Koncertarrangør advarer mod falsk begivenhed

Koncertarrangør advarer mod falsk begivenhed
Hvis alt går efter planen lægger det tidligere landsstævnestadion græs til Golden Island Open Air den 17. juli. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 8. APR 2021 • 11:22
Henrik Nielsen
Journalist

8. APR 2021 • 11:22

KULTUR

Den lokale fest- og koncertarrangør Dance Vibration er frustreret. Mens arbejdet med at arrangere endagsfestivalen Golden Island Open Air er i fuld gang, har Dance Vibration konstateret, at begivenheden er blevet kopieret på Facebook, hvilket kan skabe usikkerhed om forudsætningerne for at deltage som gæst.

Ifølge kopien er det gratis at deltage, men i virkeligheden gælder det kun børn under 11 år. Alle andre skal købe billet.

– Det er vigtigt, at man er opmærksom på dette og husker at benytte sig af det korrekte billetlink på Dance Vibrations egen begivenhed, hvor vi står som organisator, eller at man selv finder begivenheden via søgning på vores samarbejdspartner billet.dk's side, fortæller eventkoordinator Annika Holst i en pressemeddelelse.

I den aktuelle situation med restriktioner bliver Dance Vibration ofte spurgt, om Golden Island Open Air 2021 bliver til noget. Svaret på dette er, at man inderligt håber at få lov.

– Vi håber på et klart svar fra regeringens side og forventer at komme med et endeligt svar om afvikling inden 14 dage. Vi ville være kede af en mulig aflysning for andet år i træk, da vi ved, at hele Bornholm igen har brug for det kulturliv, der binder os alle sammen, lyder det fra Annika Holst.