'Gud giver os alt det, vi behøver'

I 2000 flyttede Julie og Steen Knudsen til Østerlars med en drøm om at blive selvforsynende. Siden har de fået to børn og en stærk tro på Gud. Og i dag lever de et enkelt liv med biavl og bibellæsning.

Det enkle liv

Både Buddha, Jesus og Frans af Assisi valgte at leve et enkelt liv uden materiel velstand. I dag vælger stadig flere at søge livets mening gennem simple living. Ikke mindst på Bornholm. I denne serie interviewer Bornholms Tidende bornholmere, der har valgt det enkle liv.

Solsikkerne strækker sig smukt mod himlen ved siden af en række røde bikubekasser, der sammen med familien Knudsens kristne tro og store urtehave er deres vigtigste livsgrundlag. Om sommeren har ægteparret Steen og Julie travlt med deres biavl, men de kan klare sig med deres fælles ”bijob” de få måneder om året, selvom deres firma Honninghuset kun skaffer dem, hvad der samlet set svarer til én kvarttidsårsløn, for ellers er de stort set selvforsynende. De mangler ingenting, og det gør der heller ikke indenfor. Parret disker op med æblemost, æbler og druer fra egen avl, da de byder indenfor i deres lille, hyggelige hus, hvor hele familien sover i samme rum over stuen, hvor de har brugt træstammer som dørkamme, mens en almindelig jernstige fører op til sovesalen. For her i hjemmet er tingene enkle.

– Vi har et specielt liv. For hele vinteren har vi faktisk ikke noget arbejde. Vi bygger lidt på huset og læser meget i vores bibel. Det gør vi faktisk også om sommeren. Men om vinteren har vi også fri til at tage ud at rejse. Vi har blandt andet været i New Zealand fire gange med vores børn. Vi lever af biavl og af naturen, som Gud har skabt til os. Vi samler svampe, bær og forskellige ting ude i skoven, men vi dyrker også mange ting i vores urtehave. Og vi samler nedfaldsæbler hos andre mennesker, fordi vi ikke har nok æbler selv til at producere æblemost, så vi har en flaske til hver dag året rundt. Det bliver det næste, vi skal i denne tid, hvor vi kører rundt og støvsuger æblerne op for folk, som ikke kan bruge dem, siger Steen Knudsen, mens hustruen Julie nikker.

– Det er folk glade for, for så spare vi dem for rotter. Steen tager også ud og fjerner hvepseboer for folk. Det er de to ting, vi lever af. Hvepsebekæmpelse og biavl, og så vores urtehave, fortæller Julie.

Der er vel nogle ting, I er nødt til at købe?

Steen: – Ja, ja. Havregryn, rosiner, kokos, mel og ost. I begyndelsen lavede vi også vores eget mel, men det kunne ikke betale sig. Det er nemmere at bytte fire glas honning for det mel, vi skulle bruge. På den måde er vi blevet klogere.

Havde ikke tid til hinanden

Parret flyttede til Bornholm i 2000, hvor de hurtigt fik to børn, der var født til at leve et primitivt liv, men med to forældre, der havde masser af tid til familien. Steen og Julie var dengang flyttet fra Helsingør, hvor de havde forsøgt at blive selvforsynende ved at omdanne hele deres villahave til én stor urtehave. Men de skulle stadig arbejde meget. Hun var dengang færdiguddannet bager, mens han var uddannet både laborant og miljøtekniker.

– Når jeg kom hjem om morgenen, vækkede jeg Steen, som så skulle op, så vi så aldrig hinanden. Og jeg havde ikke lyst til at leve på den måde de næste 30 år. Det virkede forkert. Der var ikke natur nok omkring os. Jeg havde boet ti år i den norske natur på det tidspunkt, og der var for meget støj, trafik og andre mennesker med deres plæneklippere i Helsingør, så vi solgte huset for at flytte til Bornholm. Vi fandt stedet her en weekend, hvor vi var herovre, siger Julie.

Steen: – Vi forelskede os i naturen her, men huset var et håndværkertilbud. Det var overhovedet ikke isoleret, og der var istapper under vores seng om vinteren, så børnene gik i begyndelsen rundt i flyverdragter indenfor, fordi der var så koldt. Men vi er aldrig blevet syge.

Drømte om et enkelt liv

Allerede i 1996 havde Steen Knudsen første gang sagt sit vellønnede job op for at prøve at blive selvforsynende i et 24 kvadratmeterstort hus ved Silkeborg, mens Julie dengang levede et enkelt liv ved at arbejde for kost og logi på et vandrehjem i Norge gennem ti år. Og da de fandt sammen i Helsingør var det med en fælles drøm om at genfinde et enkelt liv.

Steen: – Jeg havde også rejst en del i Afrika, hvor jeg som en anden trækfugl tog ned om vinteren gennem flere år, fordi jeg var inspireret af deres enkle liv. Og vi har også brugt en del byggeteknikker her, som er afrikansk inspireret. Væggene her er for eksempel lavet af ler fra egen grund iblandet komøg og sand. Vi har boet her i 20 år uden indlagt vand, men vi får vand fra en haveslange, som fryser om vinteren, så den skal rulles sammen hver gang den har været i brug for ikke at fryse.

Steen: – Vi startede med at gå barfodede over i stalden, hvor der var en gårdpumpe med forbindelse til vores brønd med den temperatur, der nu var derovre.

