Karin har rejst til verdens brændpunkter: Jeg er altid på jagt efter nye eventyr

I mange år rejste Karin Aaen rundt til verdens brændpunkter og mødte nødlidende børn og store personligheder som Nelson Mandala og Desmond Tutu. Nu er hun faldet til ro på Bornholm som populær studievært på TV2Bornholm. Men hun brænder stadig for at gøre en forskel.

Studieværten Karin Aaen bor midt i Svaneke i et lille, gult hus. Den gamle kirkesti, der nu er spærret af, løber gennem hendes velplejede gårdhave. Her har hun boet de seneste fem år, efter hun besluttede at prøve at bo på ”det rigtige Bornholm” med hus og have.

– Jeg boede i en lille lejlighed før, men det passer slet ikke til mig, siger studieværten, da hun glad viser indenfor og hen til havebordet i hendes lille gårdhave, hvor blomster i forskellige højder og farver blomstrer om kap i lyset.

– For jeg kan bedst lide at være ude og har altid været et udemenneske. Men jeg har faktisk boet 27 steder i mit liv, smiler hun, da vi slår os ned ved bordet i sensommersolen.

Hendes nomadetilværelse begyndte allerede som barn, hvor familien flyttede en del rundt, fortæller Karin Aaen, hvis far oprindelig var uddannet radiomekaniker, men valgte at blive mønsterbryder og forfølge sin drøm om at blive lærer.

– Da jeg var helt lille, gik han på seminaret, og min mor forsørgede os som laborant. Vi havde virkelig ikke ret mange penge. Vi havde heller ikke telefon eller fjernsyn. Vi havde ikke engang en kuffert. Jeg kan huske, når vi rejste mellem forskellige landsdele, så var det med en masse plastikposer, fortæller hun grinende.

Som barn tænkte Karin Aaen dog ikke over, at de egentlig var lidt fattige i den periode. For hun voksede op med en anden slags rigdom på de to forskellige højskoler, hvor hendes far fik job – først som lærer og sidenhen som forstander.

– Jeg er født i Aarhus, men da jeg var fire år, flyttede vi til Haslev på Sjælland, hvor min far blev lærer, og så boede vi inde på skolens område i syv år. Og det er jo et fantastisk sted at vokse op som barn. Der var meget frihed, så man kunne rende rundt, og der var altid mennesker. Man kunne gå over og spise i spisesalen, og der var morgensang og bålaftener og sport og musik og teater, som vi bare var med til.

Lærerværelse i køkkenet

Da hun blev 11 år, blev faderen i stedet forstander på Rønde Højskole, så familien flyttede til Djursland. Det var også et godt sted, husker Karin Aaen, som dog dengang var ked af at skulle flytte.

– Det var mest, fordi jeg var ked af at flytte fra mine kammerater. Men vi var på den højskole i de næste ni år og levede det der højskoleliv, som jeg virkelig har fået ind under huden. Alt hvad der smager af foredragssal og festsal, det elsker jeg bare, siger hun og ler.

– Og så er jeg jo også vant til, at der hele tiden kommer mennesker ind og ud af mit liv. Og en af de vigtigste værdier, jeg fik med fra mine forældre, er rummelighed overfor andre. I perioder boede der også flygtninge på højskolen, og i starten, da vi boede på Rønde Højskole, hvor min far var forstander, var der simpelthen lærerværelse inde i vores køkken, fordi vi havde en lejlighed inde på selve skolen.

Der kom lærerne i løbet af dagen, husker hun, og efter deres aftenvagt og sad og fik natmad. Sådan var det bare. Og derfor har hun skullet vænne sig til at være helt alene.

– Mine voksne sønner nu bor i København, og jeg bor alene her. Men det har jeg det faktisk rigtig godt med, siger hun.

Genert og udadvendt

Selvom Karin Aaen var dygtig i skolen, var det dog ikke en fest at være der.

– Jeg var lykkelig i den første skole, jeg gik i. Da vi så flyttede til en anden skole, var jeg ulykkelig, fordi det var en rigtig mobbeskole. Selv blev jeg godt nok ikke mobbet, men det var, fordi jeg gjorde mig usynlig. Jeg var rigtig dygtig i skolen og lavede vildt mange fejl med vilje for ikke at skille mig ud.

Karin Aaen ”skulle bare ikke nyde noget”, som hun siger. Men egentlig husker hun sig selv som stærk og som et aktivt barn, der også elskede vilde lege.

