Iværksætter ser positivt på 2021: 'Folk i Nexø har været hurtige til at finde ud af, at vi er her'

Iværksætter ser positivt på 2021: 'Folk i Nexø har været hurtige til at finde ud af, at vi er her'
Specialvarebutikken Smag i Nexø er ejet og drevet af Peter Stræde Jensen. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 17. JAN 2021 • 21:43
Af:
laust uhrskov jordal
| ABONNENT
17. JAN 2021 • 21:43
IVÆRKSÆTTER

84  nye cvr.-numre. Så mange virksomheder så dagens lys på Bornholm i 2020. Det viser en nylig opgørelse fra Vækstfonden. En af de forretninger, der åbnede i et usikkert coronaår, er specialvarebutikken Smag på Strandgade i Nexø. Butikken, der er ejet og drevet af Peter Stræde Jensen, sælger kvalitetsprodukter af chokolade, spiritus og te og kaffe og kunne for første gang slå dørene op i starten af juli sidste år. Efter et halvt år bag disken er Peter Stræde Jensen klar til at gøre status på sin første højsæson i butikken.

– Det er faktisk gået nogenlunde, som forventet, siger han.

– Jeg har regnet med, at det første års tid til halvandet skulle bruges på at få forretningen på benene og lære folk i byen, at vi er her. Jeg startede ikke butikken for at sælge primært til turister, men ønskede mere at give byen en mulighed for købe nogle mere luksusprægede varer, som jeg syntes, Nexø manglede, siger Peter Stræde Jensen.

Derfor var han spændt på at se, hvordan aktiviteten ville blive, efter turisterne tog hjem, men det viste sig heldigvis, at lokalområdet var gode til at bakke op om forretningen.

– Jeg må sige, at folk fra Nexø har været hurtigere til at finde ud af, at vi var her end jeg havde troet. Jeg havde faktisk regnet med, at det ville tage længere tid, siger Peter Stræde Jensen.


Ambition om helårsåbent

Da Smag åbnede i sommer var ambitionerne, at butikken skulle holde helårsåbent i et eller andet omfang. Den plan følger Peter Stræde Jensen stadig. Butikken fungerer som en dagligvarehandel, og er derfor ikke påvirket af de coronarestriktioner, som detailbranchen er. Nu, hvor stort set alle andre butikker er lukkede, og der derfor ikke er særligt mange mennesker i byen, kan Peter Stræde Jensen stadig holde åbent to dage om ugen; fredag og lørdag.

– Egentlig havde jeg håbet på at kunne holde åbent fem dage om ugen i vinterhalvåret, men det er der ikke rigtig kunder til lige nu. Det hænger også sammen med, hvor vi ligger. Hvis vi have været tættere på supermarkederne, så var der nok også lidt flere, der fandt herind, siger Peter Stræde Jensen.

– Set ud fra en ren økonomisk vinkel, så giver det ikke så meget mening at holde åbent, men jeg synes alligevel, at folk skal have muligheden for at købe nogle af de gode ting, jeg har.

Altså som en slags service til byen?

– Ah… Så fint ville jeg måske ikke sige det, men jeg kan godt lide, at folk har mulighed for at købe lidt andre ting end, de kan i supermarkederne, siger butiksejeren.

Selvom Smag er startet i et økonomisk usikkert år, har coronapandemien ikke haft særligt negative konsekvenser for den nye forretning.

– Rent faktisk tror jeg, det kan have været godt for salget. De varer, butikken tilbyder, er mest henvendt til danskere, og dem har der været rigtig mange af i år. Tyske turister er for eksempel ikke så interesserede i de priser, mine vine har, fordi de er vant til nogle andre priser derhjemme. Det er ikke, fordi jeg havde overvældende travlt i butikken i sommer, men jeg synes, der har været pænt med mennesker hele tiden, siger Peter Stræde Jensen.

Forventer stigning i 2021

Coronapandemien er ikke overstået, så det kan være svært at spå om, men hvordan tror du, at 2021 kommer til at se ud for Smag?

– Jeg forventer og tror på, at det bliver et år, hvor jeg oplever en svagt stigende omsætning. Jeg forventer, at flere og flere folk finder herned. Sådan en butik med specialvarer er også lidt afhængig af, at man kan invitere kunder herned til vinsmagning og den slags, så kunderne finder ud af, hvad vi har. Det er det ikke rigtig blevet til sidste år, men det er noget, jeg håber på at kunne gøre mere i år, siger Peter Stræde Jensen.

– Jeg forventer ikke at få en voldsom stigning i omsætningen, men set fremad, som det ser ud lige nu, så er jeg positiv, siger han.