, man skal kigge godt efter.

Hun peger på én af sine puder som eksempel, hvor man først ser nogle striber, men efter et øjeblik lægger man mærke til mønstrene bag striberne.

FÅ ABONNEMENT