Rønne Bakke er ikke helt opgivet, men på grund af hensynet til fuglelivet vil undersøgelserne forud for et eventuelt projekt blive så langstrakte, at Bornholms Havvind efterhånden tror mere på alternative placeringer.
– Det vil være nogle meget krævende biologiske undersøgelser. Og det er meget vigtigt for Bornholm at komme hurtigt i gang, siger Helle Munk Ravnborg om den folkeejede park, som i initiativtagernes vision allerede skal være i drift i 2025, altså flere år før energiøen.
Hvor står I nu til sammenligning med for et år siden?
– Det var et fremskridt, at arealreservationen blev ophævet i et eller andet omfang, men så kom fuglebeskyttelsen for et halvt år siden og slukkede lyset lidt igen, siger forpersonen.
Bornholms Havvind har for nylig fået tildelt midler fra EU, og det er med disse 60.000 euro (cirka 450.000 kroner) i ryggen, at initiativgruppen nu vil sætte gang i undersøgelsen af alternative placeringsmuligheder. Gruppen har også fået tilsagn om knap en million kroner fra regionskommunens grønne tilskudspulje. Ankestyrelsen er i gang med at afgøre, om det er tilladt for kommunen at støtte havvindmølleprojektet.