Nabo er generet af lys fra havnen: 'Der er fuldt blus på lamperne igen'

Nabo er generet af lys fra havnen: 'Der er fuldt blus på lamperne igen'
Siden januar har en del af lysarmaturerne på Rønne Havns nye områder været slukket af hensyn til de omkringliggende boliger, men det er ikke længere muligt på grund af øget aktivitet med anløb og samling af vindmølledele samt udskibning af hele møller. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 6. DEC 2020 • 19:45
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
6. DEC 2020 • 19:45
MILJØ

Tilbage i januar benyttede Jens-Peter Jørgensen et offentligt møde om Rønne Havns planer for et grønt område ved Kanondalen til at fortælle, at han var generet af aften- og nattebelysningen på det nye havneområde neden for Galløkken. Han beskrev belysningen som stadionagtig og fortalte, at lyset har ødelagt udsigten fra hans hus på Søndre Allé. På mødet lovede havnedirektør Thomas Bendtsen, at han ville se, om det var muligt at gøre noget ved generne, og en uge efter begyndte havnen at slukke for en del af armaturerne på de relevante kajer.

Siden har der været ro i nabolaget, men nu er det galt igen, fortæller Jens-Peter Jørgensen.

– Der er fuldt blus på lamperne igen, siger han til Bornholms Tidende.

Gåtur i måneskin

På mødet tilbage i januar efterlyste han en løsning, hvor lyset bliver sænket om natten og så kan lyse op, når der er aktivitet. Det gør han stadigvæk.

– Andre steder i byen er der natsænkning, og når der så er aktivitet, så lyser det lidt op, siger Jens-Peter Jørgensen.

Han fortæller, at han godt kan lide at gå på Galløkken, også gerne i måneskin, men nu gør det ingen forskel, om månen er fremme, for der er fuld blus på lyset på havnen efter mørkets frembrud.

– Jeg er ikke oppe om natten, men i hvert fald om aftenen, hvor jeg kan se, at der ikke er aktivitet. Det er lidt synd, synes jeg, lyder det fra Jens-Peter Jørgensen.

Den mørke skov

Med den ekstra aktivitet på havnen forestiller han sig, at havnen ikke længere kan slukke for nogle af armaturerne, som det skete tilbage i januar, og derfor har det ikke løst noget, mener Jens-Peter Jørgensen.

– Hvis man skal kigge lidt ind i fremtiden, så er der desværre ikke fundet nogen løsning på det. Jeg ved godt, at moderne lamper ikke bruger så meget strøm, men behøver det virkelig at stå der og brænde og genere Galløkken og udsigten fra mit hus? Den mørke skov, der skulle være der, er oplyst. Jeg synes i hvert fald, at det er generende, siger Jens-Peter Jørgensen.

Tonstunge opgaver

Hos Rønne Havn A/S kan man godt forstå, at det er dejligt at gå måneskinstur på Galløkken. Samtidig er det sådan, at havnen har gang i mange aktiviteter, blandt andet anløb af vindmølledele, samling af nævnte dele, losning heraf samt udskibning af vindmøller til Kriegers Flak. Det fortæller Vicki R. Johansen, som er kommunikations- og marketingsansvarlig i Rønne Havn A/S.

– Alle disse aktiviteter skal have fuld arbejdsbelysning for det mandskab, der skal håndtere disse som ofte tonstunge opgaver. ISPS-sikrede områder skal jævnfør internationale regler også være oplyst, fortæller hun.

ISPS er en forkortelse af International Ship and Port Facility Security, der er en international standard for sikkerhed på havne og skibe.

Lys om natten

I perioder med mindre aktivitet er havnen indstillet på at slukke nogle af lysarmaturerne for at imødekomme beboere i området.

– Det vil sige mellem projekterne. Men hverken havnens egne medarbejdere eller havnens kunders mandskab skal arbejde med dæmpet belysning af hensyn til arbejdsmiljøsikkerheden, fortæller Vicki R. Johansen.

Det betyder, at Jens-Peter Jørgensen og øvrige borgere kan forvente fuld belysning i perioder med havneaktivitet – også i aften- eller nattetimer, fastslår hun.