– Jeg var en udepige og kunne godt lide at gøre ting, der var vilde og farlige og havde altid krudt i røven. Da jeg var syv år, gik jeg til noget seks ud af ugens syv dage. Jeg spillede violin, prøvede forskellige sportsgrene af og gik til spejder. Og hvis der ikke skete nok i det virkelige liv, så drømte jeg mig ind i bøgernes verden. Jeg havde altid en bog på mig, husker højskoleforstanderdatteren.

Er der et råd, du gerne ville have haft med som ung?

– Ja, siger hun og tænker lidt, før hun svarer.

– At du er god nok, som du er, og at du ikke hele tiden behøver bekymre dig om, at du ikke nødvendigvis er som alle andre, siger hun og uddyber:

– Jeg synes, jeg har brugt meget af mit liv på at tænke, at jeg skulle være på en anden måde, siger hun stille.

– Og det ville jeg ønske, jeg ikke havde brugt så meget tid på.

Følte du faldt ved siden af andre?

– Ja lidt. Og hvis der er noget, der er spild af tid, så er det jo det. Men det kan man jo ikke vide, når man er helt ung, vel? Det var min egen følelse. Mine forældre har aldrig sagt, jeg var forkert. Tværtimod har min mor bakket mig totalt op, når vi var til forældresamtaler, og lærerne sagde, at jeg skulle række hånden op noget mere i timerne, for så har min mor altid forsvaret mig og sagt: Jamen, kan I ikke bare spørge hende?

Var du genert som barn?

– Ja! kommer det højt og hurtigt.

– Jeg var meget, meget genert.

Det er sikkert svært for mange at forestille sig i dag…

– Ja, det er sjovt, du siger det. Men jeg er sådan en blanding af at være meget udadvendt og være meget genert, og det er jeg stadigvæk, siger hun og ser ned på sine hænder.

– Og jeg synes, det er en mærkelig kombination. Men sådan forholder det sig, forklarer hun og ser op.

– Vi har alle nogle ting i os, som måske umiddelbart virker som en sær modsætning. Og det havde mine forældre sans for, så de var så kloge, at de lod mig komme på udveksling i USA som 17-årig. Det var rigtig godt for mig, for det gjorde, at jeg lige pludselig var et sted, hvor ingen kendte mig.

Her havde hun ingen roller. Lige pludselig kunne hun være lige den, hun havde lyst til at være.

– Det betød virkelig meget, smiler hun.

– Min egen målsætning med programmerne er – helt ærligt – at forsøge at gøre seerne klogere. Og det er jo det, jeg synes den gode debat i forsamlingshuset kan. Det er, at vi bliver alle sammen lidt klogere af at lytte til hinanden, siger TV2Bornholm-studieværten Karin Aaen, der voksede op på to højskoler. Foto: Jacob Jepsen

Sorg og social nedtur

Faderens job som højskoleforstander havde også fået familien til at gå fra at være fattige til pludselig at blive nogle af samfundets spidser med bedre muligheder.

– Min mor sad både i byrådet og i menighedsrådet. De var måske det vigtigste par i hele Rønde. Og vi havde pludselig også penge til at købe et sommerhus.

Men den lykkelige højskoletid fik en brat ende, da familien blev ramt af pludselig sorg og social nedtur.

– Min far døde som 42-årig af en blodprop i hjertet, da han havde været forstander i ni år. Så det var dybt, dybt tragisk. Han havde været indlagt i 10 dage med blodprop i hjertet, og dagen før han døde, bad han selv om at komme fra intensiv og ned på medicinsk afdeling, for han gad ikke ligge med alle de der slanger.

– Og jeg besøgte ham den aften og sad og holdt ham i hånden og snakkede. Jeg var den sidste i familien, der så ham. Og da jeg gik, stod han og vinkede bag den der glasrude i en hvid badekåbe, og jeg kan huske, jeg tænkte: Hold da op, hvor er han blevet tynd. Min far var ikke så stor. En lillebitte mand og han havde helt hvidt hår, og han var kun 42.

Det blev det sidste Karin Aaen så til sin far, husker hun.

– Morgenen efter ringede min mor og sagde, han var død om natten. Hans hjerte var bare stoppet. Det var en stor tragedie. Der kom hundredvis af mennesker til begravelsen. De kunne slet ikke være inde i kirken.

Hvordan kom du videre?

