Det skaber et miljø, hvor aktørerne uden videre kan tale strategien op – uden at vi andre egentlig kan se, hvordan det går.
Ingen kan i dag med sikkerhed for eksempel sige, om der reelt skabes job i sektoren. Kun at mulighederne er der. Og at det burde kunne lykkes.
Lad os opsummere: ambitionen om selvforsyning kommer ikke i mål. Vi ved ikke, om der skabes job. Tidligere har vi i avisens dækning vist, at det ikke er lykkes at få bornholmske grøntsager i de offentlige produktionskøkkener. Andelen er nede på cirka 15 procent mod de ønskede 40 procent.
Men noget er lykkedes. Bornholm har her halvvejs gennem strategiens løbetid skabt en fortælling om øen som et madparadis og en iværksætter-ø. Det kan måske veksles til øget tilflytning og turisme, hvilket jo også kan generere øget indtjening.
Men er det en fødevarestrategi – eller snarere en brandingstrategi? Spørgsmålet er, om vi ikke risikerer, at hele strategien, hvis den fortsætter, kommer til at fremstå lidt som Kejserens nye klæder, hvor det lille barn udbryder: Han har jo ikke noget på!