Julie: – Jeg savner måske vandet her, men ikke andre bekvemmeligheder. Jeg fravælger det. Jeg kan godt lide det enkelte liv. Vi har heller ikke alverdens tingeltangel, hvis du ser dig omkring. Inden jeg mødte Steen, kunne jeg også rejse hvor som helst og have alt, hvad jeg ejede på min cykel. Sådan levede jeg indtil jeg var 30 år, så fik vi hus og børn, og så kom biavlen ind i billedet med en masse udstyr til det.

Steen: – Vi har ikke haft fjernsyn, siden vi mødte hinanden. Og det savner vi overhovedet ikke.

Blev kristne i New Zealand

Kan I få tiden til at gå om vinteren?

Steen: – Ork ja, vi er tilknyttet en kirke i New Zealand, hvor vi begge to er blevet døbt i 2010. Og flere gange om ugen deltager vi i gudstjenester og bønnemøder på Zoom. Vi var ikke kristne, før vi besøgte kirken under en rejse i 2010. Det var en af vores kristne bornholmske venner, der havde oplevet den newzealandske pastor i Holland og mente, at hans prædiken var værd at opleve, så vi kørte forbi kirken, som om det var en anden turistattraktion. Men vi begyndte alle at græde, da han talte, fordi det var så stærkt.

Julie: – Vi var vant til en lidt tungsindig stemning, når vi var i kirke omkring jul som led i de danske traditioner, men her var det hele så levende.

Steen: – Pastoren kunne tale i to timer. Uforberedt! Fordi det hele var ledt af Helligånden. Bagefter stillede hende, der spiller piano sig op og sang en sang, som hun havde fået på hjerte under prædikenen. Med ny melodi og tekst med bibelsteder, der passede til pastorens tale. Den hele var så inspireret. Og det endte med, at vi lod os døbe. For vi blev så overvældende af mødet med en levende Gud og indså, at livet som kristen ikke handler om mig, men at leve for andre og bede, for det er vores erfaring, at Gud hører vore bønner.

Depressionen forsvandt

Julie: – Ja, det har vi oplevet mange gange. Her er vi jo for eksempel totalt afhængige af vejret, fordi vi ikke kan vande vores urtehave, da brønden ellers ville tørre ud. Men vi har flere gange oplevet, at Gud har hjulpet os, så det har regnet, når vi har bedt om det. En anden gang bad vi vores bønnegruppe i New Zealand om at bede om at holde regnen lidt tilbage, fordi vi var ved at lave taget. En kvinde spurgte, hvor længe vi skulle bruge. Vi svarede 24 timer, og 25 timer efter begyndte det at sile ned! Men det bedste er nok, at jeg er blevet befriet for min depression, efter jeg blev kristen. Jeg havde prøvet alt muligt før. For eksempel at begynde til kor. Men intet hjalp. Men nu føler jeg mig simpelthen gladere.

Steen: – Man kan sige, at vores livsstil på mange måde ligner den, vi havde før, men da vi blev kristne, fik vi også en mening med det hele foræret. Nu tror vi på, at vi er skabt af Gud og hører til hos ham, efter vi dør. Alting var perfekt i Paradisets have, og alting skal engang blive perfekt igen, men nu lever vi her i mellemtiden og er taknemmelige for det vi har. Jeg vil sige, at vi lever et luksusliv. Vi har masser af tid til hinanden, og vi får friske grøntsager fra urtehaven hver dag. Under coronakrisen strandede vi i New Zealand i fem måneder, hvor vi måtte købe ind som alle andre. Men en frisk tomat fra vores urtehave smager altså bedre.

Guddommelig føde

Mødet med den newzealandske kirke i 2010 betød også, at familien nu skilte sig af med endnu mere, da de kom hjem. I forvejen havde de ikke fjernsyn, men nu har de heller ikke radio. Selv i bilradioen virkede popmusikken og radioværternes vittigheder nu nærmest som støj for Steen Knudsen, der i stedet foretrækker at lytte til lydbibelen, ligesom at læse i Bibelen er blevet hans et og alt.

Steen: – Det er ligesom med mad. Du bliver, hvad du spiser. Det er godt at læse i Bibelen, hvor der står, at man først skal søge Gud og så skal alt andet gives i tilgift. Og vi spiser luksusmad hver dag her. Frisk mad og friske tomater, kartofler og så mange sqaush, at vi næsten ikke kan nå at spise dem selv. Gud er god ved os.

Julie: – Sommetider tænker jeg også på bier som et billede på Gud. Der er én, der styrer. I biernes verden er det så dronningen. Normale bier bliver kun seks uger, men dronningebien, der er fodret med gelé royal, kan faktisk blive op til otte år. Og et fældet 8-tal er jo det tal, vi bruger for det uendelige. Det evige. Og det er jo interessant, at det er foderet, der giver et evigt liv, når man får kongelig føde. Derfor læser vi også i Bibelen hver dag her i huset.

Steen Knudsen

Født i 1963. Biavler og Bornholms hvepsemand. Uddannet laborant og miljøtekniker.

 

Julie Knudsen

Født i 1968 i England. Biavler. Uddannet bager. Parret bor ved Østerlars og driver Honninghuset.dk og Hvepsemanden-bornholm.dk. De har to voksne børn.