Kasernen afventer corona-regler

Kasernen afventer corona-regler
Kaptajn Mikkel Vinding og hans kolleger på Almegårds Kaserne er blevet testet ugentligt – også hen over sommeren. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 21. NOV 2021 • 19:00
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
21. NOV 2021 • 19:00

På Almegårds Kaserne er der aldrig blevet lukket ned for ugentlige tests, og måske bliver der snart skruet yderligere op.

Regeringen vil have coronapas på statslige arbejdspladser oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) blandt andet på et pressemøde fredag, hvilket på Bornholm blandt andet vil blive aktuelt på Almegårds Kaserne.

I sidste uge lavede regeringen en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter om coronapas på arbejdspladser, og loven om coronapas er ved at blive hastegennemført.

 

Vi har jo soldater, som rejser
frem og tilbage indenlands
og sågar også udenlands,
så derfor er vi meget forsigtige

 

Presseofficer på Almegårds Kaserne i Rønne Torben Petersen siger, at han ikke som sådan har en kommentar til den konkrete situation.

– Men vi følger de retningslinjer, der bliver udstukket fra Forsvarskommandoen, og de regler, som er gældende generelt i samfundet, siger han.

– Vi har også valgt at gøre mange ting ude på kasernen, blandt andet tester vi stadigvæk vores ansatte hver eneste mandag. Før i tiden gjorde vi det fast to gange om ugen, og vi overvejer selvfølgelig, om vi skal til det to gange igen.

I har simpelthen holdt fast i test, også hen over sommeren?

– Ja, lige præcis. Vi holdt lige en pause de tre uger i juli, hvor der var totalt lukket ned på kasernen, og der ikke var nogen mennesker derude. Man efter sommerferien startede vi igen med en gang ugentligt. Og det gør vi gerne, for vi har jo soldater, som rejser frem og tilbage indenlands og sågar også udenlands, så derfor er vi meget forsigtige.

– Også med for eksempel sådan noget som anvendelse af kondirummet i forhold til afspritning og afstand og alle de der ting. Det er den måde, vi har valgt at gøre det på, better safe than sorry, som vi siger.

Hvordan skal I eventuelt administrere et coronapas, ved du det?

– Nej, men der er jo ikke tvivl om, at på et eller andet tidspunkt kommer der noget fra arbejdsgiver om coronapas. Og når vi modtager en besked fra Forsvarskommandoen, vil der også stå, hvordan det skal forvaltes. Det er ikke noget, man skal sidde 16 forskellige steder rundt i landet og tolke på, vi plejer at få helt fine retningslinjer i forhold til den slags.

Gælde hvor længe?

Har I overhovedet haft større udbrud på kasernen?

– Nej, det har vi mig bekendt ikke. Der har været nogle enkeltstående tilfælde, og der følger vi reglerne i forhold til isolation og testning, både med det samme, to dage efter og fire dage efter. Har man symptomer, går man hjem og så videre, alle de regler har vi fulgt, siger Torben Petersen .

Ifølge Ritzau vil Magnus Heunicke også anmode Epidemikommissionen om at undersøge, hvorvidt et coronapas fra en negativ coronatest skal gælde i kortere tid.

– Det er sådan i dag, at en negativ PCR-test giver et grønt coronapas for de uvaccinerede i 96 timer og en kviktest i 72 timer. Det er lang tid, det er flere dage, og vi ved med Delta-varianten, at den kan nå at smitte og give smitten videre til andre, sagde ministeren på pressemødet.

Ud over at Epidemikommissionen skal kigge på, hvor længe coronapasset skal gælde, skal den også vurdere, om det skal indføres flere steder. På nuværende tidspunkt gælder coronapasset blandt andet flere steder i kulturlivet, i nattelivet og på indendørs serveringssteder.

Det gælder også ved kirkelige handlinger.