Det er stadig en mulighed at blive coronatestet i Hasle, lyder det fra Kaj Erik Mortensen, formand for Hasle Byting.
– Vi har været meget glade for det mobile testcenter, som har besøgt os flere gange på Rådhuset, og hvor rigtig mange er blevet testet. Da der nu er etableret flere testcentre rundt omkring på Bornholm, har flere i Hasle været bekymrede for, om det ville betyde, at det ikke længere ville være muligt at blive testet i Hasle, siger Kaj Erik Mortensen.
Bytingets formand kontaktede derfor Test- og vaccinationscenter Bornholm, hvorfra det er blevet oplyst, at det mobile testcenter tilbyder drop in-podning i Hasle fredag den 5. marts klokken 15.
Kaj Erik Mortensen oplyser, at meldingen fra test- og vaccinationscentret er, at det måske bliver muligt med et fast, ugentligt besøg i Hasle. Men indtil videre tager man én uge ad gangen.