Ringvejens politiske indsigt

Rønne vokser, det har Rønne næsten altid gjort.

Jeg fandt et fotografi på bornholmskebilleder.dk, hvor vores gade, Lille Madsegade ligger helt i udkanten; Byåen ligesom sneg sig ind for at kysse bygrænsen.

Rønne har fået et ny ringvej.

Det følger med at vokse.

Engang var det Borgmester Nielsens Vej.

Hver ringvej som en årering på et træ.

Tre rundkørsler er det blevet til. Tre pletter med en central placering i den bornholmske infrastruktur. Når vi skal væk fra Bornholm, skal vi, medmindre vi bor inden for ringevejen, igennem en af de tre rundkørsler. Omfartsvejen samler al trafik fra resten af landsdelen og sender den videre ind i Rønne og – af og til – videre ud i verden.

Det samme den anden vej.

Kommer du til Rønne Havn skal du, med mindre du anstrenger dig meget, igennem en af de tre rundkørsler for at komme ud til din endelige destination, hvor end på Bornholm den er.

Tre gode steder at sætte kunstværker op.

Tre magtfulde steder at sætte kunstværker op.

Selvfølgelig er der blevet sat kunstværker op.

Selvfølgelig var der modstand.

Det er tre meget forskellige værker, der på hver sin måde, er med til at fortælle om de konflikter, vi har her på Bornholm. Konflikter, der – hvis vi ser bort fra ideen om et nyt rådhus – ligesom kulturen, ikke fyldte særligt meget i debatten op til kommunalvalget, men som, igen ligesom kulturen, er vigtige for at forstå, hvad der bliver sagt, og hvorfor det bliver sagt, når vi skal stemme.

For mig er ringevejen og de tre stykker kunst et ret præcist billede på det, vi også stemte om: Hvem vi er, og hvem vi gerne vil være.

Niels Erik Gjerdeviks skulptur for foden af Snorrebakken. Foto: Berit Hvassum


Elegant tomhed

Først kom Niels Erik Gjerdeviks skulptur for foden af Snorrebakken, der med sit dramatiske fald har landevejen løbende ned ad sig som en flod. Det er, efter min mening, et meget sikkert værk, der faktisk ikke, på trods af sin størrelse, gør så meget væsen af sig. To store tomme kasser af jern får mig til at tænke på containere, men fordi de ikke har sider, men blot er rammer, fyldes de op med det landskab, der omgiver rundkørslen og værket: Marker, granitbrud, søer fra udvending af råstof, plejehjemmet med mere; et stort udsnit af det moderne Bornholm trænges i containerne og er klar til at blive eksporteret, hvis der kan findes en køber ovre. Det sker dog, uden at det, vi nok eksporterer mest af, er repræsenteret, men det vender jeg tilbage til, når jeg når til det sidste kunstværk.

Gjerdeviks værk lægger sig ret elegant i forlængelse af den position Bornholm har i Østersøen, og på sin top har det en forgyldt parabol, der ifølge kunsteneren selv står for kommunikation med omverden, hvilket kun de færreste kan have noget imod. Jeg synes, Gjerdevik rammer noget af det kunst – på en sådan plads – også skal kunne. Det har en umiddelbar skønhed, det har en forståelse for, hvem der skal se på det, og det har en historie i sig, det ikke er svært at nå frem til: Alt sammen helt uden at det bliver plat eller leflende. Det har en forståelse for rundkørslens funktion som knudepunkt og lader det spille en rolle i sig.

Selvfølgelig var der vrede hos nogen, og som det hører sig til for tiden, fik vreden lov at fylde i pressen, men mit indtryk er, at mange synes godt om de store luftige kasser, der fortæller om en arbejdsomhed, vi godt kan lide at forbinde med det bornholmske samtidig med, at værket peger på, at en del af den bornholmske industri faktisk bryder grundfjeldet op og sejler det væk, hvilket er en ret vild forretning, der også peger frem mod næste kunstværk, der blev sat op. Ironisk nok – og som en sidste bemærkning til Gjerdeviks værk – har jeg ladet mig fortælle, men jeg ved ikke om det er sandt, at de brosten, der omkranser værket er importeret fra Italien. Det har der dog ikke været megen snak om. I stedet ville de vrede hele tiden have forklaret, hvorfor der blev brugt penge på kunst, når nu kommunen mangler penge: Især til de ældre, der jo bliver flere og flere af. Næsten ingen af dem, de vrede, ville høre på, at det ikke var kommunens penge, der var blevet brugt, men at økonomien til værkerne kom fra private fonde. Igen blev offentlig kunst sat i direkte forbindelse med dem, der sidder på magten, selvom de i tilfældet med ringvejen ikke (så vidt jeg ved) havde indflydelse på valget af værkerne.