– Jeg var 20 år og arbejdede i en vuggestue som pædagogmedhjælper, og jeg flygtede nok lidt ind i mit eget liv med arbejde og venner og byture. Men jeg tror, det har været endnu sværere for min mor og mine søskende, som var derhjemme. Det var jo ikke bare det at miste en far og en ægtemand for min mors vedkommende – min mor mistede også sin bolig, fordi det jo var en forstanderbolig, og sit job, fordi hun var ansat som forstanderfrue.

– Så fra at have været en af byens vigtigste spidser, boede hun snart inde i et socialt boligbyggeri i Aarhus og arbejdede i en kiosk og videoforretning og havde alle lortevagterne om aftenen og i weekenderne.

Selv var Karin Aaen flyttet hjemmefra, da faderen døde, men hendes to mindre søskende på dengang 12 og 14 år boede stadig hjemme og blev derfra opfostret med en enlig mor.

– Hun er en megasej molbo, som bare har arbejdet sig op. Nu bor hun på Nørrebro i en god lejlighed og har klaret det hele, og alle vi børn har det godt. Så jeg er virkelig stolt af min mor, fortæller hun med varme i stemmen.

– Jeg har virkelig set, hvordan tilværelsen kan gå op og ned. Man skal bare ikke tage noget for givet. Det har nok også gjort, at jeg lige siden har brændt for de udsatte i samfundet.

– Jeg vil ikke sige, at jeg tror på Gud, men jeg håber nok på, at der er en Gud, siger Karin Aaen. Foto: Jacob Jepsen

Håber på Gud

Troen var på godt og ondt også en del af Karin Aaens barndom.

– Jeg er vokset op i et kristent hjem. Min far kom fra et dybt, dybt indremissionsk miljø. Ligesom Hans Kirks ”Fiskerne”. Det var noget, min far selv kæmpede for at bryde ud af. Men det var svært. Det kan jeg godt huske, og det kunne jeg mærke. Så der har også været nogle spændinger og nogle kampe involveret i det.

Med tiden blev faderen dog mere og mere grundtvigsk.

– Men han var jo stadig kristen, og vi bad fadervor, og jeg synes, det var rigtig spændende. Vi talte både om litteratur og teologi derhjemme, så det var nok også en årsag til, at jeg valgte at læse teologi, da jeg havde droppet min anden drøm om at komme på konservatoriet med min violin, fordi det virkede svært at leve af at være musiker.

Men efter 14 dage på teologistudiet fandt hun ud af, at det ikke var noget for hende.

– De andre, der gik der, ville være præster, og det havde jeg slet ikke lyst til, siger Karin Aaen, der som barn og ung stadig havde sin barnetro i behold. Men i dag er hun mere tvivlende.

– Da min far døde, trøstede det mig at tro på et gensyn med min far. Men den tro har jeg ikke på samme måde mere. Den løb lidt ud i sandet, tror jeg. Men jeg har et åbent sind. Der er jo mange ting, vi ikke ved, før vi lige pludselig opdager det, så jeg vil ikke sige, at jeg tror på Gud, men jeg håber nok på, at der er en Gud.

Karin Aaen skiftede teologi ud med religionsvidenskab, som hun læste i tre år, inden hun tog et skrivekursus, der gav hende mod til at forfølge en anden gammel drøm om at blive journalist.

– Jeg havde altid fået at vide, at så skulle man have megaspidse albuer for at blive journalist, og at det var en rigtig hård verden. Så jeg tænkte: Uh, det er jeg lidt for blød til. Men jeg tog alligevel optagelsesprøven og kom ind i første hug i Aarhus. Og så kunne jeg bare mærke yes, det er det, jeg skal. Jeg blev så glad, da jeg fik det brev ind ad døren.

Fra tv til tsunamier

Under uddannelsen kom hun i praktik på TV-Midtvest, hvor hun også mødte sine børns far.

– Han er fotograf, så vi var et klassisk fotograf-journalist-par. Og det meste af min tid som journalist har jeg lavet tv. Jeg har været reporter og live-reporter, fortæller mediejournalisten, som også en overgang arbejdede i DR, inden hun søgte et job som informationsmedarbejder i Unicef, hvor hun var ansat i 16 år og endte som kommunikationschef og formand for kommunikationsfolkene i de 37 industrialiserede lande, hvor Unicef samler penge ind og laver oplysningsarbejde.

