Inge Lorentzen i interview i 2018: 'En velsignelse er en gave'

Pastor emeritus Inge Lorentzen er død, 91 år gammel. Bornholms Tidendes Joan Øhrstrøm interviewede hende i 2018 om blandt andet velsignelse. 'At velsigne andre er at ønske dem det bedste', mente den pensionerede præst, der blandt andet har velsignet sine medborgere på Bornholm som vært på Øens TV. 

Genlæs hele interviewet her:

I næste uge fylder Inge Lorentzen 89 år, men hun er formentlig stadig Bornholms bedste svar på Jytte Abildstrøm eller en kvindelig udgave af Johannes Møllehave, der altid kan undvære et godt grin og en god historie. 

Ordene og livsglæden vælter i hvert fald ud af hende i en utæmmelig strøm, selvom hun som gammel præst og præstekone skarpt erklærede, at en teolog vist burde have kigget på min ”uinspirerede emneliste”, men på stikordet ”velsignelse” har hun altså alligevel en del at sige. For tilværelsen har været en stor og uventet velsignelse for hende, fortæller hun: 

– Jeg kan huske, at jeg skrev i kirkebladet om at have levet halvdelen af mit liv, da jeg blev 35 år. For dengang forventede jeg ikke at blive mere end 70-72 år, hvis jeg var heldig. Mine forældre blev ikke engang så gamle, men det er jo helt fantastisk, at jeg nu bliver 89 år, siger Inge Lorentzen, der i det hele taget er glad for at være blevet født:

– Min far var kun 20 år, da han fik mig. Jeg var en fejltagelse, siger hun og slår en herlig smittende latter op, inden hun tilføjer:

– Det var forfærdeligt for ham. Han var bankmand, og dengang måtte han som bankansat ikke gifte sig, før han blev 25 år, hvor lønnen var høj nok til, at han kunne forsørge en kone. Ellers mente banken, at det var for fristende for de unge ægtemænd at hugge penge fra kassen. Derfor skulle der stilles et års løn i kaution, hvis han skulle gifte sig, så mine forældre måtte gå til mine bedsteforældre. 

Min farfar var kontorchef i Handelsbanken, så det havde han råd til. Og jeg skulle jo døbes, inden jeg blev et år, så mine forældre tog mig med hen til min farfar. Jeg var sådan en stor, fed unge. ”Det er dit barnebarn,” sagde min mor til min farfar og så kiggede han ned på den ulækre unge, der nok alligevel gik i hjertet. Inge Lorentzen skulle egentlig have heddet Lise, men hendes mor, kaldte hende Inge af strategiske grunde, fordi hun havde en tante i USA, som hun vidste, ville sige ”åh, en ny lille Inge”. Så hun blev døbt Inge Karlsen.

– Sådan kom pengene jo op af lommen, fortæller hun. 

Faderen blev flyttet fra afdeling til afdeling, mens familien fulgte med i nye lejligheder og skoler til Inge, der hang i fagligt og i fritiden brugte sin stemme som kirkesanger. 

– Da jeg senere blev lærer og fik mit embede holdt jeg op med at være kirkesanger, fordi jeg opdagede, at jeg ikke kunne synge, når jeg havde været ude og more mig om lørdagen, siger hun og fniser.

– Ved juletid blev jeg alligevel bedt om at komme og synge i Vigerslev Kirke som ekstrasanger, og så blev jeg gift med præsten der. Det er en sjov historie. Den ene kirkesanger sagde: ”Der kommer Lorentzen. Han er sgu så kedelig. Var det ikke noget for Dem at live ham lidt op.” Og det kan man sige, at jeg gjorde, men det var slet ikke nødvendigt. Han var fornem og lærd, men han havde meget humor og mange ideer. 

Han opfandt det, som hedder Folkekirkens Ungdomskor, der lige har haft 50 års jubilæum. Det forfærdelige er, at de har sådan en succes, fordi skolen forsømmer musikundervisningen. Men sådan tiltrækker kirken stadig unge gennem musik, og det var også musikken, der trak mig i kirke. 