Kunstnerduoen Randi og Katrines værk. Foto: Berit Hvassum

Winni og disneyfisering

Med det næste værk, i den største af rundkørslerne, blev det hele, som I nok husker, lige det vildere, og jeg skal prøve at skrive om det, uden at det bliver karikeret og dumt, som det skete, da historien ramte satireprogrammet, Natholdet, på TV2.

Selv syntes jeg, den var helt gal, da jeg så kunstnerduoen Randi og Katrines skitser til værket. De forklarede, at de var inspireret af kastellet fra det gamle forsvarsværk rundt om Rønne (Det kunne måske være spændende, hvis nogen en dag arbejdede med forholdet mellem en moderne ringvej og et gammelt voldanlæg; hvordan de to konstruktioner omkring vores beboelser fortæller vidt forskelligt om hvem vi og hvem vi ønsker velkommen), men, igen i mine øjne, ligner skulpturen mest af alt en disneyfisering af en rundkirke, en naiv og pligtskyldig fremstilling af det Bornholm Winni Grosbøll har solgt til resten af Danmark fra hun blev borgmester, og indtil hun i år stak af til NGO'ernes mytiske ønskeland (Nok også for at slippe for mere palaver om den noget anløbende proces omkring budgettet for det nye rådhus). Et Bornholm, hvor historien om, at – angiveligt, tallene svinger noget fra kilde til kilde – 30 procent af alle børn i vores kommunes daginstitutioner på den ene eller anden måde er i mistrivsel eller har en bekymring for mistrivsel på sig, er skiftet ud med en anden: F.eks. den om Folkemødet (uagtet at det også er god ting), der vendte hele Bornholm om og styrede landsdelen væk fra den afgrund, vi ellers langsomt drev mod. Et Bornholm, hvor historien om, at omkring 10 procent af alle børn på Bornholm har en socialsag (på landsplan er tallet cirka 5 procent) er skiftet ud med historien om den grønne ø (Bright Green Island), der viser vejen for resten af verden, selv om færgens udledning ikke er talt med i vores CO2-regnskab, og at vi, samtidig med at den pløjer frem og tilbage (også nærmest tom) året rundt, fyrer med træflis i vores kraftvarmeværker. Det sidste, det med træflis, blev også en del af modstanden mod Randi og Katrines skulptur: For at gør plads til værket skulle det lindetræ, de fleste af os husker, nemlig fældes. Det interessante er dog, at de, der ønskede at bevare træet, ikke kunne se det misforhold, de satte sig selv i, når de kun ville redde dette ene træ. Ingen protesterer nemlig mærkbart over, at regionskommunen fælder gammel skov for at brænde det af, så der kan fifles med CO2-regnskabet, når der plantes nye træer (der skal bruge flere årtier på at indsamle det udledte CO2). På den måde kom konflikten om værket og dets kvaliteter eller mangel på samme også til at udstille afstanden fra borgerne til kommunalbestyrelsen med Winni i front. Det dog uden, at det – bortset fra nogle få debattører på Facebook og i nogle af de sammes læserbreve i Bornholms Tidende – blev synderligt italesat. Winnis Bornholm var efterhånden blevet så fortegnet, at mange af os ikke længere kunne genkende det, når vi trådte uden for vores dør, og sådan blev Randi og Katrines noget nutte-puttede tilgang til landsdelens kultur for meget for rigtig, rigtig mange. Værket blev med det samme synonymt med Winnis magt og den voksende modstand mod samme. Lindetræet blev (ubevidst for en del) et symbol på den almindelige borger, der igen og igen blev tilsidesat for kommunalbestyrelsens visioner. Det endda i en sådan grad, at træet blev fjernet i ly af mørket, så der ikke skulle opstå tumult. Nu står værket der, og jeg bryder mig stadig væk ikke om det som kunst. Det emmer, også for mig, af en arrogance, der jo ikke har noget med kunstnerne at gøre, men i stedet, for os der bor her, handler om, at man ikke bare kan tale en hel landsdel ud af problemerne uden at fortie så meget andet, at vi ikke kan genkende os selv i det, der tales op.

