Denne anvendelsesform er i nogle sprogeksperters øjne faktisk den mest korrekte. Jeg er stødt på en indvending fra Danmarks Radios interne sprogbrev. Her påpeges det, at studieværten ikke burde have sagt ”den såkaldte bastilledag” om Frankrigs nationaldag, sådan som det skete i TV-Avisen 14. juli 1995. ”For det vár bastilledagen, den hedder sådan, og det er ikke nogen falsk eller svindelagtig betegnelse,” står der i sprogbrevet, hvor den korrekte, acceptable brug også bliver slået fast: ”Såkaldt bruges som signal om, at ordet er én ting, virkeligheden bagved en anden.”
Med denne definition tvinges man til at se på Tidendes artikler med noget mere kritiske øjne. Hvad stikker der under med det såkaldte coronapas, og hvilken illegal fiskeaktivitet er det, der foregår på de såkaldte ferskvandsdambrug? I ordbogen er ”såkaldt” defineret bredere: som synonym for ”den nævnte betegnelse, der bruges af nogle eller mange, og som kan være tvivlsom, misvisende, triviel, ny eller sjælden”.
At man både kan bruge ordet til at så tvivl om en påstand og markere ens sproglige utilfredshed/afmagt, gør ”såkaldt” til et af de mere raffinerede ord i journalisternes værktøjskasse. Et andet ord, der i øvrigt at værd af hæfte sig ved, er ”angiveligt”, der typisk anvendes, når en journalist har oplysninger, som ingen kilder offentligt vil stå ved. Derfor det angivelige at være interessant.
Til daglig har vi på Bornholms Tidende så rigeligt at gøre med at researche, interviewe (to ord, som man har forsømt at fordanske) og skrive, at der sjældent er tid til at dykke dybere ned i sproglige overvejelser. Men jeg mente, at observationerne fra min overspringshandling var så relevante, at de skulle deles med redaktionschefen, der har endnu mere travlt end os andre. Det viste sig, at hun i nyhedsudsendelserne på tv havde bemærket, hvad jeg vil betegne som et kongeeksempel på såkaldt-brug. På det seneste har politikerne og deres strategiske rådgivere introduceret en ny form for kortvarigt pressemøde kaldet et doorstep. Navnet har det fået, fordi det som regel foregår på dørtrinnet til forhandlingslokalet. Da ingen dansk journalist med selvrespekt kan få sig selv til at blåstemple et så åndssvagt begreb (og åbenbart heller ikke kan sno sig uden om det), omtales det konsekvent som et ”såkaldt doorstep”, forklarede redaktionschefen. Faktisk mente hun, at det er lige før, at det er vokset sammen til ét ord – ”et såkaldtdoorstep” - fordi det altid trækkes sammen.