Ny serie om det enkle liv: Langsomhedens magi

Vi lever i en tid, hvor mange folk er bange for at kede sig og går på Netflix for at opleve magi, men tilværelsen er i sig selv magisk, hvis man tør sætte tempoet ned, mener historiefortælleren Jan Cirkola, der selv lever et enkelt liv på Nordbornholm.

Ny serie: Det enkle liv

Både Buddha, Jesus og Frans af Assisi valgte at leve et enkelt liv uden materiel velstand. I dag vælger stadig flere at søge livets mening gennem simple living. Ikke mindst på Bornholm. I denne serie interviewer Bornholms Tidende bornholmere, der har valgt det enkle liv. 

Fæld først dit begærs skove, før du fælder et træ i virkeligheden, siger et gammelt buddhistisk ordsprog, som stadig flere tager til sig. For simple living er blevet en global megatendens, der kun er blevet forstærket af coronakrisen, som har givet mange tiden til at tænke over, hvilke værdier som virkelig tæller i tilværelsen. Det er dog de færreste, der lever så enkelt som den 71-årige historiefortæller Jan Cirkola, der er uddannet som både sociolog og klovn. Han bor på omkring 30 kvadratmeter i bofællesskabet Enesminde, der ligger langt oppe ad en markvej ved Olsker. Men her er ikke langt til den nærmeste grønthandler. For en af stedets beboere har sin egen økologiske bod nær den nedlagte lyserøde gård, der er ombygget i organiske former uden lige linjer – inspireret af Rudolf Steiners byggefilosofi. Og her har Jan Cirkola levet lykkeligt de seneste syv år i sine få genbrugsmøbler.

– Engang var stedet fyldt med børn, men nu er det ved at udvikle sig til et oldekolle, siger den grinende far til seks nu udeboende børn.

Hvordan foregår en typisk dag i dit liv?

– Jeg står op, spiser morgenmad typisk i form af boghvedegrød og en god kop kaffe, tjekker nyheder og så går jeg ud i skoven, hvor der er en rydning. Ham, der ejer skoven, hvor jeg bor, ryddede tre-fire fodboldbaners skov for seks år siden. Jeg havde været ude at rejse og blev enormt forskrækket og forbandet over, at der var fjernet et stykke af skoven, men efterhånden fik de ryddet op, så der kun stod stubbene tilbage, og det viste sig at være en foræring. For nu har jeg gennem seks år fulgt med i, hvad der kommer af planter og insekter, når der ellers er fuldstændig bart. Jeg har fået et forsøgsstykke forærende, som jeg kan følge med i. Når jeg så har været i skoven, går jeg hjem og skriver eller læser. Det bruger jeg dagen til, udover de almindelig gøremål som at spise og at vaske tøj, men jeg bruger som regel også aftenerne på at læse. Sådan ser mine dage ud, meget enkle.

Et kig ind på Jan Cirkolas 30 kvadratmeter. Foto: Berit Hvassum

Vil ikke være bange

Hvorfor er du interesseret i insekter og planter?

– Jeg har i mange år levet af at være fortæller. Woody Allen sagde engang, at man kunne flygte fra virkeligheden i to timer gennem hans film. Det, syntes jeg, også lød godt længe, men efterhånden som det gik op for mig, hvor galt det så ud i verden med hensyn til biomangfoldighed, krige og flygtninge, besluttede jeg, at mine fortællinger ikke skulle bringe folk væk fra virkeligheden, men tættere på den. Da jeg var ung i 1970’erne, gik jeg og uddelte pjecer om faren ved drivhuseffekten. Her 50 år senere står vi midt i en klimakrise, så jeg besluttede mig til at fortælle om træer og insekter for at prøve at give stemme til en lidende natur. Det er jo deprimerende, hvor få insekter, der er tilbage. Og vi kan ikke blive ved med at fælde skovene. Det er det, jeg arbejder med ved selv at studere naturen på tæt hold og skrive og fortælle om det bagefter.

Hvis du kunne møde dig selv som barn. Hvilket råd ville du så give dig selv?