Senere opkvalificerede hun sin læreruddannelse, så hun også blev præst. Det gjorde hun gennem en særordning, som i en periode kom i stand. Man manglede præster og gav derfor lærere mulighed for at uddanne sig til præst uden at skulle igennem et helt ordinært teologistudie. Og det ærgrer Inge Lorentzen, at den mulighed ikke længere findes i dag, for det kom der mange gode præster af, inklusiv mig selv, siger hun selvsikkert og smiler: 

– Allerede som lærer blev jeg populær ved at fortælle bibelhistorier. Det tør man jo desværre heller ikke længere i skolen. Men dengang underviste min mand i græsk på universitetet for at uddanne nye præster, og det var ham, der spurgte mig, om jeg ikke kunne tænke mig at bruge en dag om ugen på at læse græsk. 

Jeg havde ellers også et lærerembede, et blokfløjteorkester, et drengekor og fem børn at passe. Desuden foregik alle møder hjemme i vores præstegård med mine kopper og hjemmebagte boller. Det var fantastisk morsomt at være præstefrue, men lønnen var lav.

Da Inge Lorentzen blev uddannet præst, var familien i mellemtiden flyttet til Bornholm, men her indså Inge Lorentzen hurtigt, at hun ikke fik en stilling selv.

– Provsten kunne ikke lide mig, fordi jeg var for morsom. Det har tit været en hindring for mig. For det frygtelige er, at folk kommer til at holde af en, når man er sjov, og det giver jalousi. Sommetider når jeg havde gæsteprædiket et sted og folk kom og roste mig, stod han ved siden af og hviskede: Du bliver ikke inviteret her mere. For jeg var for fjantet, syntes han.

I stedet fik hun en præstestilling i Rørvig på Sjælland. 

– Det var en vanvittig arbejdsbyrde. For man regnede med, at jeg havde 2000 i sognet, men jeg havde 10.000 sommerhusejere oven i, ligesom jeg også havde præste­opgaver i Nykøbing, i fængslet og på sygehuset. Og masser af begravelser og bryllupper. Jeg kunne godt lide det, men ikke holde til det i længden. 

I stedet fik den populære præst nu et tilbud fra Aakirkeby, der ikke ville have en ”sort præst”, men dele af menigheden syntes alligevel, at den nye præst var lidt for farverig. 

– Jeg smilede, når jeg sagde “Herren være med jer”. Og jeg havde rød frakke på, når jeg gik på gaden, hvor jeg også smilede, men jeg kunne mærke, at folk sladrede om mig. En dag sagde en gårdejerfrue, som jeg havde stor respekt for, ligeud til mig, at de syntes, at jeg var for fjantet. Da jeg bad om et eksempel, pegede hun på, at jeg fik søskende til at tørre hovedet af dåbsbarnet i stedet for, at jeg selv gjorde det. Og det var noget gøgl. Men da det blev hendes eget oldebarns tur til stolt at tørre sin nydøbte lillesøsters hoved, kom den samme gamle gårdejerfrue samme eftermiddag med en buket blomster og bad om tilgivelse, fordi hun havde snakket ondt om mig. For nu kunne hun pludselig se, at jeg kun prøvede at vise omsorg for andre ved at sprede glæde. Og hun fik alle de andre gamle damer til at omvende sig, så de heller ikke var imod mig. 

Sådan har Inge Lorentzen været til velsignelse for mange, og som præst har hun også oplevet, hvordan velsignelsen, den såkaldte aronitiske velsignelse – navngivet efter Moses’ bror Aron, har været til trøst for mange – også døende:

– Jeg var engang på tjeneste på hospitalet hos en døende gammel dame, der faldt ud af sygesengen af forskrækkelse. Ja, sagde sygeplejersken, det kalder vi dødsangst. Jeg sang først salmen ”Til himlene rækker din miskundhed, Gud”. Og så bad vi fadervor. Hendes mand bad med, og så tog jeg dem begge to på hovedet og lyste velsignelsen. Til sidst gav jeg dem begge et knus og gik. Næste dag ringede manden og bestilte begravelse. Han sagde, at hans kone var faldet fuldstændig til ro, da jeg havde haft mine hænder på hovedet af hende. 

Selv har Inge Lorentzen også altid forklaret sine konfirmander, at hun forsøger at lægge hånden på alles hoveder i menigheden, når hun rækker hænderne i vejret, mens hun lyser velsignelsen i kirken. Men Inge Lorentzen har ofte også spurgt folk udenfor kirken, om hun måtte lyse en velsignelse for dem. 

– En velsignelse lyder jo godt, ikke? Jeg bor også ved siden af en psykolog, der har sagt, at hun er misundelig på mig, fordi de ikke har sådan et ritual. Det er fantastisk at have sådan et ritual. For det virker. 

