Optimismen trives i Venstre, der tidligere på ugen fik sine kandidater på plads til november måneds kommunalvalg. "Borgmesterposten er indenfor rækkevidde", sagde medlem af kommunalbestyrelsen Carsten Scheibye i en flammende tale til de lige omkring 60 fremmødte i Nylars Samlingshus. Bredt blandt Venstres tillidsfolk og kandidater tror man på fremgang fra dagens fem mandater. Folk, der kun taler om seks eller syv, hører til i den mere pessimistiske ende, og helt ude på på tredje revle blandt partiets kandidater tror en enkelt endda, at Venstre vil få absolut flertal med hele 12 valgt, når det gælder. "Vi kaprer alle Winnis vælgere", lyder analysen bag den spådom.
Og nuvel da, optimisme er sundt. I Venstre Bornholm er det netop nu bare som om, at nogle anderledes kyniske realiteter netop nu får barometeret til at sætte sig helt fast på kæmpemæssigt højtryk, fordi solskin nu en gang er sjovere at tale om end gråvejr.
I virkelighedens verden taler ingenting for, at Venstre går frem til efteråret. Det mest sandsynlige er, at partiet holder fast i de nuværende fem stole i byrådssalen i Rønne, svarende til at lige omkring hver femte vælger på Bornholm i nogle år ret stabilt har stemt på Venstre.
Faktisk kan man sagtens tale for, at fem mandater igen i november vil være et resultat, som Venstre bør være tilfreds med i partiets aktuelle forfatning. På landsplan er Venstre næsten halveret efter valget, og tendensen på landsplan plejer at slå igennem med halv kraft ved lokalvalg. På Bornholm vil det fænomen i så fald koste Venstre et mandat, så fem bliver til fire i november. Der er ingen uvilje i det her, det er simpelthen blot hvad erfaringen viser, og hvad valget i november igen vil bekræfte i mange kommuner.