Esben Klemanns værk i den mindste af de tre rundkørsler. Foto: Berit Hvassum

Den fantastiske gylletank

Så i den forgangne oktober blev det sidste værk opført, og nu skal det indvides. I den mindste af de tre rundkørsel har Esben Klemman tegnet en smeltet gylletank, og jeg må sige, at jeg umiddelbart er helt vild med den. For lige som 'rundkirken' peger den (måske uden kunstneres viden) på et kæmpe misforhold mellem det Bornholm mange af vores lokalpolitikere gerne vil tale frem, og så det Bornholm, hvor rigtig, rigtig mange bornholmere tjener til dagen og vejen. Gylletanken gør det blot uden at tale ned til borgerne, dem der skal se på værket.

Værket stiller helt simpelt det her spørgsmål: Er Bornholm et sted, der kan tillade sig at kalde sig grønt? I Danmark er der i gennemsnit omkring seks svin pr. indbygger. Her på Bright Green Island er der omkring 13, altså mere end det dobbelte. Overalt i vores landskabet kan vi, ofte tæt på en vindmølle, se en gylletank, der har fået hat på, så der ikke afgives for meget pis og lort til luften, vi ånder. Og mange af de slagtesvin, der har lavet den gylle, skal køres igennem rundkørslen med Klemanns værk for at komme til slagteriet, der nu ligger inde i Rønne: På samme måde som træer vokser uden om de skilte og andet, vi banker på dem, har Rønne indlemmet slagteriet i sig. Jeg ved ikke, om det er bevidst fra Klemanns side, men nøj jeg synes, det er vigtigt, sådan at sætte et værk op, der peger på noget helt enormt hyklerisk, i den måde vores folkevalgte i landsdelen forsøger at administrere på. Det samtidig med, at den vrede, der selvfølgelig også har været mod det her værk (ofte ytret af de samme, som var imod at fælde træet i den anden rundkørsel) nu ofte peger på, at værket, udover at være grimt, da ikke stemmer overens med vores historie om den vilde natur, vi alle sammen åbenbart elsker og skal mene er en del af Bornholms sjæl, selv om den kun udgør (med de allermest positive tal) en fjerdedel af landskabet. Altså er det nu også de vrede, der værner om den fortælling, der ikke stemmer overens med virkeligheden.

Tre værker.

Tre vidt forskellige historier om Bornholm.

Tre forskellige reaktioner, der fortæller en helt fjerde historie om magten her.

•

Desværre lader det ikke til, at der bliver ligeså meget opmærksomhed omkring Klemanns værk, og ironisk nok er det vel på grund af det just overstået kommunalvalg. Det lader ikke til, at den nye kommunalbestyrrelse har opdaget, at vi rundt omkring Rønne, på godt og ondt, har en hel fortælling om problemerne i det moderne bornholmske samfund, hvor forsøget på at komme sig efter fiskeriets undergang, uagtet flere virkelig positive tiltag, er endt med at blive et noget hult og oppustet narrativ (det ord jeg forestiller mig en af regionskommunens mange konsulenter ville bruge). Ja, der var ikke rigtig nogen plads til kulturen i valgkampen, når nu de meste grundlæggende værdier i vores velfærd er truet. Det selv om det endnu en gang er tydeligt, at kunst er med til at fortælle hele historien om, hvem vi er, og hvad vi kæmper med og for. Hvem vi gerne vil være, og hvem vi tror, vi er.

Blå bog

Dennis Gade Kofod

Født 1976 i Randers. Opvokset og bosiddende på Bornholm.

Forfatter.