Søndag morgen bragte GEUS selv eksplosionen i Polen på bane som den mest sandsynlige kilde til rystelserne.
– Der har ikke været et jordskælv på Bornholm eller nærmeste omegn. Der har været en seismisk hændelse i det nordlige Polen, sagde Trine Dahl-Jensen, seniorforsker ved GEUS, søndag morgen til Ritzau.
– Det ligner en sprængning, så det formoder vi, at det er. Men det er ikke noget, som vi har fået bekræftet, fortsatte Trine Dahl-Jensen.
– Det ligner en sprængning. Men det behøver jo ikke i sig selv være odiøst. Der er mange gode forklaringer på, hvorfor man laver en sprængning. Det kan være et hus, som bliver sprængt eller en mine, der bliver sprængt bort, sagde Trine Dahl-Jensen søndag morgen til TV2/ Bornholm.
Også mandag morgen holdt GEUS fast i eksplosionen i Polen som det mest sandsynlige bud på kilden til de bornholmske rystelser.
– Vi er seismologer, og vi har, som vi oplyste søndag, konstateret, at der har været, hvad vi formoder er en sprængning i Polen, og at der ikke har været jordskælv på Bornholm eller omegn. Og så er vores rolle udtømt, sagde Trine Dahl-Jensen mandag morgen til Bornholms Tidende.