Hvad vil det egentlig sige at lyse en velsignelse?

– Ja, der skulle jo netop gerne udgå lys fra den. 

Guds lys?

– Ja, et guddommeligt lys. I den aronitiske velsignelse siger man jo også: “Herren lade sit ansigt lyse over dig”. Sådan virker det også. Han stråler over dig, så du bliver glad. Der er trøst og hjælp at hente i de ord.

Der findes også en anden velsignelse, der hedder den apostolske velsignelse, som præsten bruger, når prædikenen er færdig. Men mest varme er der i den aronitiske velsignelse, mener hun. 

– Engang prøvede jeg også at indføre, at vi holdt hinanden i hånden under velsignelsen, men jeg tror under alle omstændigheder, at det er vigtigt at lyse velsignelsen for hinanden. At tilsige hinanden velsignelse. 

Sådan kan et håndtryk virke som en lille velsignelse, og Inge Lorentzen betragter også en velsignelse som en positiv gestus overfor en anden.

– En velsignelse er at sige noget vel til en anden. At ønske en anden noget godt. I gamle dage skulle man helst også have velsignelse af sine svigerforældre, hvis man ville gifte sig, men en velsignelse er dybere end en godkendelse. Det er et ønske om, at det må gå godt. En velsignelse er en gave at få. 

Hvad er Guds velsignelse så?

– Det er, at Gud vil stå mig bi og være hos mig. Og måske sørge for, at jeg ikke dummer mig alt for meget. 

Har du selv følt dig velsignet af Gud?

– Ja, det må man nok sige. Jeg har egentlig haft utrolig mange chancer, især gennem kirken. Og jeg har også været velsignet med musikalske børn, der har kunnet spille til børnegudstjenester for mig. De er alle fem smaskmusikalske. Min yngste søn, Jakob, er organist i Holmens Kirke og modtager i denne uge en pris på 225.000 kroner. Han er den lille. Da jeg var gravid, sagde lægen, at vi skulle tage stilling til, om vi ville have det barn. Jeg ved ikke, hvorfor hun sagde sådan. Men nu har jeg læst, at der kom en lov om fri abort dengang for dem, der havde fire børn i forvejen. Hvad er det for noget pjat? Tænk, hvis vi havde slået ham ihjel. Han bliver rost hele tiden, men han blærer sig aldrig, som jeg selv godt kan gøre. Men rigtig dygtige folk behøver heller ikke være blærede, vel?” siger hun og blinker, så man ikke er i tvivl om, at den ”lille” søn ikke var en fejltagelse, men en stor velsignelse. 

Kort om tro

Hvorfor blev du troende?

-Jeg vil ikke sige, at jeg kom til tro, men at jeg tog troen til mig. Jeg var meget troende som konfirmand, men faldt fra troen en periode, efter en veninde gjorde mig opmærksom på det forvrøvlede i, at Kain skulle udvandre til et andet folk, når Adam og Eva kun havde fået tre børn. Men som kirkesanger og senere seminariestuderende fik jeg en professor, der viste mig, at der er sandhed i Bibelen, selvom den virker ulogisk, og så faldt jeg til patten igen. Ligesom vi har en seksualdrift og selvopholdelsesdrift har vi også en religiøs drift, der hører med til selvoprettelsen. For man kan heller ikke holde livet ud, hvis alt er meningsløst. 

Hvad er kernen i kristendommen for dig?

– Jesu genialitet.

Hvorfor blev du præst?

Jeg blev først tiltrukket af kirken gennem musikken som kirkesanger. Siden blev jeg gift med en præst og fik lyst til at blive præst selv, og da jeg skulle på pension som 70-årig efter bare 18 år som præst, var jeg misundelig på dem, der stadig kunne være præst. 

Blå bog

Inge Lorentzen. Født 22. november 1929. Hun er uddannet lærer og senere videreuddannet til præst, ligesom hun i mange år var præstefrue. Selv har hun været præst i Rørvig og Aakirkeby, og som pensionist har hun blandt andet været formand for Ældrerådet på Bornholm, ligesom hun i fem år også har været kendt som vært på Øens TV, og i en periode på otte år hver uge stod for kirkesiderne i ”Bornholmeren”. I dag er hun stadig aktiv som blogger sammen med tidligere chefredaktør for ”Bornholmeren”, Søren Wolff, hvor hun skriver om alt det der optager hende. P.t. er det om de dårlige forhold, som hun mener hjemmehjælperne har.