– Og fordi jeg arbejder med kommunikation, og er som jeg er – altid på nye eventyr – så har jeg i de 16 år rejst rigtig meget ud til de fleste af verdens brændpunkter fra den tid, siger hun og remser flere op i flæng:

– Jeg var for eksempel i Sydøstasien efter den store tsunami, der slog 200.000 mennesker ihjel. Jeg var i Haiti i 2010, da et stort jordskælv udraderede 80 procent af hovedstaden. Jeg var i Uganda, da der var borgerkrig, hvor vi prøvede at forhindre, at børn blev kidnappet og brugt som børnesoldater, og jeg var i Darfur, da der var folkedrab, og jeg var i Vestafrika i Liberia, da ebola var på sit allerhøjeste, siger hun og holder blikket.

– Der kan jeg godt sige dig – det føltes værre end corona. Det var ikke for småbørn.

Hvordan kunne du holde til det?

– Jeg kunne holde til det, fordi jeg hvert eneste minut i de 16 år har følt, at det gav mening. Jeg har set og oplevet nogle vilde ting, og der er selvfølgelig oplevelser, som bliver hos mig og vil være det altid. Men jeg har aldrig nogensinde følt, at det ikke gjorde en forskel, og det er derfor, man kan. For det, der slår dig ihjel, og det, der brænder dig ud, det er følelsen af magtesløshed. Hvis du føler, du kan gøre noget, og at det gør en forskel, så kan man bedre holde til det. Jeg kunne i hvert fald, men vi er jo allesammen forskellige.

Forældreløse børn gjorde indtryk

Når hun i dag ser tilbage, er hun fyldt op med et hav af historier og oplevelser fra hele verden. På godt og ondt. Men nogle står frem som særlige mærkbare og uudslettelige.

– Den allerførste gang, jeg rejste ud, var lige efter den store tsunami. Jeg var både i Thailand og Sri Lanka, hvor jeg kørte med mine kollegaer fra Unicef næsten hele vejen rundt om øen, hvor alt var raseret 200 meter ind i landet.

– Det var så vildt, og der var så mange forældreløse børn og børn, der var blevet væk fra deres familier.

Men et af børnene hun mødte, brændte sig særlig fast, fortæller hun.

– På et af de centre var der blandt andet en lille pige. Hun var vildt sød, en lille tamilsk pige. Hun sad og legede og tegnede lidt. Jeg kunne jo ikke tale tamilsk, men vi kunne godt lege sammen. Og senere, da jeg taler med lederen af centeret omkring deres situation, kommer den lille pige hen og tager mig i hånden og hiver lidt i den og ser op på mig. Så siger hun noget, og jeg kan se på hende, at det er vigtigt.

Så spørger jeg tolken: ”Hvad er det hun siger?”

Hun spørger, om du vil være hendes mor.

Karin Aaen er stille et øjeblik.

– Det kan jeg godt sige dig, det gik simpelthen lige i hjertet på mig.

– Det var rigtig hårdt, og det var der, hvor jeg nok fandt ud af både, hvor vild den situation var, men også hvor vildt et job, jeg egentlig havde, og hvor vigtigt det var, at nogen tog over, når jeg rejste. Jeg var måske et sted i en uge, og så var jeg væk igen for at fortælle historierne videre.

Men på sin vej har hun mødt mange børn, der har gjort indtryk på hende. En forældreløs dreng i Swaziland gik for eksempel op til sine forældres grav for at takke dem for at sende ham en engel, da Karin Aaen sørgede for, at han kunne komme i skole. Og i Darfur mødte hun en mor med to underernærede børn, som hun gav den eneste mad, hun havde – en gammel sandwich.

– Men så sker der det, at moderen med det samme giver hele sandwichen til den store dreng. Ingenting til den lille. Og da jeg gennem en tolk spørger hende, hvorfor hun ikke giver den lille noget, svarer hun: Jeg kan ikke skaffe mad nok til begge mine børn, så jeg giver det til ham, der har størst chance for at leve, siger Karin Aaen med åbenbar bestyrtet mine.

– Prøv at forestille dig, hvor vildt det er! At skulle vælge imellem sine børn, mellem hvem der skal overleve. Det er jo helt sindssygt, siger hun og sidder lidt i sensommersolen.

Samtale er vejen

Karin Aaen har i sin tid hos Unicef set mere krig og ondskab end de fleste, og på spørgsmålet om, hvad der har overrasket hende mest ved livet, er det netop, hvor onde mennesker kan være ved hinanden.

