Landsstævne 2002 spiller ind – kommunen takker nej til spejderlejr

Landsstævne 2002 spiller ind – kommunen takker nej til spejderlejr
Det tidligere landsstævnestadion i Rønne er et af de områder, som er blevet overvejet som lejrplads, hvis Bornholm skulle være vært for Spejdernes Lejr 2026. Andre muligheder var Raghammer Skydeterræn og Wonderfestiwalls festivalplads ved Hammershus. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
Søndag 14. februar 2021 • 16:13
Henrik Nielsen
Journalist
Søndag 14. februar 2021 • 16:13

FRITID

I september blev Bornholm ligesom en række andre kommuner tilbudt værtsskabet for Spejdernes Lejr 2026. I første omgang ville regionskommunen gerne høre mere om mulighederne og spejdernes forventninger, men i sidste ende valgte det politiske system at sige nej tak, blandt andet på grund af erfaringer fra Landsstævne 2002.

Bag lejren står de fem danske spejderkorps, som regner med cirka 40.000 deltagende børn og unge. Det er i hvert fald det tal, kommunen er blevet præsenteret for. Et tal, den tager med et gran salt.

Forud for Landsstævne 2002 arbejdede DGI med et tilsvarende antal deltagere. Det faktiske deltagertal endte dog med at være knap 16.000, hvilket dengang blev forklaret med vanskeligheder med transporten til og fra Bornholm. Selvom transportkapaciteten er højere i dag end dengang, sætter kommunen på den baggrund spørgsmålstegn ved, om det er realistisk med så mange tilrejsende spejdere.

Bedre effekt

Efter planen skal Spejdernes Lejr 2026 foregå i juli, hvor der i forvejen er stort pres på færgerne. Derfor vurderer kommunen, at det vil være vanskeligt at få spejderne frem og tilbage, uden at andre rejsende berøres, ligesom det er tilfældet omkring Folkemødet, hvor tilrejsende deltagere stort set lægger beslag på al transportkapacitet til og fra Bornholm.

Kommunen forudser også store vanskeligheder med at stille den nødvendige lokale hjælp til rådighed fra myndigheder, virksomheder og frivillige, da mange af disse i højsæsonen har travlt med at servicere øens turister.

Der er regnet på de krav, en værtskommune skal leve op til, og værtskabet anslås at kræve en kommunal medfinansiering på 25-35 millioner kroner. Selvom spejderlejren kan have positiv effekt i form af økonomisk meromsætning, udbygning af infrastruktur til natur- og friluftsaktiviteter og markedsføring af Bornholm, mener kommunen ikke, at det står mål med udgifterne og de trafikale udfordringer, placeringen midt i højsæsonen giver. En placering udenfor højsæsonen havde givet en bedre økonomisk effekt på det bornholmske samfund.

Dertil kommer, at det er vanskeligt at pege på et område til lejren, som er egnet til arrangementet, og hvor investeringer i infrastrukturen kan udnyttes efterfølgende.

FÅ ABONNEMENT