HANDEL
Mens befolkningen så småt er ved at blive vaccineret, skruer regeringen endnu en gang på coronaskruen og indfører nye restriktioner. Det sker for at bremse spredningen af en mere smitsom variant af virussen, som første gang blev konstateret i Storbritannien. Blandt de nye restriktioner er en øgning af afstandskravet til to meter, både ude og i butikker.
Den skærpelse bliver modtaget med fortrøstning af Marianne Kjøller, som er distriktschef for Nettos fem butikker her på øen.
– Vi har afstandsmålere på gulvet, hvor der er to meter imellem. Hvis man følger dem, så kan man fortsat trygt handle i vores butikker, og det kan man også hos vores konkurrenter, vil jeg tro. Jeg har endnu ikke oplevet nogen uheldige passager, hvor man tænker, at der ikke er styr på det. Jeg synes, vi har godt styr på håndsprit, vi har godt styr på handsker, vi har godt styr på rutinerne i forhold til de kontroller, vi har i løbet af en dag. Jeg ser med fortrøstning på, at man stadigvæk kan komme ned og handle i vores butikker og gøre det forsvarligt, siger hun til Bornholms Tidende.
At der er to meter mellem afstandsmålerne på gulvet, skyldes, at det også var det afstandskrav, der var i foråret, hvor supermarkederne blev indrettet til coronasikker handel.
Meget påpasselige
Siden den nye virkelighed meldte sig i foråret, er det Marianne Kjøllers erfaring, at bornholmerne generelt er gode til at overholde de restriktioner, der gælder i butikkerne.
– En anden ting, der har hjulpet os rigtig meget, er, at folk faktisk kommer én person ind at handle. Det er meget sjældent, vi ser det andet. Det har virkelig hjulpet, det vil jeg sige, lyder det fra Marianne Kjøller.
Personalet i Netto er ikke coronapoliti, men coronahjælpere, fortæller hun, og hun oplever, at hvis folk bryder reglerne, så er det ikke bevidst.
– Hvis der er nogle, der kommer lidt for tæt på, så er det simpelthen, fordi de glemmer det, eller de har glemt en vare og kommer til at gå ind forbi. Jeg synes virkelig, at vores kunder er meget, meget påpasselige. Det er det, vi oplever, siger Marianne Kjøller.
En mærkelig verden
Da den nye virkelighed har eksisteret siden marts, tror Nettos distriktschef, at danskerne er ved at have vænnet sig til det, hun selv kalder et mærkeligt system.
– Det er virkelig en mærkelig verden, må jeg sige. Jeg har lige været i butikken inde på Store Torv i Rønne, og hele Store Torv er lukket ned, så det er lidt spøgelsesagtigt, synes jeg. Men det bliver forhåbentlig bedre, siger Marianne Kjøller.