– Jeg vidste godt, der fandtes ondskab, og at folk kunne gøre grimme ting ved hinanden. Men at mennesker kan gøre så grusomme ting ved hinanden, som jeg ikke engang har lyst til at fortælle dig – det har overrasket mig.

Hvad tænker du så, er det bedste middel mod ondskab?

– Det tror jeg er samtale og forståelse. Nu har jeg for eksempel også mødt Nelson Mandela og Desmond Tutu, og wow, udbryder hun og åbner ansigtet i et smil.

– Det er nogle af de største idoler i mit liv. Det var også nogle, der insisterede på, at vi skulle komme igennem det svære. Men vi skal ikke slås os igennem det. Vi skal tale om det, uanset hvor modbydeligt det er.

Hvad gør du selv, når livet er svært?

– Jeg har lært at snakke med folk. Det var jeg ikke så god til tidligere i mit liv, men nu har jeg lært det. Jeg har nogle rigtig gode venner, jeg kan snakke med. Og jeg har to søskende, som jeg også er rigtig glad for at snakke med, siger hun og tøver lidt inden hun fortsætter:

– Der var engang, jeg stod i en stor krise i mit liv. Der ringede min lillebror simpelthen til mig dagligt. Og det glemmer jeg aldrig. Det var på et tidspunkt, hvor jeg var handlingslammet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Så bare det der med at snakke med ham.

– Han sagde, det er faktisk lige meget, hvad du gør, bare du gør noget.

Bornholm blev nyt kapitel

Karin Aaen valgte at stoppe i Unicef, før hun brændte ud.

– For jeg arbejdede virkelig meget. Jeg startede i stedet mit eget kommunikationsfirma, og det gik godt, for jeg havde en kombination af både at kunne arbejde journalistisk og kende NGO-verdenen, så jeg havde kunder nok og var også involveret i Danmarksindsamlingen.

Men samtidig var hun blevet skilt og trivedes ikke i sin lille lejlighed i Virum, og for sjov gik hun på nettet for at se, hvad der var af mediejobs på Bornholm.

– Og tilfældigvis søgte de en studievært på TV2 Bornholm, og der var ansøgningsfrist dagen efter. Så jeg skrev en meget hurtig ansøgning sammen med et cv til direktøren søndag aften.

– Men det endte så med, at man godt turde ansætte mig. For jeg havde prøvet alt muligt med tv, men jeg havde ikke prøvet at være studievært, og jeg tænkte, det kunne også være sjovt at prøve, og her må jeg kunne lære det.

– Jeg var ikke særlig god til det i starten, men jeg lærte det. Og Bornholm var lige mig. Jeg har været med på alle folkemøderne undtagen det første, og vi er også kommet her som på familie på sommerferier.

– Og jeg har bare altid tænkt: ”Det må bare være det fedeste sted at bo”. For jeg kunne godt lide menneskene, jeg elsker naturen. Og det der med, at der er klipper, det er der jo ikke andre steder i Danmark. Jeg elsker det bare, siger hun oprigtigt begejstret.

– Jeg ved ikke, om jeg har været indianer tidligere, ler hun.

– Men jeg føler mig lidt som et naturbarn, der bare altid har gået rundt ude i skoven.

– Jeg kan huske som barn, at jeg kunne blive så overvældet af naturens skønhed, at jeg simpelthen begyndte at græde. For jeg syntes bare, det var så smukt.

– Så græd jeg, griner hun.

– Jeg føler mig meget tæt på den. Nu ved jeg godt, at jeg bor inde i byen, men jeg har stadigvæk vandet lige hernede, og jeg elsker at bo ved vandet. Jeg bader hele vinteren. Det har jeg ikke altid gjort, men det er jeg begyndt på. Det er fantastisk.

Vidste du, at ville bo i Svaneke?

– Ja, jeg havde simpelthen researchet og snakket med folk, som kendte Bornholm, og jeg kunne høre på alt det, de fortalte, at det var her jeg skulle bo. Jeg så på ni huse, inden jeg fandt det her. Da jeg holdt med varevognen herude – gik der fem minutter, så stod der en mand, som viste sig at være min genbo og spurgte, om han skulle hjælpe. Så hjalp han mig med at bære ind, og om aftenen blev jeg inviteret til aftensmad hos ham og hans kone. Og næste morgen fik jeg en sms, hvor der stod: Der er morgenkaffe og croissanter om 20 minutter.

Karin Aaen smiler.

