Hvis man reducerer gyldigheden, så reducerer man risikoen for at smitte andre, lyder det fra sundhedsministeren på pressebriefingen.
Henrik Ullum, der er direktør i Statens Serum Institut (SSI), begrunder forslaget om at ændre gyldigheden af coronapasset for negativ test med, at en frisk negativ test giver større beskyttelse end en gammel negativ test.
– De gamle regler forhindrer 50 procent af smitten. De nye regler forhindrer to tredjedele af smitten, siger han på pressebriefingen.
Som reglerne er nu, skal man bruge coronapas for blandt andet at besøge restauranter og natklubber.
Regeringen ønsker desuden en udvidet brug af coronapas på statslige arbejdspladser og på voksen- og ungdomsuddannelser.
Også i liberale erhverv, som frisører og tatovører ønsker regeringen at indføre brug af coronapas.