– Lyt til dig selv og lad være at være bange. Jeg har brugt for meget af mit liv på at være bange. Først for mørket og så for alle mulige andre ting. Især for ikke at slå til.

Sociolog, klovn og seminarielærer

Hvordan voksede du selv op?

– Jeg voksede op på det ydre Frederiksberg på grænsen til Vanløse. Min far var buschauffør, min bornholmske mor var rengøringskone, de havde få midler, men opdrog min bror og mig til at være ordentlige mennesker, der ikke stjal og løj. Det har været svært at holde. Men jeg var meget optaget af samfundsforhold og læste sociologi i den marxistiske tid, hvor der var meget varmluftssprog. Det blev jeg træt af, så da jeg blev færdig som magister, tog jeg i stedet en klovneuddannelse og rejste rundt i Europa og optrådte på gader og stræder som akrobatklovn, indtil min ryg ikke duede til det længere. Jeg boede så på Christiania med min første kone, inden vi flyttede til Bornholm tilbage i slutningen i 1980’erne, hvor vi købte et lille landbrug på 15 tønder land, som vi udviklede som et hobbylandbrug med grise, køer og geder. Det var en læreproces for mig. Det stod på i syv år, og så havde jeg ikke penge til det mere, så jeg besluttede at bruge min magisteruddannelse til noget og blev først seminarielærer og senere også leder af Højvangsseminariet herovre. Det gik der ti år med, men på et tidspunkt fik jeg nok af det varmluftssprog, som præger pædagogikken i dag. Siden 2000 har jeg bare været historiefortæller.

Hvordan ændrede det din livsform?

– Egentlig har jeg altid levet meget spartansk. Mine jævnaldrende venner fik gradvist større og større huse osv., men det interesserede mig ikke at få mig et hus og udbygge efterhånden som der kom børn. Og jeg har seks børn. Jeg har nok altid levet primitivt, men aldrig så primitivt som her. Flemming og Line, der ejer stedet, har en bil, som man kan låne. Ellers har jeg kun en elcykel. Men da jeg flyttede hertil, havde jeg kun en almindelig cykel. Der er ikke mere end seks kilometer til Allinge, men der er langt med indkøbsnet, så elcyklen er en hjælp. Men min grønthandler ligger kun 50 meter væk. For en af beboerne her har sit eget gartneri, hvor han sælger grøntsager. Og det er fedt for mig, der er vegetar.

Det er som forbruger, at man skal tage sin egen rolle i verdenshistorien alvorligt ved at skrue sit forbrug ned til et minimum, siger Jan Cirkola. Foto: Berit Hvassum

En rolle i verdenshistorien

Er din livsform også for klimaets skyld?

– Jeg er ikke fanatisk. Men den måde, vi som almindelige mennesker møder det, man kunne kalde vor tids naturkatastrofe, er jo som forbrugere. Derfor mener jeg, at det er som forbruger, at man skal tage sin egen rolle i verdenshistorien alvorligt ved at skrue sit forbrug ned til et minimum. Stort set alt, hvad jeg selv skaffer, er secondhand. Det er stort set kun sko og bøger, jeg kan finde på at købe nyproducerede. Men jeg føler ikke, jeg mangler noget. I dag kan jeg slet ikke forstå, at jeg engang havde tid til at se fjernsyn. Det droppede vi tidligt, og det var jo også en markant anderledes ting for børnene. I forhold til elektronikken har jeg forsøgt at holde det tilbage for dem så længe som muligt. Næst efter alle børnehaverne er mobiltelefonerne det største sociale eksperiment, vi har udsat os selv for. Men jeg har meget gerne ville have, at mine børn lærte at kede sig. ’Jeg keder mig’, siger børn jo tit, men så finder de alligevel ud af at lave noget. Folk vil gerne have magi, og så ser de Netflix, men dér er magien jo hele tiden noget, andre oplever. Men magien er der jo hele tiden i virkeligheden, den er bare ekstrem langsom. Men mobiltelefonerne gør også sit til, at folk ikke længere kan være i den langsomhed. Fuglene ankommer om foråret og bygger de mest fantastisk reder, og det er en fryd at følge dem, men det går langsomt. Blomsterne kommer op af jorden og på træerne, og bagefter bliver det til en frugt. Det er fantastisk, men det går ekstremt langsomt. Virkeligheden er langsom i forhold til den fiktionsverden, som vi hele tiden måler alting i, hvor alting skal gå hurtigere og hurtigere, så man endelig ikke keder sig. Da mine børn var små, elskede de at se de svenske Astrid Lindgren film med Pippi Langstrømpe og den slags, men nu synes de, at de går ekstremt langsomt. Men magien findes i den langsomhed.