– Så på den måde følte jeg mig virkelig velkommen fra begyndelsen.

Gør stadig en forskel

Jobmæssigt føler tilflytteren sig også privilegeret.

– Jeg er så heldig, at jeg har fået lov til at have et ugentligt debatprogram. Og det er jo det, jeg allerhelst vil, siger Karin Aaen, som faktisk er blevet overrasket over, hvor interessant hun synes det er at beskæftige sig med det helt nære, som berører folks hverdag.

– Nu har jeg rejst rundt i hele verden til alle verdens brændpunkter, og så kommer jeg her og så skal jeg lave en ugentlig debat på Bornholm om et eller andet, der handler om Bornholm og bornholmere, siger hun og lysner begejstret stemmen.

– Og det er sindssygt spændende!

– For hver eneste dag bliver der jo truffet valg og beslutninger, der berører folk, og som gør en forskel for lokalsamfundet. Og det er jo ikke kun politisk, men alle mulige steder. For eksempel i kommunen, i virksomhederne, i frivillige organisationer og på jobcenteret.

Er det også det der driver dig – at gøre en forskel?

– Ja, det er det.

– Ikke hele tiden. Jeg kan også godt lide at gøre ting, bare fordi jeg synes, det er sjovt.

Men der skal gerne ret jævnligt være en mening med det. Der skal være regelmæssige nedslag hvor jeg tænker: Det her gjorde da en forskel. Ellers går jeg i stå og så keder jeg mig. Og så synes jeg, det er ligegyldigt.

Og hun er ikke bleg for at komme med mange af ideerne selv.

– Men der er også seere, der skriver til os eller ringer med ideforslag.

– Det har faktisk overrasket mig, at man næsten hver uge kan finde på et emne og få folk til at være med, siger studieværten og uddyber med et billede fra scenekunsten.

– Det er lidt ligesom en forestilling. Som hvis man var instruktør og skulle sætte en ny forestilling op hver uge, et nyt emne og finde en skuespiller og lave manuskriptet, ikke? griner hun.

Men programmerne må ikke være ren underholdning. For det skal ikke blot være debat for debattens skyld.

– Min egen målsætning med programmerne er – helt ærligt – at forsøge at gøre seerne klogere. Og det er jo det, jeg synes den gode debat i forsamlingshuset kan. Det er, at vi bliver alle sammen lidt klogere af at lytte til hinanden, siger det erfarne højskolebarn.

– Og det er faktisk tit, at gæsterne i studiet bliver hængende efter debatten er slut. De bliver stående og bliver ved med at snakke, fordi nu er de lige så godt i gang, siger studieværten, der næsten heller ikke selv kan stoppe med at tale om det job, hun værdsætter så højt.

– Og så kan de slet ikke holde op igen. Og det elsker jeg bare. Sommetider aftaler de møder for at tale videre om en eller anden problemstilling, og det synes jeg simpelthen er så fedt, for så føler jeg også, det har gjort en forskel, siger studieværten, der har fået fripas til at eksperimentere og bryde nogle rammer og prøve nogle nye ting af også, selvom de ikke altid lykkes lige godt.

– For sådan er det selvfølgelig også. Men det får jeg simpelthen lov til på TV2 Bornholm. Og det er jeg virkelig taknemmelig for. For så trives jeg og gør endnu mere mit allerbedste, siger hun og smiler stort.

– Og så er vi tilbage til det med, at vi skal kunne rumme alle mennesker, for så blomstrer de og bidrager til samfundet, griner studieværten, der også godt kan lide at få ting til at blomstre i sin gårdhave.

– Jeg tror, jeg har hundrede blomsterkrukker, ler hun og nikker mod det farverige blomsterflor ved siden af os.

– Jeg maler med krukkerne.

– De forskellige ting blomstrer jo på forskellig tid, så jeg går rundt og flytter rundt på dem og laver nye ”malerier” med farverne, smiler studieværten, men selv bliver hun her. Indtil videre.

Blå bog

Født 1966.

Karin Aaen. Nyheds- og debatvært for TV2 Bornholm. Forhenværende kommunikationschef hos UNICEF, hvor hun arbejdede i 16 år. Har tidligere arbejdet som mediejournalist hos blandt andet DR, hvor hun har lavet forskellige dokumentarprogrammer. Har desuden en overgang haft sin eget kommunikationsvirksomhed. Uddannet journalist fra Danmarks journalisthøjskole. Mor til to voksne børn.