Leder: Brug nethandel med måde – støt en butik!

Leder: Brug nethandel med måde – støt en butik!
Julehandel i Nexø. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 16. DEC 2020 • 12:57
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
16. DEC 2020 • 12:57
LEDER

Så skete det igen. En folkevalgt gik ud med opfordringen om, at danskerne skal handle mere på nettet. Det skal forhindre virus i at sprede sig. Det er selvfølgelig forståeligt – men ikke helt gennemtænkt.

Statsminister Mette Frederiksen har flere gange på sine pressemøder om corona opfordret danskerne til at handle på nettet. Det er hver gang blevet mødt af kritik fra en branche, som kæmper for at overleve.

Fredag den 20. november kom John Hansen, direktør, KBH – Commerce & Culture, med et svar til Mette Frederiksen i Berlingske. Han repræsenterer detailhandlen i Indre By i København.

Han skriver til statsministeren:

”Vilkårene i øjeblikket er benhårde, men alligevel oplever jeg, at alle arbejder loyalt for at overholde og leve op til alle restriktioner, selv om det gør ondt helt ind til benet”.

Og han kommer med denne konklusion:

”Denne loyalitet burde du som statsminister være stolt af og lade dem mærke, at du er der for dem i alle aspekter”.

Derpå fastslog John Hansen, at det var præcis det modsatte, statsministeren gjorde:

”Du opfordrede forbrugerne til at handle på nettet. Ikke just hvad vi har brug for i den nuværende situation”.

 
Vi tænker på, hvordan
dagen i morgen ser ud,
hvis vi handler forkert i dag.
Helt bogstaveligt

 

De ord kan et for et oversættes til bornholmske forhold. Vi har i udpræget grad brug for at værne om vores fysiske butikker. De er en del af livet på øen.

Tirsdag den 8. december lød protesten: ”Tøjkæder i opråb til statsministeren: Vi har brug for fair behandling”.

Overskriften stod på sitet detailfolk.dk. De to tøjkæder Mr. og Din Tøjmand savner en stærkere opbakning til detailhandlen.

”Julehandlen er vores absolut vigtigste salgsmåned. December udgør omsætningsmæssigt langt over dobbelt så meget som en almindelig måned”, lyder argumentationen over for statsministeren.

Med andre ord – branchen lider, men argumenterer sobert. Alligevel fortsætter den unuancerede anbefaling med at florere. Så sent som i Radioavisen i dag kommer Sisse Marie Welling (SF) – sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune – med anbefalingen om, at man skal lade ”være med at gå ud og julegaveshoppe. Køb dem over nettet”, sagde hun – og tilføjede sågar ”se noget Netflix!”.

Det er muligt, at det fungerer fint fra toppolitikeres ståsted, at alle fysiske butikker tvinges i knæ. Det er også muligt, at de mener, at internationale kæmper som Netflix skal skumme fløden, når danskerne skal julehygge. Hvad er der galt med en god bog, der tilmed støtter dem, der har mere behov?

Vi er stadig hjørner af kongeriget, der ikke kan forestille os en hverdag, hvor de fysiske butikker ikke er en del af vores liv og dagligdag. Og hvor vi tænker på, hvordan dagen i morgen ser ud, hvis vi handler forkert i dag. Helt bogstaveligt.

Derfor til alle bornholmere: Overhold afstandsreglerne. Sprit af. Gå ud og handl alene og ikke i grupper. Find de skæve tidspunkter på dagen. Husk mundbind. Og så videre – I kender turen!

Men: tænk også på at lægge penge der, hvor lokale handlende betaler husleje. Ellers må de dreje nøglen om.