Lærebog i opmærksomhed

Hvor tror du den magi kommer fra?

– Jeg tror på, at tingene er skabt, og jeg synes også, at Jesus var en nummer 1 i at fortælle os, hvordan vi skal leve livet. Men al religionen og kirkerne, man har bygget op omkring det, har jeg ikke noget med at gøre. Jeg har også været omkring zenbuddhisme og taoisme. Og den åndelige side af tilværelsen er også en del af mit liv. Når jeg snakker om magien, om miraklerne, der er omkring os hele tiden, hænger det også sammen med det. Der er en amerikansk forfatter, der har sagt, at for ham er der ikke andet end mirakler, og sådan har jeg det også. Tilværelsen er i sig selv mirakuløs, men det kræver, at man er opmærksom på det. Jeg brugte engang et år på at skrive en lærebog i opmærksomhed. Hvad ser du? Og hvad lukker du ude? Når man har set æblerne komme frem på træerne syv gange, så kommer de bare. Men det er jo stadigvæk et totalt under, at det sker.

Oplever du selv nogle åndelige gevinster ved at leve simpelt?

– Jeg har sådan nogle små havelementer rundt omkring, som jeg selv dyrker – også bare for at se det ske. Der er jo en grund til, at man siger, at paradiset var en have, for der er noget mirakuløst over at se ting vokse op af ingenting. Og det er den slags magisk langsomhed, som man får ved at leve tæt på naturen i stedet for at kigge ind i en skærm hele tiden. Det hænger igen sammen med folks afhængighed af adspredelse. Men jeg dyrker ikke adspredelsen, og det tror jeg er gevinsten ved at leve simpelt. Man finder ud af at være her i livet, uden at skulle adspredes hele tiden. Mange ville karakterisere mig som luddoven. Jeg kan bruge timer uden at lave noget. Men jeg tror, at man får mere ud af livet ved at skære adspredelserne fra, for så falder tempoet og så oplever man at være alene med sig selv. Det tror jeg så også, at mange mennesker har det svært med. For når man virkelig mærker sig selv, mærker man jo også sine skyggesider. Men så opdager man også, at man ikke kan være forklaringen på sin eksistens her i verden. Der må være noget, der er større.

Sig tak

Er det meningen med livet for dig?

– På et tidspunkt tænkte jeg i hvert fald, at meningen med livet er at lære Gud at kende. Andre gange ville jeg bare sige, at meningen er at lære sig selv at kende. I dag vil jeg sige, at vi ikke har skabt os selv, men har fået nogle ting med os. Vi skal finde ud af, hvilke kompetencer vi fået, og så skal vi bruge dem til at tjene andre. For at tage vare på andre mennesker og på naturen. Det er også der, lykken ligger, tror jeg. I det øjeblik man opdager det, behøver man heller ikke prøve at købe sig til glæde. For man bliver alligevel ikke gladere i det lange løb af ting. Men selv hvis man ikke tror på en Gud, bliver man gladere af at dyrke taknemmeligheden ved at opdage, at livet er et under. Det er et under at vågne om morgenen. Og det er et under at æblerne vokser ud på træerne, så husk at sige tak.

Blå bog

Jan Cirkola. Født 1950. Pensionist og historiefortæller. Uddannet magister i sociologi fra Københavns Universitet og klovn fra Comedia School i København. Har blandt andet arbejdet som seminarielærer og seminarieleder. Han er far til seks børn og bor ved Olsker.