– EU er ikke primært et indre marked eller en valutaunion. Vi er et værdifællesskab. Disse værdier binder os sammen, siger Roth.
Da Szijjarto ankommer til mødet i Luxembourg hævder han, at EU-medier har misforstået loven. Han betvivler, at en eneste kritiker af loven faktisk har læst den, og han advarer imod at "sprede fake news."
– Denne lov er ikke imod nogen befolkningsgruppe i Ungarn. Den er rettet imod de pædofile. Så loven gør det klart, at børn skal beskyttes. Det er derfor, at loven slår fast, at kriminelle pædofile skal straffes hårdt, siger Szijjarto.
EU's udenrigs- og europaministre skal tirsdag have en høring af Ungarn og Polen, som ifølge EU-institutionerne har betydelige problemer med retsstaten og ikke lever op til EU's værdier.
Det er en proces, der har været i gang i flere år. Den seneste høring var i 2019. Der er ikke umiddelbart en ende på processen, der kaldes "artikel 7-proceduren" med henvisning til EU-traktatens "atombombeparagraf".